Læsetid: 3 min.

En hose er en hose...

23. marts 2000

Skellet mellem mode, kunst og virkelighed udslettes i disse år

Tidens tern
I modens endnu uovertrufne by Paris er mode en alvorlig sag. På alle planer har man forlængst fundet ud af, at det ikke handler om at finde et par uopslidelige lærredsbukser med tilsvarende skjorte, som først behøver blive udskiftet efter op til fem års flittigt brug.
Meningen med mode er netop 'ikke-mening', som Roland Barthes analyserede det i Système de la Mode allerede i 60'erne. Hvilket jo siger noget om, hvorfor det er så svært at forklare indkøbet af en orange silkesag på et belastet budget. Det er nemlig klokkeklart meningsløst.

Galianos trashmode
Det er selvfølgelig, som i de andre kunstarter stadig sværere at skabe nyt. Det har ført til, at det interesserede pub-likum efterhånden er vant til lidt af hvert. Der skulle den absolut sidste rest af bornert spidsborgerfornemmelse op af posen for at forarges over, at den sprælske John Galiano ved haute couture opvisningerne for nylig viste trash-tøj af vagabondsnit hos Dior.
Der er stadig anoreksi-vrag, der vralter ned af podierne på himmelhøje stilletter, men også underskønne purunge donnaer, i tyl og pailletter, med ben og barme, der drømmer. Alt sammen såre beroligende, det er jo bare mode. Og så kan man på den anden side skælde ud over idealiseringer og moderæs og vide, at der findes helt almindelige mennesker, som ser nogenlunde det samme som én selv i spejlet. Alt det der med rynker og deller og kroppens forfald, som man selvfølgelig som voksent fornuftigt menneske har et afklaret forhold til.
Men nu trues min omhyggeligt oparbejdede dobbeltmoralske - eller dobbeltæstetiske - holdning til mode, modeller og modebillederne. Og det fra alle sider: moden, kunsten og virkeligheden. Trashmoden fandt ganske vist vej ind på enkelte sider i Vogue eller Elle, men stadig betryggende hægtet på 1,80 m høje topmodeller med ikke eksisterende underhudsfedt i overdrevne opstillinger.
Det nye i en række virkelig hippe 'dameblade' er, at det ligner virkeligheden til forveksling. Eller rettere: det ligner den fremvisning af virkeligheden, man efterhånden har vænnet sig til fra gallerierne og museernes vægge. Det ligner den kunst - for det meste fotokunst - der ligner virkeligheden ...

Liberations modetillæg
Det første rendyrkede mode/kunst/virkelighedsprodukt var avisen Liberations modetillæg før jul: Her var der modereportager, der grangivelig tager sig ud som virkeligheden af typen: mormor og morfar i kolonihavehuset i fotodokumentarisk stil. Eller det sidste nye Helmut Lang-undertøj fotograferet på et elskende bøssepar i Nan Goldin-stil ... I forvirringen skal man så lige se, hvem fotografen er, og så er det Nan Goldin. Mon de så bare tilfældigt havde Lang undertøj på, til hendes tillidsvækkende snapshots, eller har hendes fotos altid været iscenesat?
I Liberations nyeste modetillæg Style, slås stilen fast: en modereportage fra avisens egen redaktion ... det ligner en amatørfotografs tur rundt på Informations gange, hvis det nu kan siges at ligne noget. Og så, som i andre 'modeblade', rapporteres der fra stilverdenen i enhver forstand, om det nu gælder designere, kunstnere, arkitekter eller kuratorer. All on the same level, der er ikke nogen der er model for nogen.
Det sidste skud på stammen, der slår den foruroligende tendens fast, og får resten af damebladsopbuddet til at ligne noget fra et andet årtusind, er bladet Double: Aldrig har fiktionen taget sig så virkelig ud. Det går lige fra fotoautomatlignende modebilleder over kunstneren Vibeke Tandbergs identitetsafsøgende kunstfotos til nogle Goldin-agtige billleder.

Dobbeltspejling
Og nu er jeg kommet i tvivl: Jeg går gennem mit morgenrodede hus og ser enorme kunstslides fra museernes vægge over det hele; der opstår blidt en æstetiserende fornemmelse af nullermænd, som måske nok kunne virke beroligende, men ligesom får noget til at glide, skride ... Efter denne sivende fornemmelse i flere uger, synes billedet nu at vende. Jeg er slet ikke sikker på, at virkeligheden ser så virkelig ud. Tvivlen har taget rod i selve mit spejlbillede. Der er faktisk visse morgener, hvor jeg synes, der er en blanding af Sharon Stone og Laurent Bacall over mig ... og mit hjem ligner et udklip fra ... Alt for Damerne.
Inden jeg mareridtsagtigt falder i med mit spejbillede, klamrer jeg mig derfor måske håbløst anakronistisk til Roland Barthes: "Ethvert tegnsystem går i stå, hvis verden 'fylder det op': For at åbne sig mod verden, må man gøre sig fremmed for den, for at forstå den, må man tage afstand." Og måske ser det hele bare så virkeligt ud, både på museerne og i de nye blade, fordi det er på mode ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu