Læsetid: 3 min.

Hverken offer eller bøddel

2. marts 2000

Tidlig Atwood-roman om rollespil og symbolsk kannibalisme

Roman
Den canadiske forfatter Margaret Atwood er ikke hvem som helst. Yndlingslæsning for kvindebevægelsen og sit lands nok mest fremtrædende nulevende forfatter af digte, romaner, noveller, skuespil, litteraturkritik og meget andet.
Den 6. marts har Det Kongelige Teater verdenspremiere på en opera over hendes mest berømte roman Tjenerindens fortælling, komponeret af den internationalt anerkendte dansker Poul Ruders. Lindhardt og Ringhof har i samme anledning for nylig genudsendt denne dystopiske roman om et kristent-fundamentalistisk, nordamerikansk diktatur i en ikke så fjern fremtid.
Dette patriarkalske science-fiction-samfund tvinger de få kvinder, der trods stærk forurening stadig er frugtbare, til rituelle besvangringer, og lænker dem som fødemaskiner til vugge og køkken. Hovedpersonen Offred er sådan en surrogatmor. Som altid hos Atwood kæmper hun for at undslippe offerrollen. Midlet er hendes mundtlige fortælling, der både fungerer som en skabelses- og identitetsskabende proces. Centrale temaer i Atwoods fiktion, der ofte handler om identitet og magtkamp: spillet mellem bøddel og offer, mand og kvinde, staten og individet.

Et 60'er-produkt
Her kort inden operapremieren udsender forlaget desuden for første gang Atwoods debutroman fra 1969, Den spiselige kvinde, på dansk. Det kan måske forekomme lidt vel udspekuleret, men det er både underholdende og interessant at læse den 25-årige Atwoods første forsøg. Det er genkendeligt og alligevel anderledes 60'er-agtigt end hendes senere værker. Den er skrevet med Betty Friedan og Simone de Beauvoir som bagage, men før den nye kvindebevægelse; som til gengæld hurtigt tog bogen til sig.
Romanen blev færdig i 65, men først udgivet i '69, da Atwood havde skabt sig et navn som lyriker. Faktisk er den slet ikke hendes første roman, for den er aldrig udgivet. Selv mener hun, at slutningen, hvor heltinen overvejer, om hun skal skubbe den mandlige hovedperson ud fra et tag, var for skrap for samtiden.
Den spiselige kvinde er et 60'er-produkt i den forstand, at den ikke koncentrerer sig om personernes fortidstraumer, men understreger deres roller i samfundet. Den viser ufrie sociale mønstre og stivnede kønsroller, men viser også muligheden for, at den enkelte kan deltage aktivt i det sociale spil ved at spille udenom systemet og selv blive spilskaber som en anden Nielsensk attituderelativist.

Ubevidst selvforsvar
Hovedpersonen Marian har en bachelorgrad, arbejder i et firma for markedsanalyse og deler lejlighed med Ainsley, der lever af at teste elektriske tandbørster, men ellers bruger sin tid på at nedlægge mænd med bøddelagtig præcision. Hendes fremtidsplaner er at være enlig mor.
Marian ser ingen muligheder for en karriere i det kønsopdelte firma, hvor kvinderne laver markedsanalyserne og mændene leder arbejdet. Hun føler sig usikker på den unge ambitiøse advokat Peter, der er så glad for hende; måske mest fordi hun aldrig taler om ægteskab. Da alle hans venner er blevet gift, ændrer Peter kurs og vil gøre en kone af Marian. Han udvikler sig til en åndelig kannibal, der gør sit bedste for at reducere Marian til objekt: Han møder hende med sine konventionelle forestillinger om kvindelighed og forsøger at fortære al personlighed hos hende. Marian går i ubevidst selvforsvar i form af spisevægring.
Heldigvis har hun andre rollemodeller omkring sig. Ainsley og den afskrækkende Grace, der bander over de tre børn, hun har fået i rap med en ovenikøbet hjælpsom mand. Det er dog den rolleundvigende Duncan, der lærer hende, at spillet kan spilles selv fra sidelinjen eller helt på tværs af banen. I disse rollemodeller genkender man de mange spejlinger af hovedpersonerne i Atwoods senere romaner, hvor inspirationen fra Jungs 'skyggetænkning' slår igennem.

Morsom antikomedie
Duncan læser engelsk hovedfag ved universitetet og bor i lejlighed med to andre studerende, men bruger mest sin tid på at udleve sin hudløse selvoptagethed og sine konstante brud med konventionerne. En dag ringer han til Marian for, at hun skal komme med noget strygetøj, så han kan få afløb for sin nervøsitet ved at stryge! I modsætning til Peter prøver Duncan ikke at indfange og tæmme Marian. Han fører en undvigende kamp i forhold til hende, og netop hans ekstreme og åbenlyse egoisme, der er dybt neurotisk, skaber paradoksalt nok plads til hendes valg og selvudfoldelse.
Den spiselige kvinde er en meget humoristisk antikomedie, kompetent og gnidningsfrit oversat af Marit Lise Bøgh, og efterlader sin kvindelige hovedperson, hvor hun begyndte - i et uændret samfund, hvor hendes grundvilkår er de samme, men hvor hun i det mindste kan vride sig ud af rollen som offer.

*Margaret Atwood: 'Den spiselige kvinde'. Oversat af Marit Lise Bøgh. 293 s. 298 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her