Læsetid: 3 min.

Til kamp mod privatiseringen af naturen

30. marts 2000

Erwin Chargaff var med til at opdage den genetiske kode. Siden har han tord-net mod molekylær-biologer og industri

En ombudsmand
Videnskaberne formerer sig idet de sætter et præfix foran som 'bio-', 'palæo-' eller 'geo'.
Men for tysk-amerikaneren Erwin Chargaff, 95 år, er det værste af alle præfix'er ordet 'molekylær-'. Han er selv én af dem - molekylærbiologerne - selvom han fortsat kalder sig kemiker.
Faktisk var han den første, som opdagede, at de fire nukleotider - det vil sige de kemiske elementer som danner DNA - parrer sig to og to. Dermed var han stærkt medvirkende til opdagelsen af DNA-molekylets struktur i 1953, og han hjalp da også de to Nobelpristagere James Watson og Francis Crick til at forstå de mere komplicerede dele af den kemiske analyse.
Men siden den belæste og humanistisk prægede Erwin Chargaff i løbet af 60erne lærte at forstå, hvordan kendskabet til livets genetiske materiale i tiltagende grad blev brugt i uetiske øjemed, har han skrevet det ene bekymrede, satiriske og arrige essay efter det andet.
I 1976 skrev han således en lidet kendt (og meget ilde modtaget) artikel i det ansete videnskabelige fagblad Science (One the Dangers of Genetic Meddling, 192, pp. 938-940, 1976), hvori han forsøgte at mane sine kolleger til besindighed. De skulle lade være med at lege med den genetiske ild, ikke lege med på storkapitalens præmisser, og stoppe den "ødelæggende kolonialkrig mod naturen."
Men det var især "bioetikkens rolle" som forundrede og morede Chargaff. Med bidende ironi karakteriserer han dens tvetydige rolle i samfundet: "Som i enhver krig, må våbnene også i denne krig mod naturen velsignes, og dette er bioetikernes rolle. Måske har den ene eller anden bioetiker vitterlig formået - omend ikke at forhindre - men så at udsætte noget dumt eller specielt forbryderisk, men det er klart at bioetikkens funktion er en alibifunktion - eller som det hed i min ungdom: En bluff, der holder folk for nar."

Seks utopiske forslag
Det var også Chargaff, der prægede denne ganske kendte karakteristik af molekylærbiologien: "Molecular Biology is the practice of Biochemistry without a licence" (molekylærbiologi er prakticeringen af biokemi uden kørekort). Chargaff er fuldkommen klar over, hvor utopisk enhver modstand mod samtidens økonomiske kræfter er blevet, men alligevel bliver han ved, og giver han åben lods for sine meninger om, hvordan den genetiske naturvidenskab må begrænse sin forfejlede tro på sit egen fremskridt, og for, hvad man ad lovmæssig vej burde gøre.
I sin seneste bog, 'Die Aussicht vom 13. Stock', giver han seks eksempler på, hvad en naturens ombudsmand burde arbejde for. Her hans, som han selv siger, "komplet utopiske" forslag:
*Der må ikke laves forsøg, hvor blot den mindste risiko eksisterer for, at de fører til irreversible skader på naturen.
*Indføring af fremmede gener i dyr, planter og mikroorganismer, og især i planter, der bruges i ernæringen, er ikke tilladt. Alt allerede eksisterende materiale af den slags skal tilintetgøres. Indvendingen om at mange forskere på den måde må opgive deres forskning, accepteres ikke.
*Levende væsner må ikke patenteres. Allerede tildelte patenter må ophæves.
*Substanser, fremstillet af levende væsners organer, er ikke patenterbare. Det gælder også for deres nedbrydningsprodukter, for eksempel de fra nukleinsyrer stammende oligonukleotider, som man ofte kalder for gener. Alle allerede tildelte patenter ophæves.
*Ingen forsker må få økonomiske gevinster ud af patenteringen af naturlige processer.
*Resultater, der er baseret på forskning, støttet af offentlige midler, må ikke patenteres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu