Læsetid: 2 min.

K'NYT

7. marts 2000

Visuel poesi på Afsnit P
*En række kunstnere og kritikere, der arbejder i krydsfeltet mellem litteratur, poesi, kritik, arkitektur og billedkunst giver torsdag den 9. marts hver deres bud på en visuel poesi. Det foregår på det virtuelle udstillingssted www.afsnitp.dk, der også har stillet dem opgaven. Man kan se værker af blandt andet Claus Carstensen, Simon Grotrian, Klaus Høeck, Per Højholt og Steen Møller Rasmussen.

Munter musik til trafikkaos på Nørreport
*DSB vil afspille munter musik på Nørreport Station i København, hvor halvdelen af S-togsperronen om to uger afspærres i to og et halvt år under byggeriet af en forbindelsestunnel til den kommende Nørreport Metrostation. Den engelske metroekspert Nigel Harris anbefalede i januar, at der, når et S-tog ankom til stationen, skulle vælte militærmusik ud af højttalerne, så passagererne kunne marchere væk i takt til musikken. DSB satser nu på at gennemføre forslaget i en fordansket og humoristisk udgave. "Vi vil ikke spille militærisk messingsuppe men noget musik, der kalder på smilet, løfter humøret og signalerer, at DSB ikke er kedelig," siger projektchef i DSB Henrik Nørgaard. Han afviser dog, at H.C. Lumbyes Jernbanedampgalop er med på Absolut Greatest Nørreport.

Gobeliner på Frederiksborgmuseet
*Inspireret af de gobeliner, der skal ophænges på Christiansborg som en gave til Dronning Margrethe på hendes 60-års-dag i april, har inspireret Frederiksborgmuseet til en særudstilling af sine gobeliner. Gobelinerne er kopier af Karel van Mander-originaler, der gik tabt ved slottets brand i 1859, og de forestiller Christian IV's historie. For første gang kan man se gobelinernes forlæg, de tegninger og skitser, der til alt held var blevet udført af kunstnerne F. C. Lund og Heinrich Hansen kort før slottets brand.

Fødselsdags-legater fra brygger Jacobsen
*I forbindelse med brygger Carl Jacobsens fødselsdag den 2. marts har Ny Carlsbergfondet uddelt rejselegater på 60.000 kr. til følgende kunstnere: Maler og grafiker Elsa Nielsen, keramiker Bodil Manz, fotograf Per Bak Jensen og billedhugger Egon Fischer. Ny Carlsbergfondets Museumsmandslegat, der også er på 60.000 kroner og gives til museumsfolk, som har ydet en særlig indsats, er uddelt til mag. art Anne Marie Nielsen, Ny Carlsberg Glyptotek, og museumsdirektør Erland Porsmose, Johannes Larsen Museet, Kerteminde.

Mal med akvarelmaskine
*Søndag den 12. marts tilbyder akvarelkunstnerne i Aalborg Kunstpavillon publikum at komme og male på akvarelmaskine. Kunstnerne lover at vejlede.

Cuba på Roskilde Festival
*Ry Cooder og hans musikere fra Buena Vista Social Club har sat Cuba på den musikalske hitliste, og det præger årets Roskilde Festival. Den fra Buena Vista Social Club kendte Eliades Ochoa y el Cuarteto Patria stiller op, og det gør også Juan de Marcos
Afro-Cuban all Stars. Nye navne på programmet er desuden Oasis (UK), Breakbeat Era (UK), Bush (UK), Roni Size Reparent (UK), Everything but the Girl (UK), Sidestepper (UK/COL), Dub Tractor (DK) Filter (US), Live (US), Willie Nelson (US), Sigur Ros (ISL) og Sergent Garcia (F).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu