Læsetid: 4 min.

H.C. Andersens tabte billedverden lever

9. marts 2000

Trods sin melodramatiske patos er 'Improvisatoren' en overraskende god læseoplevelse

Klassiker
Den østrigske kunstteoretiker og psykoanalytiker Anton Ehrenzweig mente, at ethvert ægte kunstværk som en slags vandmærke må rumme billedet af en grav, et rum, en beholder, der modtager og samler livets opløste dele.
H.C. Andersens Improvisatoren er overfrankeret med sådanne vandmærker: Den fortæller igen og igen historien om en nedsænkning i graven, en nedstigning i dybet - og den derpå følgende (gen)- opstandelse.
Improvisatoren, som er Andersens første roman, udkom i 1835 og er netop udsendt som billigbog i serien Søren Gyldendals Klassikere. Romanen beretter historien om, hvordan jeg-fortælleren Antonio, født og opvokset i Rom, bliver 'improvisator', dvs. en kunstner der optræder med at improvisere lyriske deklamationer ud fra stikord givet af publikum. Og denne historie om kunstnerens tilblivelse udfoldes altså som en historie om, hvordan kunstneren gang på gang begraves i dybet - og stiger op igen.

Ned i dybet
Første gang, Antonio stiger ned i dybet, er, da han som dreng tages med ned i katakomberne af moderens danske kunstmalerlogerende 'Federigo'. Her taber dybets udforskere i bogstaveligste forstand tråden; den tråd som Federigo på Ariadne-manér har ladet løbe efter sig, og som den lille Antonio efter en stund af panik tilfældigt får fat i igen. Personerne og den døde metafor genoplives, "thi her hang virkeligt vort Liv i denne ene Traad."
Resten af romanen forløber efter denne episodes model: Gang på gang skal vi stige ned i graven og op igen, kulminerende med Antonios ophold i 'Hexehullet' (den blå grotte på Capri) og den elskede kvindes død og genopstandelse. Gang på gang fører handlingstråden ned i en grav - og gang på gang griber fortælleren fat i den igen, så vi kan komme videre - ned i næste grav.
Når Ehrenzweig betragter gravmotivet som et kunstværkets vandmærke, er det fordi han, inspireret af psykoanalytikeren Melanie Klein, ser det som et billede på selve den kunstneriske skabelsesproces: Kunstneren må stige ned i katakomberne til livets makabre og fragmenterede rester for at kunne samle dem i værkets beholder.

Det knuste billede
Den, der begraves og genopstår, er kunstneren selv - men også hans 'billede'. Således taler romanen om "den tabte Billedverden" eller "det knuste Billede". Og den der gang på gang begraves, er ikke bare kunstneren, Antonio, men også hans mor og hans kvinder. Det billede der tabes, knuses og genopstår, er moderens og kvindens billede. Som en slags kunstens urobjekt. Således bliver Andersens roman helt igennem kunstnerroman; en roman der ikke bare giver os portrættet af den unge kunstner, men bestandig symboliserer selve den kunstneriske skabelsesproces.

Grupperede geder
Det italienske landskab, som Andersen lader romanen udspille sig i, er også helt igennem kunstlandskab. Når Andersen har ladet sin kunstnerskikkelse være improvisator, er det for at kunne fremstille et kunstideal, hvor spontaneiteten og umiddelbarheden er drivkraft; flere steder fremstilles Antonios inspiration som en direkte samtale med den guddommelige natur. Men samtidig er det påfaldende at naturen allerede er kunst; når jegfortælleren skuer ud over Terracina, beundrer han "det skjønne Malerie"; over for Vesuv er hans sjæl "greben ved det store Skuespil", og i en bjerghule bliver han opmærksom på "hvor smukt Gjederne stode grupperede".
Romanhelten færdes bestandig i et kunstgalleri, ikke bare når han (hvad han også ynder at gøre) går på museum eller i operaen; Italien synes for så vidt at være landet, hvor alting allerede er gjort til kunst.
Og ligesom Italiens natur på forhånd er præget af kunsten, er også Andersens italienske roman foregrebet af anden digtekunst. Som repræsentant for de 'recensenter', der ifølge Andersen "ere så lidet originale at de troe at alle hvem de bedømme også ere copier", må jeg således påpege, at Improvisatoren med direkte og indirekte henvisninger skriver sig oven i Goethes Torquato Tasso og Wilhelm Meister .

Melodramatisk lyst
På trods af sin melodramatiske patos er bogen en overraskende god læseoplevelse; Andersens Italien er skildret med en sanselighed (eller snarere plasticitet), så man kunne have bedt et italiensk rejsebureau om at sponsorere udgivelsen. Afsted til landet hvor citronerne blomstrer! Og selv om handlingstråden ikke slynger sig i sindrigt broderi, men kaster os ned i dybet og op igen i melodramatiske vendinger, byder den på overraskelser der stimulerer læselysten.
Den lyst under jeg ubeskåret de nye læsere, som jeg håber, bogen vil få med paperbackudgaven - jeg skal derfor ikke referere den konkrete handling, men blot berede læseren på at stige med kunstneren ned i dybet og op igen. Det glæder mig, at den gamle retskrivning er bibeholdt: Af de hedengangne stavemåder stiger en stadig levende historie.

*H.C. Andersen: Improvisatoren. I serien Søren Gyldendals Klassikere. 320 s. 78 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her