Læsetid: 3 min.

Jubelnaivisten fra Kvægtorvet

23. marts 2000

Ved TV 2 overhovedet, hvad de siger ja til ved at få en landsdækkende radiokanal?

Signalforvirring
TV2's administrerende direktør, Cristina Lage, lignede i går morges på morgenflimmer en, der har fået en julegave i utide, men vel at mærke en gave, som hun ikke rigtig ved, hvad hun skal stille op med, når først den er pakket ud. Det forstår man så godt.
Det er jo ikke hver dag, man får en landsdækkende radiokanal forærende, sådan som kulturministeren lægger op til i det allerede omdiskuterede medieudspil.
Nu kan man vel næppe fortryde gaver, man brændende har ønsket sig, men så burde nogen i stedet sætte den nytiltrådte TV2-chef ind i historikken. For det er jo rørende grænsende til det jubelnaive at se hende storsmile ved tanken om at kunne komme til at lave en radiokanal med noget for enhver smag, for hele Danmarks befolkning og hvilke skåltalefraser, hun nu ellers lirede af sig. Professionel tautologi må man håbe, det var, for hvem gider dog høre en radio, der som succeskriterium har, at den skal sige alle lige meget. Virkeligheden er jo en anden. Det kan Cristina Lage bare ringe til DR og få tal på.
Netop målsætningen om at nå så mange som muligt på en og samme kanal kastede jo op gennem 80'erne DRflagskibet P3 ud i en identitetsomvæltende storm. Man havde ikke i tide forudset udviklingen og sad fast i gamle forestillinger og vaner. Der blev for langt mellem lytterne i den forstand, at kanalen ikke kunne rumme både hurtig forbrugerorienteret journalistik, åndelig strapudemej, aggressiv musikjournalistik, Hjorting og sexbrevkasse. Læg dertil, at musikken, som jo er og bliver bærebølge i den type radio, knækkede midt over mellem Richard Ragnvald og U2.

Hjemløse lyttere
Resultatet blev, at lytterne begyndte at føle sig hjemløse. Og flugten til lokalradioerne tog fart. Udviklingen er endnu ikke stoppet. Nok har DR revitaliseret Danmarkskanalen som P4 for at ungdommeliggøre P3 endnu mere, men 'de unge på 40' er ikke, hvad de var. De hører ikke længere Ove Sopp og hans soptimister. Og de føler sig ikke hjemme på P4, som de hører som en provinsiel pensionistradio.
Hvor går de hen og hører Jimi Hendrix, Jefferson Airplane, Billy Joel - fortsæt selv listen. Omvendt har lige så mange unge det svært med det sodavandsdiskotek, der dagligt udspiller sig på dele af P3.
Disse grundlæggende levevilkår for en radiokanal må man håbe, at TV2-chefen får finindstillet på, inden hendes radiokanal går i æteren.
På samme måde med den udtrykkelige forpligtelse til at sende radionyheder, der udtrykkeligt skal konkurrere med DR. Her er DR, efter grundig forskning, ved at nå det logiske øjeblik, hvor man tør ignorere den kulturradikale bekymring og sende en slags nyheder til et publikum og en anden slags til et andet, men igen: Alle får ikke det samme. At det så kan fungere journalistisk og formmæssigt uproblematisk kan de bekymrede forvisse sig om ved at høre svensk radio.

Formateret radio
Med erfaringer fra 117 udenlandske public service-stationer har DR-radioledelsens rimeligt succesfulde værktøj til udligning af den uhomogene lytterskare været såkaldt formateret radio, altså det stik modsatte af Cristina Lages holdning om fredelig sameksistens mellem forskellige generationers forskellige musiksmag. Men måske har de i Odense i mange år gemt en maskine, der kan kombinere dansktop og techno, så begge dele glider lige nemt ind på både pleje- og fritidshjem.
Nu er det så bare at tænde for den, og håbe, at de annoncører, der efter planen skal medfinansiere den nye altfavnende radiokanal, kan finde nogle produkter, der appellerer lige meget til alle lyttere. Fra lørdagskylling til sushi. Fra inkontinensbleer til pampers.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her