Læsetid: 3 min.

Kinski uncut

4. marts 2000

NatFilm Festivalens coverstjerne er den gale skuespiller Klaus Kinski, der mellem sine mere end 150 film tæller fem for instruktøren Werner Herzog

Natfilm
"Hvordan kan man 'lære' nogen at blive skuespiller? Hvordan kan man lære nogen, hvordan og hvad de skal føle, og hvordan de skal udtrykke det? Hvordan kan nogen lære mig at grine eller græde? Hvad smerte er eller desperation eller glæde? Hvad fattigdom og sult er? Hvad had og kærlighed er? Hvad begær er og tilfredsstillelse? Nej, jeg gider ikke spilde min tid sammen med de arrogante idioter."
Citat Klaus Kinski fra skuespillerens selvbiografi, Kinski Uncut. Han nedgør method acting og skuespillerskoler, og citatet er ganske typisk for den gale polak/tysker og hans selvforståelse og egocentrisme, der driver ned ad siderne i bogen. Kinski forsøger at frigøre sig selv fra det billede af udtrykt sindssyge, han selv var med til at tegne, ved at portrættere sig som et menneske, der udlever, hvad alle vi andre undertrykker. Han er i egne øjne en sand (livs)kunstner, og med bogen får han også foræret sig selv det martyrium, ingen andre har villet give ham.
Kinski Uncut er bestemt en god historie - om en knægt født og opvokset i fattigdom og krig, der bliver til noget stort.
Men det er mest af alt en tour de force i excentrisme, hor og navlepilleri. Den er fyldt med minutiøse, halvpornografiske beskrivelser af Kinskis affærer med kvinder fra hele verden - ludere og madonnaer, sikkert de eneste han har vist hengivenhed og blidhed - og så er det sikkert løgn, latin og vilde overdrivelser det hele.
Kinskis brutale, markerede ansigt, voldsomme energi og frembusende væsen gjorde ham til et oplagt bud på adskillige skurke- og særlingeroller. Og da han døde i 1991, 65 år gammel, havde han medvirket i mere end 150 film. Langt de fleste roller valgt ud fra en forventning om de penge, der skulle finansiere Kinskis extravagante livsførelse med dyre biler, store huse og damer i stribevis - og så den familie, han elskede, men altid svigtede.
Nogle af de bedste og mest interessante af Kinskis film er der nu mulighed for at se på NatFilm Festivalen, sammen med dokumentarfilmen Mein Liebster Feind af Werner Herzog, hvori instruktøren fortæller om sit stormfulde, men kunstnerisk tilfredsstillende samarbejde med Kinski.
Fitzcarraldo, Nosferatu, Woyzeck, Aguirre, Cobra Verde - det er fremragende film om stærke, lidenskabelige mænd, der gerne går til yderligheder for at nå deres mål. Sindssygen lurer lige under overfladen, og det er roller, som Kinski udfylder mesterligt med sin maniske energi, sin karakteristiske fysiognomi, hvide, viltre hår og lysende, blå øjne, der stråler af drømme og forventninger.

To sider af samme sag
Umiddelbart er der en verden til forskel på Kinski og Herzog. Hvor Kinski ofte optræder som et frådende uhyre, så er Herzog selve den inkarnerede stille insisteren. Det er sjældent, at han hæver stemmen, selv ikke, når Kinski skaber sig allermest eller angriber ham korporligt, men han har en afklarethed og bestemthed over sig, og man er ikke i tvivl om, at også han vil gå til yderligheder for at nå sine mål.
Dén side af den tyske instruktør kan man opleve i en anden dokumentar, som vises på festivalen, nemlig Les Blanks Besat af en drøm, der skildrer Herzogs anstrengelser for at få Fitzcarraldo i kassen.
Titelrollen som fantasten Fitzcarraldo, der i den sydamerikanske jungle forsøger at slæbe et skib over en stejl bakke fra én flod til en anden, passer bestemt fantastisk til Kinski.
Men når man ser Herzog fortælle om sine utallige prøvelser - oprørske indianere og en kvælende, vulgær jungle - der efter mange, lange måneder endelig bærer frugt, ser man også vanviddet lyse ud af hans øjne. Han har i lige så høj grad som Kinski lagt psyke til den forrykte Fitzcarraldo.
I selvbiografien er det alt andet end pæne ord, Kinski har til overs for Herzog. Kinski karakteriserer ham bl.a. som en mand, der forveksler sit eget storhedsvanvid med genialitet!
Men måske var grunden til, at de to væsensforskellige mennesker arbejdede 'så godt' sammen, at de komplementerede hinanden. Herzog udlevede på sin vis sine egne drømme og aggressioner gennem Kinski, der til gengæld fik en håndfuld skræddersyede hovedroller at profilere sig på.

*Se NatFilm Festivalens program for spilletider på Kinski-/Herzog-filmene

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her