Analyse
Læsetid: 5 min.

Indtoget i Jerusalem

22. marts 2000

Israels skepsis over for Vatikanet næres i høj grad af debatten om kirkestatens
forhold til de nazistiske jødeforfølgelser

Det var den oprindelige hensigt, at den romersk-katolske kirkes pave Johannes Paul II under sit besøg i Israel i denne uge skulle møde landets to overrabbinere ved Vestmuren. Dette kunne sikkert have været et pr-mæssigt scoop for israelernes ønske om eneretten til at kalde byen deres hovedstad, men sådan skulle det ikke forme sig.
Den ene overrabbiner, Israel Lau, sørgede selv for at det skelsættende møde blev flyttet fra jødernes vigtigste helligdom til
Hechal Shlomo, overrabbinatet i Jerusalem. For, som overrabbineren argumenterede, da han sidst mødte paven i 1993 måtte han drage hele vejen til dennes sommerresidens Castel Gandolfo i stedet for at blive modtaget i Vatikanet. Lige for lige, og desuden skal man jo ikke uden videre lade sig koste rundt med, bare fordi der kommer en pave forbi!
Pave Johannes Paul II og Israel Lau er begge polakker. De er begge født og opvokset på Krakow-egnen. Ved deres sidste møde fortalte paven, at han huskede overrabbinerens bedstefar, som var rabbiner i Krakow. Han ville vide, hvor mange af dennes 47 børnebørn, der havde overlevet de nazistiske jødeforfølgelser og fik oplyst, at det gjorde fem.
"Vi må alle tage ansvaret for at vor ældre bror, det jødiske folk, har det godt og fortsætter med at leve," sagde paven ifølge rabbiner Lau ved den lejlighed.
Pavebesøget betragtes som det foreløbige højepunkt på mange års langsom tilnærmelse mellem den katolske kirke og det jødiske folk. Johannes Paul II er den pave, som i nyere tid har gjort mest for at skabe økumenisk forståelse, men da han benyttede en søndagsmesse tidligere på måneden til at bede det jødiske folk om tilgivelse for århundreders katolske uretfærdigheder, tjente det også til at understrege, at der stadig er lang vej at gå. Mens mange hilste den pavelige mea culpa velkommen betragtede andre den som halvhjertet. Paven blev beskyldt for at formulere sig for vagt ved hverken at nævne holocaust, inkvisitionen eller korstogenes forbindelse til det jødiske folk.

Det moderne Israels skepsis over for Vatikanet næres i høj grad af debatten om kirkestatens forhold til det nazistiske Tysklands jødeforfølgelser. Daværende pave Pius XII beskyldes i dag for at have indtaget en passiv rolle, vel vidende hvad der foregik i Tyskland.
Den britiske journalist John Cornwell udgav sidste efterår en bog med titlen Hitlers pave, hvori han hævder, at Pius nærede foragt for jøderne af politiske grunde.
Modsat dette fastholder Vatikanets egne historikere, at Pius XII holdt lav profil idet han frygtede for repressalier for tyske katolikker, og at han på samme vis afholdt sig fra at gribe ind, da de nazistiske forfølgelser ramte polske katolikker.
Meget af debatten har været betragtet som et internt kirkeligt anliggende, men da det i efteråret blev kendt, at Vatikanet er ved at tage skridt til saligprisning af Pius, hvilket er første del af vejen mod fuld helgenstatus, blev det mødt med protester fra Israel. Det er langt fra alle paver, som får en sådan æresbevisning; ifølge Catholic Encyclopedia er det kun de, "som har levet i udførelsen af heroisk dyd." Valget af netop Pius XII til denne store ære er for mange israelere tegn på, at Vatikanet giver sig selv et moralsk skulderklap for krigsårenes indsats.

Det er århundreders mistro mellem de to religioner, paven er igang med at bygge bro over. Katolsk doktrin er ved at ændre sin opfattelse af jøderne som Kristi bødler til at være den kristne kirkes ældre brødre.
"Det er en genopdagelse af kirkens oprindelige forhold til jøderne," siger den fransiskanske broder Marcel Dubois, som er professor i filosofi ved Det Hebraiske Universitet. "For en intellektuel, åndeligt indstillet kristen er det ikke muligt at se bort fra jødedommen."
Blot siden sidste pavebesøg i regionen er der løbet meget vand i Jordanfloden. Det var i 1964, da Paul XXII foretog en endagsafstikker fra sit ophold i kongeriget Jordan og den da jordansk besatte Vestbred. Visitten gjaldt blandt andet oldtidsbyen Megiddo, hvor ifølge kristen eskatologi det store slag mellem de gode og de onde skal stå på dommedag, og for at møde den katolske kirkes overhoved måtte Israels daværende præsident Zalman Shazar selv begive sig til det fjerne Megiddo.
I sin officielle tale undgik paven omhyggeligt at bruge ordet "Israel". Han rettede sin tak for gæstfriheden til unavngivne myndigheder, og da han på vejen hjem sendte en takkemeddelelse fra sit fly, var den adresseret til "Hr. Shazar, Tel Aviv".
Kort efter denne kolde skulder begyndte udviklingen at tage fart. Vendepunktet kom i oktober året efter da Det andet Vatikanerkoncil i dokumentet Nostra Aetate (Vor Tid) tog afstand fra "had, forfølgelse og udtryk for antisemitisme mod jøder til enhver tid". I 1974 nedsatte Vatikanet et arbejdsudvalg til undersøgelse af religiøse relationer med det jødiske folk, og siden har der været holdt møder mellem kirken og jødiske ledere hvert andet år.

Diplomatiske forbindelser mellem Israel og Vatikanet kom dog ikke i stand før i juni 1994, og selv om det i denne omgang er paven, som opsøger Israels præsident Ezer Weizman, og mødet finder sted i dennes residens i Jerusalem, er der stadig tydelig israelsk skepsis.
Den katolske kirkes problem med den jødiske stat i almindelighed og Jerusalem som denne stats hovedstad i særdeleshed står stadig i klar erindring. Da den politiske zionismes ophavsmand Theodor Herzl i 1904 fik foretræde for pave Pius X for om muligt at sikre sig dennes støtte til sit livsværk, var resultatet skuffende. "Vi kan ikke forhindre jøderne i at tage til Jerusalem, men vi vil aldrig kunne billige det," sagde paven ifølge Herzls dagbogsoptegnelser. "Jøderne har ikke anerkendt Vorherre; derfor kan vi ikke anerkende det jødiske folk."
Også i dag har mange mistanke om at paven under sin officielle begrundelse for besøget - dialog mellem religionerne - gemmer en helt anden dagsorden, hvilket de seneste måneders udvikling i Jesu barndomsby Nazareth måske understreger. Den kristne borgmester i den muslimsk dominerede by agtede at anlægge en storslået plads langs byens hovedgade - med tilhørende trappe op til Bebudelseskatedralen, som er byens kristne højdepunkt. Borgmesterens planer for en standsmæssig pavemodtagelse gik imidlertid tværs hen over en muslimsk gravplads, hvor der oven i købet er planer om at opføre en moské.
Vatikanet truede med at aflyse besøget, hvis kirken ikke fik sin plads, og selvom affæren endte i et kompromis, som også gav plads til en beskeden moské, oplevedes det som pavelig indblanding i et internt israelsk anliggende. Som en tidligere israelsk diplomat formulerer det, ønsker paven - mea culpa og økumeniske tilnærmelser på trods - at vise Israels lille kristne befolkning, at de ikke er alene mellem jøder og muslimer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her