Nyt undergrundsblad på Musikvidenskabeligt Institut er højstemt provokerende lokumslæsning - en underholdende publikation, god som optænding i brændeovnen
Musik
"BANG! Her er Bomben. Et forum for terroristisk kritik; et musikvidenskabeligt fagblad uden fodnoter. Nu er det slut med den kvælende konsensus-pseudodebat.
Der har alt for længe hersket fred i det danske hyggemusikliv - en fred, der har henført komponister og kritikere i en af råddenskab stinkende dvaletilstand. Som levende døde vandrer de hvileløst rundt og klapper Karl Aage Rasmussen og Per Nørgård på ryggen (Pierre Boulez er for langt væk)."
Tonen er lagt - og det er ikke kammertonen. Bomben - et nyt undergrundstidsskrift på Musikvidenskabeligt Institut har set nattens mørke. Bidrag og kommentarer sendes til: Bomben@ausi.com. Det første nummer bringer en leder med overskriften Spræng Musikvidenskabeligt Institut i luften!, skrevet af Mathias Biilmann Christensen.
Inde i selv tidsskriftet finder vi Jan Pilgaard Carlsens Komponist, hvad vil du mig? - du vil åbenbart øve dig. Efterfulgt af KODA, luderkultur og kommercielle svin af Jacob Borella. Første nummer af Bomben afsluttes med Pilgaard Carlsens Konserveskomponisten Pierre Boulez - konformitet og stupiditet hos 75-års fødselaren.
Institutionerne består
Det første man konstaterer ved gennemlæsningen af de musikvidenskabelige drengerøves opsang til musiklivet er, at stort set alle er nogle dumme svin, der bør stoppe og foretage sig noget helt andet, end det, de gør.
På den baggrund og med dén konfronterende sprogtone, virker det lidt hult, at redaktionen "opfordrer til seriøs kritik i landets aviser..."
Der kommer altid et tidspunkt i et ungt menneskes tilværelse, hvor det er frydefuldt at råbe pik og kusse og krig og sådan noget, for derved at se, hvordan omgivelserne reagerer. For nogle kommer denne lyst meget sent. Det behøver deres forældre ikke være bekymret over. Det er en lystfølelse, som hører med i en udviklingsproces, som ender med, at de unge gradvist frigør sig og finder deres egne ben.
Det interessante er, at de unge, der fører deres cowboy- og indianer-leg med ind i de voksnes rækker, jo rammer ned i adskillige sårbare områder som følge af, at der er sat spreder på haglgeværet.
Mange områder kunne i sandhed fungere bedre, men at hævde at "Kunstmusikken er en trækkerdreng, der svinger sit lem blandt købelystne ministre og kunstfonde", er et udtryk for, at den uhæmmede genitalfiksering tager styringen over fornuften. Provokation er befordrende, historisk bevidsthed og argumentation er endnu bedre.
"Hvornår har man sidst set en dårlig anmeldelse af en dansk komponist? - de burde ellers fylde avisernes kulturtillæg", spørger Bombens lederskribent. Svaret er, at vi næsten hver dag ser dårlige anmeldelser i aviserne. Hvis skribenten efterlyser kritiske anmeldelser af danske komponister, så findes de også.
Men igen her: Selvom Bombens ophavsmænd mangler en hulens bunke mellemregninger, har de ret i, at vi kunne være langt mere konfronterende. Det, de unge imidlertid kunne bruge et nummer på at diskutere de videre perspektiver af, er det faktum, at Musikvidenskabeligt Institut ikke alene vil overleve Bombens skribenter, det vil fortsat få lov at være "et hul i jorden", når ormene til sin tid har ædt sig ind i de engang så provokerende drenges kroppe.
Tænk lige over det.
