Læsetid: 4 min.

Hovedløst morsomt

17. marts 2000

Instruktøren Tim Burton og hans skuespiller-alter ego Johnny Depp er i storform i 'Sleepy Hollow'

Ny film
Visionært geni eller excentrisk legebarn - Tim Burton er nok lidt af begge dele. Gennem snart 20 år og otte spillefilm har den amerikanske instruktør leget så meget med vores forventninger, at vi både ved og alligevel ikke ved, hvad vi kan regne med, når vi sætter os til rette i biografens mørke for at tage med på tur i de særegne universer, han med stor fornøjelse bygger op foran vore undrende øjne.
Det gør sig også gældende for Sleepy Hollow, Burtons seneste film (baseret på en historie af Washington Irving) og et blodsprøjtende muntert og elegant gotisk sammenstød mellem traditioner og kulturer.
Storby-politimanden Ichabod Crane, urokkeligt funderet i sin egen, arrogante empiri, møder lokal overtro og et ganske 'håndgribeligt' spøgelse på en tur fra 1790'ernes New York og til den lille by Sleepy Hollow i New England, hvor han skal opklare nogle tilsyneladende uforklarlige og brutale mord.
Ifølge lillebyens skræmte indbyggere huserer genfærdet af en hessisk lejesoldat fra Uafhængighedskrigen som hævngerrig, hovedløs rytter og kapper hovedet af brave mænd og kvinder. Ichabod giver sig bedrevidende og selvsikkert i kast med sine undersøgelser, overbevist om, at de lokale bare er uvidende bønder, som på tærsklen til det nye, oplyste århundrede endnu ikke er klar over, at videnskaben kan forklare alt, og at bag den hovedløse rytter står et menneske af kød og blod.
Den forfinede og under overfladen skrøbelige Ichabod får på en måde ret, men han må alligevel sande, at videnskaben ikke er så eksakt, som han havde håbet, samtidig med at gamle skeletter springer ud af skabet for at plage og måske forlige sig med ham.

Sære eksistenser
Spillet af den næsten altid fremragende Johnny Depp, Burtons andet jeg gennem tre film, er Ichabod Crane blevet en bleg, spinkel, lidt lattervækkende figur, som dog rummer et sympatisk menneske, usikker på egen eksistens og i stand til at holde af og blive holdt af.
Vi griner af ham, javist, men vi kan også sagtens sætte os ind i hans sjælekvaler og tvivl og selvfølgelig hans forelskelse i datteren af den lokale storbonde, Katrina Van Tassel, spillet med sensuel sødme af Christina Ricci.
Burtons hovedpersoner - Batman, Peewee, Pingvinen, Edward Saksehånd, Ed Wood, Jack Skellington og nu Ichabod - er alle skæve sider af samme sag. Udstødte, sære eksistenser med rene, åbne hjerter, som Burton identificerer sig med. Ikke mindst fordi han også selv kender til ikke at passe ind.
Det er muligt, at nogen savner en større kompleksitet i instruktørens manuskripter - som han i øvrigt ikke skriver selv, men gerne leverer forlægget til og i hvert fald forarbejder og gør til eget materiale oppe på lærredet. Men fornemmelsen af, at han altid efterlader noget af sig selv i sine film, at han har hjertet med, gør, at man godvilligt lader sig forføre af og forelsker sig i hans figurer, den artikulerede stil (både i form og indhold) og lidt naive verdenssyn, hvor de fremmedartede i sind og udseende byder konformiteten trods og kæmper med omgivelsernes tåbelige intolerance og ubegrundede frygt.

Stiliseret og distinkt
Fra kortfilmen Vincent ('82) - hvori Burton første gang brugte og hyldede sit idol, gyserstjernen Vincent Price - og frem til i dag løber der en distinkt visuel tråd gennem Burtons film. Inspireret af tysk ekspressionisme, tegneserier og gamle engelske horrorfilm fra Hammerstudierne er de fyldt med skæve vinkler, sort-hvid, gotisk uhygge, kontraster i farvebrug og stiliseret setdesign. Fra Peewees kulørte legetøjsverden i Peewees store eventyr over den forlorne farvelade-forstad i Edward Saksehånd til den stemningsfulde og uhyggelige landsby i Sleepy Hollow. En slags sindbilleder på personerne og deres verden.
På lydsiden understøttes Burton af hofkomponisten Danny Elfmans fremragende score, der er ligeså kåd, stemningsfremkaldende og opfindsomt som instruktørens film. Og lyd og billede fuldendes af Burtons underfundige og grumme sans for humor, kærlighed til egne skabninger og sikre evne til at finde skuespillere, der - med Depp i spidsen - passer ind i de rammer, han udstikker.
Den imponerende rolleliste udgøres af en dynamisk blanding af engelske og amerikanske skuespillere, nye og gamle kendinge - Jeffrey Jones, Michael Gambon, Miranda Richardson, Christopher Walken, Ian McDiarmid og - i et nik til Hammer-filmene - en anden af den engelske gyserfilms store skikkelser, Christopher Lee.
Det er fremragende skuespillere og et bizart persongalleri, der alle giver deres lille besyv med, når Burton lader den hessiske og hovedløse rytter ride igen, så blodet sprøjter og Ichabod Cranes fryser til is.
Sleepy Hollow er ikke nogen gyserfilm, selvom svage sjæle sikkert vil lette i sædet ind i mellem, men det er, som de bedste af Tim Burtons film, en original, varm, blodig, fornøjelig og rasende flot hyldest til fantasi og individualisme, retten til at være anderledes og muligheden for at være sig selv. Gak ind og se den, men tab nu ikke hovedet!

*Sleepy Hollow. Instruktion: Tim Burton. Manuskript: Andrew Kevin Walker. Amerikansk (Imperial, København)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her