- Men vi er nødt til at tro, at det er aldrig for sent at håbe, skriver den indiske forfatter Arundhati Roy i et modigt, men ensomt indlæg mod sit lands atom-politik
Udefra
Hun vakte verdens opmærksomhed med sin prisbelønnede roman De små tings gud for tre år siden. Nu vover den indiske forfatter Arundhati Roy at kritisere sin regerings holdning til atomvåben - som en temmelig ensom røst på et subkontinent, der fortæres af en næsten fatal overdosis selvødelæggende had.
"Det er så ekstremt dumt at tro, at atomvåben kun er dødsens farlige, hvis de bliver brugt. Selve det faktum, at de eksisterer, selve deres tilstedeværelse i vores liv, vil forvolde mere skade, end vi overhovedet kan fatte."
"Atomvåbnene gennemsyrer vores tankegang. Kontrollerer vores adfærd. Styrer vores samfund. Besjæler vores drømme. De borer sig dybt ind i vores hjerner som kødkroge. De bringer vanvid i deres kølvand. De er koloniherrer i yderste forstand, hvidere end nogen hvid mand, der nogensinde har levet. Selve hvidhedens kerne."
'Vi er fælles om himlen'
Vi har allerede set, at hendes bange anelser er velbegrundede. Pakistan har været skueplads for verdens første militærkup i en atommagt. Indien har øget sit forsvarsbudget med hele 28 procent. (Det er langt lettere at fremstille en bombe end at give 400 millioner mennesker en uddannelse, konstaterer Arundhati Roy.) Det er en sabelraslen, der får Khrusjtjovs bank med skoen i FN i 60'erne til at virke spagfærdig.
"Vi bliver truet med atomvåben," siger Indiens premierminister, Atal Behari Vajpayee. "Forstår pakistanerne, hvad det betyder? Tror de, vi vil sidde med hænderne i skødet, indtil de kaster en bombe, tager de fejl."
Og den pakistanske generalløjtnant Kamal Matinuddin har sagt: "Hvis der bliver krig, vil vi sandsynligvis ikke vente længe med at sætte atomvåben ind. Hvad kan vi ellers gøre, når vores økonomi er, som den er?"
Pakistan begyndte allerede at lege med atomtændstikkerne, da man sidste sommer helt uansvarligt besluttede at lade guerillaer infiltrere den indiske del af Kashmir i et forgæves forsøg på at drive New Delhis hær ud. Her spillede den nuværende leder af militærstyret, general Pervez Musharraf, en stor, måske ligefrem afgørende rolle.
Kun en yderst naiv - for ikke at sige forkvaklet - fortolkning af den teori om atomafskrækkelse, der udviklede sig under Den Kolde Krig, kan have fået et lands ledelse til at tro, at den med en sådan fremgangsmåde kunne afgøre en langvarig strid om et territorium på en positiv og produktiv måde.
"Vi er to lande, men vi er fælles om himlen, vinden og vandet. En atomkrig ville være en krig mod os selv," fortsætter Arundhati Roy sin enetale.
Men selv hun undervurderer faren. Ganske vist førte Sovjetunionen og USA en uforsonlig kold krig mod hinanden, men den kostede ingen af dem én eneste soldat. De havde ingen territorielle konflikter og havde aldrig i deres flere hundrede år lange historie været i krig indbyrdes. Faktisk stod de sammen om at bekæmpe Hitler.
Tre varme krige
Derimod har Indien og Pakistan i løbet af deres kun 53 års eksistens som uafhængige stater udkæmpet tre krige. Der går næppe en dag, uden at en af deres soldater mister livet i militære træfninger, og deres fortsatte strid om den vidunderligt smukke Himalaya-stat er en uudtømmelig kilde til bitterhed.
Hvordan og hvorfor præsident Bill Clinton tror, han kan yde et fornuftigt bidrag til løsningen af denne konflikt under sit besøg i området, er ufatteligt.
Siden Nixon har amerikansk politik - med en kort afbrydelse under Carter, den sidste præsident, der besøgte landet for 22 år siden - bestræbt sig for at henvise Indien til en fjern afkrog på det geopolitiske kort.
Da Nixon indledte sin åbning over for Beijing, gjorde han det utvetydigt klart, at en af grundene til at tage Kina alvorligt var dets besidelse af atomvåben. Det opfattede Indien som den værst tænkelige afvisning. Selv under Carter var der en tendens til at kritisere og straffe Indien for at holde muligheden for at producere atomvåben åben.
Men på det tidspunkt var Moraji Desai indisk premierminister, og han var nærmest pacifist. Hvis USA havde brugt mere gulerod og mindre stok, kunne man nok have fået ham til formelt at give afkald på atomvåben.
Ekstreme konsekvenser
Under Nixon, Ford, Carter og Reagan placerede amerikanerne sig solidt i den pakistanske lejr. De var irriterede over Indiens socialistiske tilbøjeligheder og tætte forbindelser til Moskva, og derfor værdsatte de Pakistans gode forhold til det anti-sovjetiske Kina.
Den sovjetiske invasion af Afghanistan skubbede Washington helt ud over kanten. USA gav det pakistanske militær og efterretningsvæsen frihed til at hjælpe den afganske modstandsbevægelse med alle nødvendige midler.
Ingen taler nu om, at det førte direkte til talibanerne - den yderligtgående islamistiske milits, som nu hersker over størstedelen af Afghanistan, giver husly til Washingtons yndlingsaversion Osama bin Laden, kontrollerer tre fjerdedele af den heroin, der når frem til de vestlige markeder, og oven i købet har leveret de islamistiske guerillaer, der nu sætter Pakistans dagsorden i Kashmir-spørgmålet.
Hvordan kunne Washington under disse omstændigheder forvente at øve indflydelse på Pakistans planer om at anskaffe atomvåben?
Spildte muligheder
Langt om længe har USA fået øjnene op for det demokratiske Indiens charme. De indiske atomprøvesprængningers big bang bevirkede, hvad alle gode journalistiske artikler, bøger og diplomatiske skrivelser ikke havde formået.
Nu ser USA, at den indiske skildpadde - medmindre krigen kommer imellem - formentlig vil overhale den kinesiske hare og blive Asiens førende økonomiske stormagt.
Men det er højst sandsynligt, at krigen kommer imellem. Alle er vågnet op for sent. Hvis Indien havde levet op til premierminister Jawaharlal Nehrus løfte om en folkafstemning i Kashmir, som han fremsatte kort efter uafhængigheden fra Storbritannien, ville meget have været anderledes.
Hvordan man end ser på det, er det en historie om spildte muligheder.
"Det hele kan være forbi på en eftermiddag," skriver Arundhati Roy. Der er ikke meget, Bill Clinton kan gøre nu. Men det er rigtigt af ham at prøve. Vi er nødt til at tro, at det aldrig er for sent, selv om det kan se sådan ud.
*Jonathan Power er britisk journalist med speciale i internationale forhold
Oversat af Birgit Ibsen
