Læsetid: 2 min.

Jeg en gård mig bygge vil...

14. marts 2000

Mus og mænd er teater med poetisk realisme, både råt og sentimentalt i Steinbecks ånd

Teater
Tiderne er vistnok generelt faret ret hårdt hen over John Steinbecks forfatterskab, dets ofte meget ligefremt artikulerede humanisme og dets mandige protest mod den åbenlyse uretfærdighed i depressionstidens USA. Steinbecks djærve humor kan også virke lidt dated i vore ironiske tider.
Mus og mænd (1937) er filmatiseret, endda flere gange, og denne kortroman var allerede fra starten også tænkt til teaterbrug. Dens stramme lille historie om George og Lennie har holdt bedre end det meste andet, for den trækker effektivt både på billedet af de usle landarbejdervilkår i Steinbecks emblematiske Salinas-dal, Californien anno dazumal og på den ærketypiske tvillinge-dialektik mellem den skeptisk kloge og den tossegode.
Vendsyssel Teater har vovet at sætte Steinbecks altmodische daglejerdrama op, for fulde gardiner med en meget direkte, høduftende ramme om uskyldens og den erfarne humanismes tragiske forlis.
Mus og mænd er teater uden de store dikkedarer. Det er poetisk realisme, både råt og sentimentalt, med klare rollepartier og en fyldig, idiomatisk tonet dialog der står og falder med spillernes sceniske nærvær og gestiske udtrykskraft. Nok så befriende for en gangs skyld, midt i det daglige overbud af scenografisk overkill og tekstlig fattigdom.
Hans Holtegaard har visse problemer med kun at skulle være ufrivilligt morsom. Hans pondus er ikke tårnende mægtig, men hyggeligt rund, og hans mimik lidt for udadvendt til at give virkelig gysende indtryk af et stumt indres eksplosive kraftudladninger. Men over tid vinder han dog klart sympati ved sin enkelt fremstillede naivitet. Og teaterchef Kai Wilton glimrer - i en af sine sjældne skuespillerindsatser - som George, anfægtet, tvivlrådig, fuld af kropslig vitalitet, mens han besat fortæller om håbløse drømme om en bedre, fælles fremtid på den lille gård.

Klassisk teater
Forestillingens absolutte kup er imidlertid Søren
Elung Jensen. Denne det klassiske teaters gamle hædersmand ses alt for sjældent, nationalt såvel som på de nordligere breddegrader. Han spiller den affældige, halvt invaliderede fejemand Candy på proprietærgodset. Duknakket, ensom, småsludrende - og inderligt venlig. At se ham koble sig på de to fortabtes småborgerprojekt, det er rent ud rørende. For Elung Jensen kan, som en gennemerfaren saxofonist, sit stemmeregister helt ud til yderpunkterne, kan filtrere det musikalsk præcist efter sammenhængen - og være der, upåfaldende, lige i centrum af scenen. Også når sentimentaliteten ellers begynder at drive ned over høballerne.
Også Jørgen Bings 'ideologisk' svære rolle som sjakbejs lykkes fint, ligesom den fatale kvinderolle - stykkets eneste, og ret betændte - får liv og troværdighed i Taina R. Bergs gavmilde gestaltning. Ingen svigter, og læsset bliver kørt hjem. Klassisk teater, ja, og slet ikke det værste man kan få i dag. Med en smule mere tempo her og der, så bliver det helt fint, også at rejse rundt med. Til Skive, Aalborg og Kristianssand ...

*John Steinbeck: Mus og mænd. Oversat, bearbejdet og iscenesat af Flemming Weiss Andersen. Scenografi: Finn Erik Bendixen. Vendsyssel Teater, Hjørring. Til 3. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu