Læsetid: 5 min.

'Islam har altid været moderne'

4. marts 2000

Islam er en universel religion og derfor betyder den nationale identitet ikke noget, siger Mona Sheikh, studerende og medlem af Unge Muslimer

Multikulturelt
På mange måder ligner Mona Sheikh Informations udsendte medarbejder i en tyve år yngre udgave: Hun bor i samme kvarter på Frederiksberg. Hun læser statskundskab. Hun er politisk engageret. Forskellene er derfor umiddelbart iøjnefaldende: Mona Sheiks engagement i Sammenslutningen af Unge Muslimer og hendes rødder i Pakistan. Men hun vil ikke kaldes "andengenerationsindvandrer":
"Jeg er ikke indvandret. Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg er dansker!" understreger hun.
- Er der så ved at udvikle sig en særlig form for islam blandt unge danske muslimer?
"Helt sikkert. De fleste muslimer, der er født og opvokset i Danmark, har ikke noget synderligt forhold til deres forældres hjemland. Vores primære identitet ligger i at være muslim, det er en livsanskuelse og totalt integreret i ens personlighed. Det er derfor unge danske muslimer føler sig så krænkede og engagerer sig i hele denne opskruede debat om tørklæder og halal-slagtning."
- Hvad er så det danske, du har indoptaget i din form for islam?
"Islam er en universel religion, og derfor betyder den nationale identitet ikke noget. At være dansk muslim betyder bare, at man er født og opvokset i landet, og selvfølgelig påvirket af det."
- Har din form for religiøsitet så noget at gøre med modernitet vs. traditionalisme?
"Man kan ikke være moderne eller traditionel muslim. En muslim defineres udfra, om han eller hun tror på og søger at efterleve de fem søjler. Man er pr. definition fundamentalist."
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, du ikke skelner mellem moderne og traditionelle former for islam?
"Det er, fordi kulturen, hvad enten den er moderne eller primitiv, spiller så meget ind i religionen, at det er svært at skille ad. Men når man vælger de dele af en kultur fra som er primitive, og islam træder frem som essens, ser man at islam altid har været moderne, fleksibel og elastisk i forhold til det omgivende samfund. F.eks. står der skrevet, at man skal følge lovene i det land, man lever i."
- Ikke desto mindre lægger nogle muslimer stor vægt på, at kvinder skal have tørklæde på i selskab med fremmede mænd, mens du sidder barhovedet, selv om der er en mandlig fotograf tilstede ?
"Jeg benægter ikke, at kvinder skal have tørklæde på. Det står i Koranen. Det er noget, jeg skal gøre på et tidspunkt, når jeg er klar til det."
"At muslimske kvinder tildækker sig kan ikke forklares med kultur, men måden er kulturel og et modefænomen. Man kan sagtens være tækkeligt klædt på en dansk måde; som det tøj jeg har på."
- Så i virkeligheden snyder du lidt ved?
"Jeg snyder ikke, men som det danske samfund er i dag, ville jeg ikke blive accepteret. En pige med tørklæde får nogle ganske bestemte blikke - man forbinder det straks med undertrykkelse. Det er utrolig svært for en ung person at stå imod det pres. Ens værdier bliver opfattet helt modsat."
"Princippet bag sløret er ligeværd. Kvinden har en særlig udstråling i forhold til mænd - hun er simpelthen kønnere og tiltrækker det modsatte køn. Så i stedet for, at manden ser på hende som et objekt, skal han se hende som person. Det er tanken."
- Det minder mig om min generation af kvinder som følte, de måtte klippe sig korthårede og gå i overall for at blive taget alvorligt på universitetet. Måske var det vores form for slør . Men i sløret ligger, at det kun er mænd, der begærer kvinder og ikke omvendt ...
"Jamen, mænd skal naturligvis også gå anstændigt klædt. Der er en anstændighedsgrænse, når man opholder sig sammen og taler til hinanden."
Indre og ydre
- På den ene side side taler muslimer taler respektfuldt om kvinders særlige rolle. På den anden side minder det mig om kønsopfattelsen på min farmors tid?
"Derfor behøver den jo ikke at være primitiv ...
- Jeg sagde ikke primitiv ...
"Nej, men du giver mig de associationer. Du må forstå, at i Koranen tillægges kvinden en meget ophøjet status - der står hele tiden: Såvel kvinder som mænd. På den måde er der et harmonisk forhold mellem kønnene."
"I Mellemøsten tager kvinden tørklæde på som symbol for kvindefrigørelse. De fleste unge kvinder i Danmark, der tager tørklæde på, gør det af egen fri vilje. Man skal også tolke det som en ny kvindekamp: Man dækker sit ydre for at blive respekteret for sit indre."
"Hvis folk forstod motivet, ville de også lære at respektere det. I stedet for at behandle kvinden med foragt eller medlidenhed, fordi hun er offer for et patriarkalsk samfund."
- Er det slet ikke tilfældet?
"Naturligvis findes der eksempler på, at kvinder er utroligt undertrykte. Men det har intet med islam at gøre. Islam gav kvinder ret til skilsmisse, ret til at arve, retten til at disponere over egne penge og retten til at stemme. Det er på ingen måder umoderne."
"Når man ikke kan skelne mellem kultur og religion, bliver islam tillagt forkerte egenskaber. Og jeg føler, at min religion bliver misbrugt som forklaring på alle problemer. Mens de reelle problemer: Arbejdsmarkeds-, bolig- og socialpolitikken ikke tematiseres. Man etnificerer problemerne. Det er utroligt krænkende."
- Finder du primært dine venner blandt andre unge danske muslimer?
"Det er jo naturligt, at man finder sine venner blandt nogle, man deler interesse med. De religiøse værdier spiller ind på vores omgangsformer."
- Hvad undrer dig ved dine danske medstuderende?
"Fredagsdrikkeriet. Det er ugens begivenhed for dem. Jeg forstår det ikke, men jeg respekterer det som deres valg. Det er den mest markante forskel. Og så selvfølgelig, at jeg har en tro - men det skilter jeg jo ikke med til hverdag. Der er vi bare unge mennesker, der studerer."
- Kan du forestille dig, at du bliver dansk gift?
"Det skal nok være en muslim. Altså ... jeg tror, det vil forårsage en masse konflikter, hvis man ikke respekterer hinandens religion."
- I samfundet kan muslimer og kristne godt bo sammen, men de kan ikke være gift?
"Islam er jo en del af dagligdagen. Man beder fem gange om dagen og går meget op i religionen - det kan måske være svært for den anden at forstå," siger Mona Sheikh.

Tidligere artikler i serien om det multikulturelle Danmark blev bragt den 17., 21., 23., 24., 25., 26., 28., og 29. februar samt den 1. og 2. marts. Serien fortsætter

Fakta - De fem søjler
En muslim har fem grundpligter, islams såkaldte fem søjler:
*Shahadah, trosbekendelsen: Jeg bevidener, at der er ingen anden gud er end Allah, og Muhammed er Allahs profet.
*Salah, som betyder at bøje sig, er den rituelle tidebøn, som udføres fem gange dagligt.
*Zakat, den religøse selvbeskatning. Koranen angiver at den skal gives til blandt andre fattige, handicappede, arbejdsløse, forældreløse fængsledes familier og rejsende, som er i vanskeligheder.
*Sawm, fasten fra solopgang til solnedgang i den islameiske kalders 9. måned, som kaldes ramadan.
*Hadj, pilgrimsrejsen til Mekka, som alle muslimer bør begive sig ud på mindst en gang i livet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu