Læsetid: 2 min.

K'NYT

18. marts 2000

Dreyer-pris til Svendsen og Refn
*Dreyer-prisen, der uddeles hvert år til fortjenstfulde filmfolk, tilfalder i år Lotte Svendsen og Nicolas Winding Refn, der begge repræsenterer den mere end lovende ungdom i dansk film. Senest har de udsendt henholdsvis Bornholms stemme og Bleeder. De får hver 25.000 kr. af Carl Th. Dreyers Mindefond, der er blevet yderligere beriget af royality-indtægter fra Jeanne D'Arc. Pengene uddeles ved en reception tirsdag d. 21. ds. Tidligere modtagere af prisen er bl. a. Thomas Vinterberg, Jonas Elmer, Bo hr. Hansen, Susanne Bier, Birger Larsen og Lars von Trier. Pim.

'Max' får på puklen
*Den nye danske film, Max, bliver skudt ned af anmelderne. "Tragikomisk mix-Max," skriver Ekstra Bladet. Politiken betegner den som famlende og som "et sidestykke til fortællingen om alle kongens mænd, der ikke kunne samle Klumpe Dumpe igen". En forbier, kalder Weekendavisen den. "Vi kan stadig lave dårlig film i Danmark. Max er desværre et godt eksempel," skriver anmelderen. Jyllands-Posten indstiller filmen til en Bodil i den ikke-ekisterende kategori "mest fortænkte manuskript". Berlingske Tidende skriver, at filmen begynder lovende og slutter katastrofalt. Den giver dog ikke anledning til at afskrive instruktøren Trine Piil Christensen som talentløs, mener anmelderen. Anmelderne er også enige om, at Sidse Babbett Knudsen igen har gjort en god præstation - trods et dårligt manuskript.

To lyrikere får pris
*Lyrikerne Pia Juul og Birthe Arnbak får Limfjordsegnens Litteraturpris, også kaldet Thøger Larsen-prisen. Den uddeles 5. april på Lemvig Museum på 125-årsdagen for digter Larsens fødsel. Lyrikerne får 10.000 kr. hver.

Bomholt mindes med skulptur
*Danmarks første kulturminister - og en af de mest populære - Julius Bomholt mindes med en fem meter høj skulptur, der opstilles mellm Kulturministeriet og Thorvaldsens museum. Skulpturen, der forestiller en kvinde, et barn og en mand, er færdiggjort af kunstnerens søn, arkitekt Christian Wiig Hansen. Kunstneren selv døde i 1997, og da var skulpturen næsten færdig.

Avantgardister til biennale
*To pionerer for den danske avantgarde-kunst er af Center for Dansk Billedkunst udpeget til at repræsentere Danmark på kunstbiennalen i Venedig i 2001. Det er ægteparret, billedkunstneren Ursula Reuter Christiansen og komponisten Henning Christiansen. Ligeledes i 2001 repræsenterer kunstnerduoen Ingar Dragset og Michael Elmgreen Danmark på kunstbiennalen i Sao Paulo i Brasilien.

Tamm finsk æresdoktor
*Professor dr. jur. & phil. Ditlev Tamm kan den 5. maj smykke sig med endnu en doktorgrad, idet han denne dag modtager den juridiske æresdoktorgrad ved universitetet i Helsingfors. Tildelingen af sådanne grader foretages kun hvert tiende år ved dette universitet. Tamm har siden 1988 været professor i retshistorie ved Københavns Universitet. Han har et omfattende overvejende juridisk-historisk forfatterskab bag sig. Senest har han siddet i styringsgruppen for storværket Dansk Forvaltningshistorie I-III (Jurist- og Økonomforbundet), som er skrevet af 33 jurister, historikere, politologer og økonomer. ritzau

Evangeliet på turné
*Markus Evangeliet er i instruktøren Jakob Christensens og skuespilleren Caspar Kochs dramatiserede version igen på turné i Danmark. Søndag aften spilles i Outrup Kirke i Nørre Nebel. Der afsluttes efter 27 forestillinger i Metodistkirken i Århus 29. juni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her