Læsetid: 3 min.

Han iscenesatte selv sin død

10. marts 2000

Fokus på den britiske instruktør Donald Cammell, som i 1996 skød sig gennem hovedet, så det lignede en virkeliggørelse af en scene fra hans kendteste film Performance

NatFilm
Den natfilmaktuelle instruktør Donald Cammell instruerede blot fire film. Når han alligevel har sikret sig mere end en fodnote i filmhistorien, skyldes det debuten Performance fra 1970.
I filmen forekommer en skudscene, hvor kameraet fra en pistolkugles perspektiv(!) baner sig vej ind gennem et menneskes hjerne, indtil det støder på et billede af den argentinske forfatter Jorge Luis Borges, der splintres i tusind stumper.
Da Cammell den 24. april 1996, bitter over aldrig for alvor at have fået lov til at realisere sine ideer, på mirakuløs vis levede i godt tre kvarter efter at have skudt sig gennem hovedet, spurgte han lakonisk sin hustru: "Kan du se billedet af Borges?"
Se, dén slags skaber filmmytologi. Og opnåede Cammell ikke andet ved sin makabre handling, lykkedes det ham at bane vejen for den posthume interesse for hans liv og værk, som den veldrejede dokumentarfilm Donald Cammell: The Ultimate Performance (1998) er et udtryk for. Den vises sammen med Cammells fire spillefilm på årets NatFilm Festival.
Performance, der er skabt i samarbejde med Nicolas Roeg, fortæller historien om to karismatiske 'performere': Chas Delvin (James Fox), en gangster fra Londons East End på flugt fra sin bande, og Turner (Mick Jagger), en rockmusiker, der har trukket sig tilbage til en dekadent tilværelse bag nedrullede gardiner. De to krydser spor, og en urovækkende leg med rolleskift sættes i værk.

Kunstskolemiljø
Historien er et visuelt udfordrende dyk ned i underbevidsthedens mørke, dæmoniske kringelkroge. Og den benytter sig konsekvent af en ikke-lineær fortællestruktur med flashcuts (indklipsbilleder i korte glimt), flash backs (tilbageblik) og flash forwards (fremtidsblik).
Medinstruktøren Nicolas Roeg (Rødt chok, Bad Timing m.fl.) fik siden lidt uretfærdigt æren for Cammells ikke-kronologiske klippestil.
Cammell, født i Edinburgh og formet af det britiske kunstskolemiljø i de tidlige 60'ere, havde gennemlevet Swinging London-æraen med hud og hår. Var ven med Brian Jones, var en del af miljøet omkring Rolling Stones og færdedes hjemmevant i billedkunstens bohémecirkler.
Hans førstehåndsviden om 60'ernes eksperimenter med stoffer, seksualitet og livsstil kunne de færreste Hollywood-instruktører hamle op med. Og specielt hans indsigt i sammenhænge mellem billedkunstens univers, homo- eller biseksuelle subkulturer og periodens farlige understrømme af destruktivitet og dødsdrift kommer til udtryk i debutfilmens kongeniale fremstilling af mennesker, der eksperimenterer med bevidsthedstilstande og kønsidentitet, som andet og mere end komiske freaks eller skabelonagtige blomsterbørn.
Producenterne i Los Angeles, Warner Brothers, var i chok efter at have set prøveklippet af Performance, og i dokumentarfilmen fortælles i detaljer om kampen for at bevare værket i en version, bare nogenlunde tro mod ophavsmandens vision.

Selvdestruktiv spiral
Performance overlevede i en version, der klart viser de oprindelige intentioner, men set i bakspejlet ligner Cammells livsbane selve legemliggørelsen af de mange beretninger om kunstnere, der går til grunde i mødet med Hollywoods individualitetsknusende drømmefabrik.
Efterhånden som årene gik efter premieren på Performance, og han ikke kunne komme igennem med nye projekter, mærkede Cammell til fulde, hvad det ville sige at være blevet stemplet som 'besværlig' af Hollywood. Og i midten af 70'erne instruerede han modstræbende Demon Seed (1977), en aparte science fiction-historie om en kærlighedsaffære mellem en kvinde (Julie Christie) og en computer.
Historien gentog sig. Producenten skamklippede filmen med det resultat, at Cammell atter gav efter for sine indre dæmoner og kastede sig ud i en orgiastisk livsstil og den dødsflirt, som ulmede under overfladen gennem det meste af hans liv.
En planlagt film med William Burroughs gik i vasken. Et andet projekt med Marlon Brando - Jericho - kom op at stå, men blev kuldsejlet af Brando. Og i 1987 krøb Cammell atter til korset og instruerede seriemorderfilmen White of the Eye.
Da Cammell i 1995 måtte se sin fjerde film, Wild Side (med Christopher Walken og Joan Chen), maltrakteret af producenterne, havde han fået nok. Han tog hjem til sin villa uden for Los Angeles, gav sin unge hustru en note, hvor han overdrog hende retten til at administrere boet, gik indenfor og satte punktum for en mere end 20 år lang nedtur med en handling, der ikke bare kunne være hentet fra en af hans film, men som faktisk var det. Hans ultimative performance.

*NatFilm Festivalen viser denne weekend fire Donald Cammell-film: Wild Side (Cinemateket, i aften og søndag kl. 19.30), Demon Seed (Park Bio i aften kl. 19.30), White Of The Eye (Cinemateket i morgen kl. 19) samt Performance (Cinemateket i aften kl. 21.45). Og resten af landet 15.-19. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her