Læsetid: 2 min.

Helenes svimmelfærd

31. marts 2000

Jens Albinus' nye forestilling svinger svajende mellem træk-vejret-dybt-mime og hyperventilerende realisme. Men sanseligt, det er det

Teater
'Ubehjælpsomhedens Teater' kalder Jens Albinus sin ambition med Helenes Himmelfærd.
Og ubehjælpsomt er det. Omtrent så begynderagtigt, som når man forlader sin ægtemand og bare vandrer derudad - uden nogen anden plan end at komme væk. Det er kejtet, alene fordi det er første gang, man forlader ham. Og samtidig er det næsten kynisk professionelt, udtænkt til sidste detalje. Hver en replik og hvert et blik er forberedt - og hver en afvisning af nogen form for diskussion. For pludselig er man helt sikker på sin beslutning.
Netop Helenes skilsmisse er handlingen i Albinus' forestilling. Eller hendes himmelfærd, for det meste foregår måske i Helenes tanker, i et eller andet lettet lag mellem liv og død, jorden og himlen.

Traume-sitrende neon
Men netop sådan svinger hele forestillingen også - mellem det teatermæssigt hjælpeløse og det tordnende professionelle. Og tilsvarende rammer Grob-skuespillerne alle udtryk på skalaen fra træk-vejret-dybt-mime til hyperventilerende realisme.
Noget er lykkedes, andet er ikke. Noget er forståeligt, andet er forblevet kryptisk. Noget er ulideligt 70'er-dyrkende, og noget virker bare som et parodisk dogmeteater - tidsrigtigt og kunstnerkorrekt.
Men under alle omstændigheder er Helenes svajende og sære himmelfærd blevet sjældent sanselig.
I Albinus' og lysdesigneren Åsa Frankenbergs verden emmer klaustrofobien i et aflangt, lukket rum med døre, der hele tiden er låst. Her trives angsten for de andre, men også fascinationen af dem. Her bevæger kroppene sig kun i deres sansers vold - kantede, trængende, desperate - hele tiden overhamret med ørelammende musikrytmer og traume-sitrende
neonlys.
Skuespillerne er en sær grobsk skare med de mærkeligste talenter. Helene spilles af Louise Hassing, der virkelig formår at ligne Danmarks almindeligste og sygeste pige på samme tid. Hun kan pille i væggen, så man ikke kan se noget andet - personligt tror jeg gerne, at hun kan tale med de døde og få dem til at græde "meget mindre end man skulle tro", som hun siger i stykket.
Og den franske pige Berangère Allaux, som spiller den hjælpende engel, er en af disse fysiske skælvere, der suger tilskuerens øjne til sig med sin flygtige eksistens. Hun bare blinker, og så er hun en anden.

Synske svinkeærinder
Men alt i alt vil forestillingen for meget. Albinus' tekst bliver simpelthen svimmel af sine mange svinkeærinder, især når den finder på at tolke sig selv - som f.eks. i 2. scene, der decideret er en dramatisk trosbekendelse til den uforståelige kunst.
Scenerne stritter formodentlig, fordi manden har så mange syner, han må af med. Men derfor virker forestillingen også bedst, når den bider sig fast i ét billede, i én drøm. Det svarer perfekt til første sætning i Albinus' manifest:
"I Ubehjælpsomhedens Teater går øjeblikket forud for helheden."

*'Helenes Himmelfærd'. Tekst og instruktion: Jens Albinus. Lysdesign: Åsa Frankenberg. Scenografi: Albinus og Frankenberg. Teater Grob, Viktoriagade 12, Kbh. V. Til 29. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu