Læsetid: 4 min.

En ildsjæl

22. marts 2000

David Rehlings 'Hjem' rager højt op mellem tidens mange småpludrende og selvpromoverende erindringsværker

Ny bog
Informations læsere kender David Rehling, den tidligere direktør i Danmarks Naturfredningsforening, som en ildfuld, engageret kommentator. Han kan være skarp, kontroversiel og utålmodig. Der er meget at rydde op i på vores klode. I erindringsbogen Hjem prøver han at rydde op i sin egen brogede tilværelse. Hjemme-Hjemløs-Hjem: Fra barndommens tryghed over ungdommens forvirring og rodløshed til den modne alders afklaring.
Det er strukturen i den klassiske udviklingsroman, og David Rehling skriver på sin egen måde erindringerne ind i dette mønster. Men for ham var 'hjemme' en splittet verden. Davids begavede, utilpassede far, Andreas Rehling, havde en ironisk distance til sit arbejde som føljetonredaktør på et ugeblad. Han blev mere og mere desperat over at have spildt sine litterære evner, og stemningen i barndomshjemmet var trykket. Det var hos reserveforældrene, moster og onkel, at David kunne være sig selv, vegetere og drømme.
Sønner gør oprør mod fædre - og forsoner sig med dem. Andreas Rehling fortæller sønnen, hvordan han efter at hans egen far, den karismatiske modeprædikant Svend Rehling, er død, begynder at drømme om ham om natten. Faderen viser sig mærkeligt nok for ham i linjerne af Oehlenschlägers "Underlige Aftenlufte". Oehlenschlägers længselsdigt går som en ledetråd gennem David Rehlings bog. Også han spørger "mindernes blomsterdufte", om de vil tolke, hvad hans hjerte dølger. Det er romantikkens sprog og natursyn, der præger de første afsnit af Hjem.

At komme hjem
Hvad vil det sige at komme hjem? For David Rehling betyder det blandt andet, at han vedkender sig den seksuelle identitet, som i mange år har været skjult og fortrængt. Bogens sidste kapitler foregår hovedsagelig i Amerika. I San Francisco finder den sky og på nogle områder naive embedsmand "den kærlighed, jeg ikke havde søgt, selv om jeg godt kendte dens navn."
Han må vænne sig til det nye miljø og til, at de nye partnere ikke altid er for fastholdere. Men det bliver en befrielse for ham at vikle sig ud af de bånd af pænhed, han mere og mere har oplevet som en spændetrøje. Den euforiske lethed varer ved, indtil mange af vennerne overrumplende rammes af Sygdommen og "kønnets lyse spøg" pludselig viser sig at være dødsens alvorlig.
På en vis måde er det et andet menneske, vi møder i erindringernes midterkapitler, der drejer sig om arbejdsliv og politisk engagement. Den konservative romantiske yngling kommer ud i virkeligheden og viser sig at være forbløffende god til at slås for sine mærkesager. Dem har han holdt fast ved.
Som ung radikal folketingskandidat sendte David Rehling sin valgpjece ud sammen med et lille brev solsikkefrø: "Beton-ørkener er en synlig forringelse af miljøet. Men der foregår hver dag en langt farligere forurening af vore omgivelser. En forurening, der hverken kan ses eller høres: Det moderne industrisamfunds ødelæggelse af naturens kredsløb." En indædt overbevisning om, at de demokratiske spilleregler skal overholdes, fører i begyndelsen af halvfjerdserne til et opgør med det marxistisk dominerede studenterråd.
I erindringerne bliver det til en farverig, meget personlig beretning om magtkampe, valgfusk, overtagelsesmanøvrer, "kollektivt vanvid", good guys mod bad guys - med den drevne taktiker Mogens Fog som med- og især modspiller, og med den socialdemokratiske regering i en noget dubiøs rolle. David Rehling svinger pisken over medløberne og de passive. Den, der mere mageligt og fra sidelinjen iagttog begivenhederne dengang, kan godt føle sig ramt.

Politisk testamente
David Rehling har i sit arbejdsliv været en kontroversiel person, der har vedkendt sig sine opgør med tidsånden og dens fremherskende trends. Men han hoverer ikke, når eftertiden har givet ham ret, og hans politiske testamente er værd at mærke sig: "Samtiden er rette tid at sige fra. Ikke en bekvem eftertid... Marxismen er ikke længere nogen trussel mod friheden i Danmark. Skulle jeg hilse og sige fra én, der var der, da den muligvis var det. Til gengæld er jeg mere bekymret for, hvilke skader de jublende nyliberalister får anrettet på vort eget lands - og hele klodens - kultur, sociale sammenhænge og naturgrundlag. I sin sanseløse kommercialisme er den nyliberalistiske verdensorden- åh, ironi - ikke fjernt fra marxismens skrækbillede af kapitalismens hærgen."
I en leg med faderen valgte David Rehling engang 'Alt' som det navn, han helst ville hedde. Den uendelighedsfornemmelse, han som barn oplevede, når han så ud over hjemmets poppelhegn, mærker han igen som voksen i Red Wood-skoven nær San Francisco. Da han senere kommer tilbage til stedet, er det hjemsøgt af en morder. Under overfladen, også hans egen pæne overflade, gemmer der sig følelser af hævn og had. Han befinder sig bedst i skovens dybe stille ro, hvor "Oehlenschläger hvisker: det er naturens egen helligdom." Men morderen lurer. Der er ikke noget paradis på jorden. Kloden er på godt og ondt det hjem, hvor enhver må påtage sig sit ansvar.
I Hjem tegnes billedet af et modsætningsfyldt menneske. Bogen er ikke helstøbt, splittet som den er mellem portrætterne af den initiativrige organisator og af den søgende sjæl. Alligevel rager den højt op mellem tidens mange småpludrende og selvpromoverende erindringsværker.

*David Rehling: Hjem. Erindringer. 203 s., 248 kr. Høst & Søn. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu