Læsetid: 3 min.

Kampen om Gudenåens vand

6. marts 2000

Vandkraftværk ved Gudenåen ligger i vejen for fuldt udbytte af milliardinvestering i renere miljø ved landets længste å

Kampen om åen
En milliard kroner. Så mange penge har skatteyderne gennem de seneste 13 år postet i at gøre Gudenåens vand mere rent. Og det har hjulpet, til gavn for de dyr og planter, som lever i og omkring åen.
Men der er en slange i paradiset.
Et vandkraftværk og en kunstig vandkraftssø ligger som en stopklods og hindrer, at samfundet får fuld valuta for de investeringer, der er gjort for miljøet i og omkring Gudenåen.
Inden for de nærmeste måneder afgøres det, om vandkraftværket skal have lov til at fortsætte, når dets ret til at udnytte Gudenåens vand udløber til næste år.
Iltsvind i Kattegat og døde hummere i kassevis førte i 1987 til, at tv-seerne fik kvalme, og politikerne måtte handle. Vandmiljøplanen blev født og vedtaget af Folketinget.
I kommunerne og amterne langs landets længste å blev entreprenørerne sat i sving. Sådan som de blev det landet over. Der blev bygget nye og forbedrede rensningsanlæg, og rendegraverne lagde kilometervis af kloakrør ned i den midtjyske muld.
Alt sammen for at få renere vand i vandløb og søer og i Randers Fjord, hvor Gudenåen udmunder - og i sidste ende i Kattegat, som overtager vandet for enden af Randers Fjord.
Og Vandmiljøplanen har altså virket. Men ikke nok vil nogle mene. Og det er her Tangeværket kommer ind i diskussionen.

Grønt skidt
Ved Tange er der for år tilbage lavet en dæmning over åen. Her ligger Tangeværket, som modtager vandet fra den opdæmmede Tange Sø. Gudenåen tappes på den måde for kraft, når vandet løber gennem Tangeværkets turbiner og forvandles til elektricitet.
Det ser grønt ud på overfladen, men især om sommeren er den grønne farve knapt så miljørigtig. Da varmes vandet i den store lavvandede Tange Sø nemlig op, og det sætter gang i væksten af alger. Algerne farver søen grøn, og når de flyder med strømmen, får åen neden for vandkraftværket åndenød.
Da man i 1918 gav lov til at bygge vandkraftværket ved Tange i Gudenåen, var det ikke mindst fordi, det havde været svært at sikre de fornødne kul-leverancer til Danmarks energiproduktion under Første Verdenskrig.

Søslaget
I 1918 tænkte man altså først og fremmest på at skaffe energi. Derimod var man ikke på samme måde som i dag bevidste om de konsekvenser, det har for miljøet, når man dæmmer et vandløb op og bygger et vandkraftværk.
Nu har vandkraftværket ved Tange snart ligget der i 80 år. Til næste år udløber værkets ret til at udnytte vandet fra Gudenåen, og det store spørgsmål er, hvad der så skal ske.
Værket kan køre videre som hidtil med de effekter på miljøet, det har. Eller man kan lukke det for at genskabe Gudenåen og Gudenådalen, som den så ud, før vandkraften greb ind i - og ændrede - åens naturlige forløb.
Der er mange modsatrettede interesser i kampen om Gudenåens vand. Kampen er blevet betegnet som søslaget i det midtjyske. Et slag om, hvorvidt den kunstige Tange Sø skal tømmes for vand, så Gudenåen kan få sine gamle slyngninger igen. Eller om beboerne i området skal beholde deres sø og den smukke udsigt. Men helt så enkel er problematikken dog ikke nødvendigvis.
Information vil i den kommende tid bringe en række artikler, der sætter fokus på konflikten om Tangeværket, Tange Sø og Gudenåens fremtid.

Side 4: Åens fremtid
for lukkede døre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her