Læsetid: 4 min.

Hypsofobisk usikkerhed

4. marts 2000

Intermetzo

Hypsofobi, angsten for store højder i nærheden af det frie fald, er en af de klassiske fobier. I og for sig en hensigtsmæssig grundlæggende biologisk betinget mekanisme, som den naturlige udvælgelse lidt efter lidt har indkodet i individerne som en ikke uvæsentlig del af selvopholdelsesberedskabet. Men i visse tilfælde går det galt. En barndomsoplevelse eller noget lignende udløser en mere eller mindre varig fobi, som i de fleste tilfælde er til at leve med, men som i sværere kan hæmme personens udfoldelser og gøre livet besværligt.
Højdeskrækken er sådan set den mindst komplicerede, eftersom man jo kan holde sig fra Eigers sydvæg og lade være med at gå på line over Niagara. Blot forestillingen om noget sådant kan fremkalde reaktioner hos den sande hypsofobiker. Fantasien udløser angstfornemmelsen, og vel at mærke af en art, der ikke er forbundet med det gysende velbehag andre selvopsøgte underholdningsrædsler tilbyder.
Akut hypsofobi er som regel kun en ubehagelig og lidet misundelsesværdig tilstand. Dertil kommer, at et anfald virker bizart på omgivelserne. Det kan være svært at bevare respekten, når en gråhåret gut i bedstefarkandidatkategorien må klamre sig til de nærmeststående, fordi han har været så åndssvag at gå med i Rundetårn.
En interessant eller konstruktiv tilstand kan man retfærdigvis heller ikke påstå hypsofobien er. Eneste gevinst er velsagtens en eventuel dybere sensibilitet over for sindsligt analoge fænomener. Alfred Hitchcock har således med hypsofobi som udgangspunkt skabt en film, af mange bedømt som hans suverænt bedste - Vertigo (En kvinde skygges) fra 1958.
Hitchcock, der baserede sin historie på romanen D'Entre les Morts af Pierre Boileau og Thomas Narcejac, åbner andre og langt mere skræmmende perspektiver i svimmelheden - som i øvrigt er et dårligt ord - mod uendeligt mere sammensatte følelser - og erkendelser.
Filmens absolutte højdepunkt(!) er scenen, hvor Jamens Stewart og Kim Novak bevæger sig rundt i parken uden for San Francisco med de berømte Redwoods. En årring godt inde på en overskåren stamme markerer slaget ved Hastings. Og her står vi! som Novak siger og sætter fingeren mod den ydre bark. Gulvet åbner sig under biografsædet. Frit fald i tidens malstrøm, mine damer og herrer.

I Michael Blakemores opsætning af Michael Frayns Copenhagen på Duchess Theatre i London sker noget lignende. Eller det samme.
Dette skred i bevidstheden, som udløses i ét fænomen og erkendes som noget andet i et parallelt. Copenhagen er oprindeligt en produktion fra National Theatre og kendes jo i øvrigt som oversat forestilling fra Betty Nansen, der sætter den op igen, når Henning Moritzen er fuldt restitueret efter sit kedelige cykeluheld.
I den engelske - original - udgave møder vi en Niels Bohr, som nok er fjernere fra den nationale idé om vor geniale landsmand. David Barons figur er næsten så modsat af den historiske Bohr, som tænkes kan, men fremhæver dermed stykkets universelle kvaliteteter.
Her sker det bevidsthedsudvidende i spillet mellem Bohr og Werner Heisenberg i deres faglige diskussioner om Bohrs kvantemekanik og Heisenbergs uafviselige ubestemmelighedsfaktor. Og nok så meget om hvem der var hvor og hvornår og hvorfor på hvilket sted og i hvilket ærinde.
På én gang drejer det sig om partiklernes drilagtige uerkendelige erkendelighed og om menneskenes uberegnelige vandringer om hverandre i varierende cirkler og forunderlige baner. Det er hvad de gør de to, troldmanden og hans lærling, vandrer rundt og rundt om kernen, men uden at komme denne så nær at en kædereaktion opstår.
En jordnær Margrethe
Bohr, stykkets tredje person - i Corinna Marlowes energiske skikkelse - anbringer sig konstant i spillets midte og korrigerer eller ligefrem afbryder de vandrendes baner. Akkurat så indgribende i sin iagttagelse af processen, som dén fysiske uberegnelighedsfaktor, Heisenberg jo beskriver i sin teori.
Afstanden bliver som hos Hitchcock i den forstand svimlende - denne distance mellem hverandre intimt nærtstående personer - og overlader tilskueren til den samme følelse af vægtløshed eller frit fald. Mindre blankt, ubønhørligt og nådesløst, mere menneskevenligt og optimistisk hos Frayn end hos Hitchcock, også mere bevægende, men lige så konsekvent.

Werner Heisenbergs alder i forhold til kong Arthur Bohr og dronning Guinevere Margrethe anviser denne falske og skæve Lancelot en naturlig niche ved hoffet som en art erstatningssøn for parrets egen tragisk mistede førstefødte, den højt begavede poetiske Christian, der druknede under en sejltur. Derved er naturnødvendigheden af et forældre-barn, far-søn opgør, lige så nærliggende, som det er uundgåeligt.
Det sidste, fordi det spørgsmål jo fortsat står åbent: Hvorfor Werner Heisenberg som unægtelig - om end uofficiel - repræsentant for den tyske besættelsesmagt tillod sig at opsøge Bohr i 1941 og således letsindigt eller kynisk udsætte ham for mistanke om landsforræderi. De mødtes til middag i æresboligen på Carlsberg, så meget står vistnok fast. Hvorledes dette gensyn end spændte af, gik de en tur Fælledparken rundt helt ud til Langelinie. Hvis det var det, de gjorde, for slet ikke at tale om, hvad de sagde. Enhver hidtil så dyrebar fortrolighed kan ved denne lejlighed have hhv. tabt eller vundet krigen, hhv. forrådt eller reddet civilisationen. Hvem sagde hvad, hvem fortav eller fordrejede afgørende viden? Hvem spionerede mod hvem?
Efter krigen - vender Heisenberg tilbage og genser Bohr. De to enes om ikke at fordærve ånden fra før krigen.
Kort sagt: Intet røber de. Usikkerhedsfaktoren, hvorvidt Heisenberg søgte at luske viden ud af Bohr, eller advarede ham eller prøvede at vinde ham over på tysk side, eller om han selv begik landsforræderi og røbede fortroligheder, eller om han blot var inkompetent og ikke fattede bombens hemmelighed, består for evigt.
I denne evighed mødes de tre afdøde som skygger i kredsløb, vægtløse som uendeligheden i resigneret bevidsthed om, at den svimlende usikkerhed er altings kerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her