Rosenkvinden
*Det er hendes syvende plade i eget navn, men det er den første af Michele Rosewomans udgivelser, der har nået mig til anmeldelse. Og den nu 45-årige pianist, komponist og orkesterleder er ikke et noget videre kendt navn hertillands, hverken via besøg eller plader.
Guardians of the Light burde kunne ændre ved det, for her er en original og erfaren musiker, der forener traditionsbevidsthed med fornyelse, og som er indspillet (live på Sweet Basil i New York i marts 99) med en fortræffelig kvintet, der bl.a. rummer de to saxofonister Craig Handy og Steve Wilson. Udover Charles Mingus' "Weird Nightmare" og Thelonious Monks "Ask Me Now" (som klaversolo) er der syv af hendes egne kompositioner, som bl.a. viser hendes mangeårige inspiration fra vestafrikansk musik. Det jyske forlag Intermusic gør med denne plade en fin entré som repræsentant for det tyske enja og har i hvert fald adgang til tre tidligere Rosewoman-plader på mærket. Så please!
Michele Rosewoman and Quintessence: Guardians of the Light. enja ENJ-9378-2 (Intermusic)
Hjemme bedst
*Tenorsaxofonisten Jakob Dinesen har overvejende indspillet sin nye cd i New York i selskab med veteran-trommeslageren Paul Motian og det nye amerikanske guitarist-navn Kurt Rosenwinkel. Der spilles et rent jazzrepertoire med tre gange Monk og én hver af Ellington, Bill Evans og Dinesen selv plus Motians "Once Around the Park", der gav navn til Dinesens danske gruppe. Kombinationen af Motian med den af Dinesen medbragte bassist, Anders Christensen, giver dog et ret uswingende resultat, og der er langt mere rytmisk liv (og ringere optagelses-kvalitet) i den ene danske optagelse (igen Monk) med Ben Besiakov, Nils Davidsen og Jeppe Gram.
Jakob Dinesen: Quartet: Around. Stunt STUCD 19919-2
Baryton-ballader
*Med sin nye cd har den 57-årige saxofonist Per Goldschmidt fået udgivet sin måske hidtil vægtigste plade. Det skyldes ikke mindst, at han ledsages af en superb rytmegruppe med Carsten Dahl, Thomas Ovesen og Frands Rifbjerg, men også, at de fem standard-ballader og to original-temaer, som pladen rummer, danner et fint improvisations-grundlag. Jeg er nu ikke enig med Erling Kroner, når han i sine personlige og informative noter fremhæver Goldschmidts brug af tenorsax et par steder, dertil må man tage alt for meget vibrato med i købet.
Per Goldschmidt: Loneliness & Other Ballads. Stunt STUCD 00042
Neo-Payton
*Nicholas Payton er en af de bedst udrustede yngre jazztrompetister, og hans tidligere trio-samarbejde med Christian McBride (bas) og Mark Whitfield (guitar) i Fingerprints (1997) med et rent Herbie Hancock-repertoire gav store løfter. Paytons nye plade med eget repertoire og egen kvintet viser ham derimod i 60'er-musik à la Miles Davis, og det er ca. lige så spændende som tilsvarende bestræbelser af Wynton Marsalis.
Nicholas Payton: nick @night. Verve 547.598-2
Jazz-viser
*En ny cd med den herlige svensk-danske sangerinde Josefine Cronholm modtages med entusiasme, men den afsvales en smule af, at hun anvendes i et viserepertoire af Frans Bak og Gerz Feigenberg, som hun behersker fint, men som (trods medvirken af bl.a. Hans Ulrik og Marilyn Mazur) ikke giver hende det samme som jazz-samarbejdet med Django Bates for et par år siden.
Frans Bak & Josefine Cronholm: Natsange. Stunt STUCD 19917
