Læsetid: 6 min.

Hjælp i 12. time

4. marts 2000

Det internationale samfund er omsider vågnet op, men over 70.000 er stadig fanget af vandmasserne i Mozambique. Nye oversvømmelser truer

MAPUTO - Solen skinner denne morgen i Mozambiques hovedstad Maputo, som den i øvrigt har gjort de sidste mange dage. Siden klokken fem i morges har tusinder af vagtmænd og hushjælpere og kommunale gadefejere været i gang med fejekostene. Byen vågner op til lyden af de stive koste, der overalt sørger for at her er pænt og rent - så pænt som der nu kan blive, når en betydelig del af fliserne er knækket eller forsvundet i tidens løb.
De store firehjulstrækkere - eliten hernede foretrækker Toyota Landcruiser eller Nissan Patrol - bliver vasket og pudset endnu en gang, så Patrão (portugisisk for Boss) kan komme standsmæssigt på arbejde. Gadehandlerne stiller op med deres madvarer, souvenirs og cigaretter, og forretningerne går strygende med alle de mange udenlandske nødhjælpsfolk og journalister, der er kommer til byen i kølvandet på syndfloden.

Ingen mad i dagevis
Imens sidder fattige bønder langs udløbet af Limpopofloden nogle få hundrede kilometer nordpå og langs Savefloden endnu længere oppe ad kysten stadig fanget i trætoppe, på hustage eller på små forhøjninger i landskabet. De har ikke fået mad i dagevis, og de svageste begynder nu at dø af sult. Besætningen på en sydafrikansk redningshelikopter fortæller, at den 4-årige pige, som det ellers lykkedes at få reddet torsdag aften, var død, da de nåede frem til landingspladsen. Hendes lillebror skyllede væk i Limpopofloden dagen i forvejen, da hans mor ikke længere kunne holde fast på ham. Ingen ved, hvor mange, der endnu er i den fortvivlede situation, men der tales om ca. 70.000 mennesker. Og i morgen er det fire uger siden den første kraftige regn faldt.
Internationalt Røde Kors advarede i går om, at hundredtusinder er i fare for at blive ramt af en ny cyklon, og efterlyste flere penge til hjælpearbejdet.
"Denne katastrofe viser kun, at det er farligt at være fattig," sagde EU-kommissær Poul Nielson fredag efter et besøg i Mozambique.
"I Danmark eller Holland er vi i stand til at håndtere denne slags katastrofer, fordi vi har beredskabet til det. Vi ved, hvad vi skal foretage os, når vandet kommer over dette eller hint mærke. Den kapacitet har et fattigt land som Mozambique ikke."
Han tilføjer, at opbygningen af et sådant beredskab vil have stor prioritet for EU-Kommissionen.
Embedsmænd fra EU kommissionen siger, at der har været en forbløffende mangel på reaktion fra nødhjælpsorganisationerne. "Vi har ingen helikoptere eller andet hjælpegrej i Kommissionen, men vi har rigeligt med penge til hjælpearbejdet. Men indtil for ganske få dage siden, fik vi slet ingen anmodninger om støtte," siger Steffen Stenberg, leder af nødhjælpskontoret for Afrika.

Hjælp fra Danmark
Nu kommer hjælpen så også. Sent fredag landede bl.a. fire transportfly med forsyninger fra Danmark, og der er også fremskredne planer om at sende en af forsvarets Herkuls transportfly.
Hvorfor har det varet så længe og hvorfor er det gået så galt? En meget sandsynlig forklaring på denne forsinkelse, er den afgrundsdybe afstand mellem jet-settets Maputo og hverdagens barske liv for bønderne på landet blot nogle få snese kilometer uden for hovedstaden.

Succes bombet tilbage
Indtil syndfloden ramte Mozambique og resten af det sydøstlige Afrika søndag den 6. februar, var landet en af de få succeshistorier i denne verdensdel. Det ansete britiske magasin The Economist offentliggjorde en verdensøkonomisk analyse i dagene lige før jul, hvor Mozambique blev udråbt som det land, der kunne vente størst økonomiske vækst i hele verden i 2000. Væksten ville blive omkring 10 procent, og det var ikke urealistisk, for det har den været de sidste fire år.
Udgangspunktet for Mozambique var uhyggeligt lavt, for landet var i næsten bogstaveligste forstand bombet tilbage til om ikke stenalderen, så i hvert fald jernalderen af 30 års krig.
Først var der befrielseskrigen mod portugiserne, nogle af de mest uduelige kolonister i Afrika. De gjorde meget lidt for at opbygge en ordentlig infrastruktur i landet, og slet intet for at uddanne befolkningen.
Ved selvstændigheden i 1975 havde mindre end en håndfuld mozambikanere en universitetsuddannelse, og der var f.eks. kun to ingeniører. Det var et usædvanligt ringe udgangspunkt for at udvikle et land, der er 22 gange så stort som Danmark.
Befrielsesregeringen fra den marxistiske FRELIMO-bevægelse begik så den historiske fejl at vælge samarbejdspartnere på øst-siden af jerntæppet. For det første betød det katastrofale fejlinvesteringer i statslandbrug efter østtysk og rumænsk model, og for det andet var det en kraftig provokation af de racistiske regimer i nabolandene Rhodesia og Sydafrika. Disse lande så deres eksistens truet af verdenskommunismens fremmach, og de svarede igen ved at opfinde og udruste oprørsbevægelsen RENAMO, der spredte død og ødelæggelse i Mozambique frem til 1992. Som det nuværende Zimbabwes forsvarsminister siger "I tell you, the Cold War was very hot in these parts!"
I starten af 90'erne var der ikke længere en magtfuld østblok til at støtte regeringen; det hvide Rhodesia var blevet til det sorte Zimbabwe og apartheidstyret i Sydafrika stod for fald. Og det blev i al sin enkelhed afslutningen på den borgerkrig, der havde fordrevet omkring en tredjedel af Mozambiques befolkning fra deres hjemegne.
Fred i 1992
Efter en massiv FN-indsats blev der sluttet fred i 1992 og der blev afholdt parlaments- og præsidentvalg i 1994, som den siddende FRELIMO-regering vandt. Oprørsbevægelsen RENAMO blev med store kontante beløb købt til at acceptere resultatet.
De gamle marxister i regeringen lærte til gengæld nye ord som "markedsøkonomi" og "privatiseringer" af de donorerne, og det gjorde de så godt, at landet i de forløbne år er blevet et af donorlandenes mønstereksempler. De gamle statsforetagender er blevet privatiseret, toldreglerne er forenklet, og private investorer strømmer ind. Og demokratiet er konsolideret med endnu et parlamentsvalg, afholdt i nogenlunde ro og orden i december 1999.
Nogenlunde, for RENAMO hævder, at FRELIMO snød med stemmeoptællingen og dermed stjal valgsejren.

Sociale kløfter
Valget i december viste da også, at der stadig eksisterer nogle alvorlige politiske og sociale kløfter i Mozambique, for RENAMO var tæt på at få halvdelen af stemmerne, selv om bevægelsen ikke har noget stærkt netværk. Regeringspartiet brugte løs af statens biler, telefoner, fotokopieringsmaskiner og medier, og på trods af denne intensive valgkamp lykkedes det kun for FRELIMO at hænge fast i magten med det yderste af neglene.
Det er ikke overdrevet at betegne decembervalget som et protestvalg. En protest mod de ledere, der er blevet korrumperet af magten. Onde tunger siger, at privatiseringerne først og fremmest har gavnet højtstående politikere, som for eksempel provinsguvernøren, der lod områdets største turistkompleks blive solgt til sin datter. Og det var en protest fra de mange beboere på landet, der ikke har mærket meget til den økonomiske fremgang.
Ifølge Verdensbankens statistikker er bruttonationalproduktet pr. indbygger i løbet af få år steget fra ca. 90 dollars om året til omkring 220 dollars, men væksten er meget ulige fordelt. I Maputo skyder de internationale hoteller op, og udenlandske og mozambikanske forretningsfolk bygger millionvillaer på stribe med udsigt over Det Indiske Ocean.

Jernalderbønder
Bønderne på landet - og det er mere end 70 procent af befolkningen - lever stadig som danske bønder i Jernalderen. Hakken er deres eneste redskab, og de har praktisk talt ingen adgang til lægehjælp. I gennemsnit har mozambikanerne 60 kilometer til den nærmeste læge. F.eks. har Milange-distriktet i Zambéziaprovinsen kun tre læger til 350.000 indbyggere.
Landbefolkningen siger, at eliten i byerne har glemt dem, og naturkatastrofen har desværre kun givet dem ret. De centrale myndigheder var alt for længe om at få øjnene op for katastrofens omfang; de fik ikke advaret bønderne i de frugtbare floddeltaer om, hvad der var på vej, og der var ingen, der havde lavet nogen form for beredskabsplan..
Nu er de seneste fem-ti års fremskridt og udvikling skyllet ud i havet. Det er umuligt at dømme, om det skyldes utilgivelig inkompetence og foragt for den usynlige landbefolkning, eller om det kan undskyldes med den generelle situation i landet.
Når man kun lige har kræfter til at skaffe til dagen og vejen, er det svært også at tænke på alle mulige og umulige ulykker, der måske vil ramme engang i fremtiden. Resultatet er under alle omstændigheder, at Mozambique nu er endnu mere afhængig af hjælp udefra, og skellet mellem rig og fattig er blevet endnu større.

*Per Østerlund er journalist udsendt af Ulandsorganisationen Ibis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu