Læsetid: 5 min.

Islam skal ikke tages på 'ordet'

27. marts 2000

Virkeliggørelsen af det islamiske samfund åbner, ifølge sociologen Olivier Roy, paradoksalt nok det politiske spillerum

Man skal holde godt fast på hat, briller og eventuelle slør, hvis man vil følge med i den franske sociolog Olivier Roys lille koncentrerede, men ekstremt aktuelle bog Vers un Islam Européen (På vej mod en europæisk islamisme).
Så kommer man til gengæld også ud på den anden side med fordommene godt luftede og sat på plads i nye vinkler. Og med en mærkelig fornemmelse af, at det på den ene side sagtens kan gå godt med at forene islamisme og verdslighed, altså at få islam til at leve i fred og fordragelighed med andre religioner inden for et demokratisk system - hvilket da også allerede er tilfældet mange steder - men at det på den anden side helst skal gå lidt tys tys.
For selvom foreningen ifølge Roy faktisk kommer til at gå helt af sig selv, netop på grund af den særlige form islam rent faktisk tager i de vestlige lande, så sker det mildest talt på måder, der tager sig paradoksale ud. Og det sker i al fald ikke ved, at man stiller sig op og 'kræver' noget af muslimer, der befinder sig i et vestligt land, eller tvinger muslimer ind i en homogen gruppe ved f.eks. at aftvinge en fælles stillingtagen til, om der nu står i Koranen, at muslimske kvinder skal gå med slør.

Roys paradoksale tese
Det er Roys grundlæggende tese, at verdsliggørelsen i den muslimske verden netop indføres gennem den islamiske fundamentalisme, der ved at drive islamismen ud i dens yderste konsekvens, tømmer den for dens oprindelige intention: at skabe et samfund, der er 'fuldkomment' islamisk.
Og hvordan kan det så lade sig gøre, at man ved at kræve den allerreneste islamiske tro nærmest får umuliggjort, at drømmen om et samfund, der er ohidi - en enhed, hvor alle klasseskel, etniske skel, og nationale skel forsvinder ved tilhørsforholdet til al-umma, det muslimske fællesskab - bliver en realitet?
Det sker på tre forskellige måder, forklarer Roy. For det første gennem den politiske islamisme, sådan som det f.eks. kendes fra den iranske revolution. For det andet ved radikal ny-fundamentalisme, som hos det afghanske Taliban-styure, og sidst men ikke mindst ved den måde emigrerede muslimer genfinder en identitet baseret på en ren religiøsitet.
Alle disse tre fænomener er tilsammen med til at åbne op for en selvstændig politisk skueplads, en religiøs forskelligartethed og en individualisering af den religiøse oplevelse. Og det gør så hokus pokus, at det sociale rum rent faktisk ikke mere er 'helligt'.

Politisk islamisme
Den måde, det politiske rum genopstår efter et forsøg på at skabe en ren islamisk stat, kan for profane, almindeligt politisk orienterede vesterlændinge måske bedst sammenlignes med tabet af den kommunistiske utopi.
I den bedste af alle verdner, hvor alle endelig lever, handler og tror som 'gode muslimer', skulle der jo ikke være den mindste tvivl eller diskussion om, hvordan hverken det private eller det offentlige liv skulle organiseres eller reguleres. Hvis man tror på den slags, er det ifølge Roy en rigtig dårlig idé at prøve føre det ud i livet, for så tager det sig pludselig anderledes ud.
I den divergens, der efter kort tids revolutionær eufori opstår mellem den religiøse utopi og den almindelige administration af et samfund, mistes utopien. Selvfølgelig oftest i desillusion og frustration, men virkeliggørelsen af det islamiske samfund fører i realiteten til, at religion og politik viser sig ikke restløst at kunne gå op i hinanden, og dermed åbnes det politiske spillerum. Det er noget sådant, der i disse år kan konstateres i Iran.
Noget lignende sker de steder, hvor islam indføres af demokratisk vej. I realiteten opstår der øjeblikkeligt forskellige muslimske partier, hvilket ikke skulle være muligt i princippet, da alle muslimer ideelt set ønsker det samme samfund.
Vejen mod demokrati går altså ikke over en import af vestlige demokratiske ideer, men via en politisk praksis inden for de islamiske bevægelser selv. Den eneste måde at opretholde enheden på er vold: Som i Algeriet hvor enhver muslim, der ikke er GIA, er kætter.

Ny-fundamentalisme
Islam er som bekendt en religion, der har et kraftigt universelt aspekt. I den forstand er den 'overstatslig', uden tilknytning til noget bestemt land, ganske som man kender det fra kristendommens ideologi.
I den historiske realitet har den været knyttet til bestemte kulturer, hvilket gør, at den i Frankrig identificeres med 'arabere', i Danmark måske med 'tyrkere'. Det, der foregår med ny-fundamentalistiske bevægelser, når troen 'genoptages' f.eks. hos anden generationsindvandrere i Frankrig, er, at det er denne universelle islamisme i dens mest abstrakte form, der vinder indpas. Det fører i visse tilfælde til ekstremismer - hvilket ikke mindst ses i de marginale men altid så synlige voldelige bevægelser. Men for flertallet af de muslimer, der på denne måde tager troen op igen, har denne kulturløse, rene, universelle og abstrakte islamisme igen paradoksalt nok konsekvenser, der gør den langt lettere at integrere i vestlige samfund.
Man kunne fristes til at tro, at det er, fordi denne universalisme svarer til det begreb om universalisme, man kender i den vestlige verden, og som stammer fra oplysningsidealerne. Men igen viser det sig, at integrationen går af langt mere subtile veje.

Troen individualiseres
I dette tilfælde foregår det, påstår Roy, ved, at den abstraktion, der præger den ny religiøsitet - hvor al-umma'en, altså det muslimske fællesskab, ikke mere bæres af et dybt forankret kulturfællesskab - i realiteten fører til, at troen individualiseres. Den enkelte muslim kan ikke mere forlade sig på et 'automatisk' samfund eller en kultur, der opretholder troen, men må selv tage den muslimske identitet på sig.
Når en muslimsk kvinde således frivilligt tager slør på i den vestlige verden, er det et tegn på en individualiseret tro, som allerede dybest set har verdsliggørelsen af det politiske rum i sig som kim. Man bliver - som det kendes fra protestantismen - selv nødt til at læse og tolke teksten. På denne måde viser islam sig at have potentialet til udelukkende at være en religion, der altså ikke omfatter hele samfundet. Derfor gælder det - med endnu et paradoks og enhver 'kristen' kan gribe i egen barm - om ikke at tage islam på 'ordet'. Hvis man lader være med det, er det måske muligt, at alle disse absolutte, universalistiske, religiøse opfattelser sagtens kan være til stede samtidig i et moderne demokratisk samfund.

Islamisme
*Olivier Roy: Vers un islam européen. 103 s. 85FF. Editions Esprit

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu