Læsetid: 2 min.

Kohl har samlet nye millioner

10. marts 2000

Den tyske eks-kansler forsøger at gøre alt godt igen. De seneste uger har han samlet millioner til sit skandaleramte parti, CDU

BERLIN - Helmut Kohl har brudt sin tavshed. I går indkaldte han overraskende til pressemøde i Berlin og talte for første gang i flere uger til offentligheden.
"Jeg vil hjælpe mit parti med til at udbedre de finansielle byrder, der opstået som følge af mine fejl," meddelte han.
De seneste uger har Kohl samlet 5,9 millioner D-mark. Målet er 6,3 millioner. Pengene skal gå til den bøde, som CDU skal betale som straf for Kohls dobbelte bogholderi i 90'erne, da han fik godt to millioner D-mark af anonyme givere. Kohl nægter fortsat at afsløre navnene på sine daværende bagmænd. De nye velyndere er derimod indstillede på offentlighed.
"Det er bidragydernes udtrykkelige ønske, at de med deres støtte ærer mit politiske virke. Jeg har mødt megen sympati, når jeg forespurgte - men også det modsatte, sådan er livet."
Pengene kommer fra 30 tyskere og europæere; mest giver mediemogulen Leo Kirch (én million D-mark), desuden har en række folkelige kunstnere samt erhvervs- og mediefolk hjulpet ham. Ægteparret Helmut og Hannelore Kohl har indbetalt 700.000 D-mark.

Bod uden bedring
I forbindelse med sin nye indsamling er Kohl blevet mødt med beskyldningen om, at han forsøger at købe sig 'aflad' for de moralske og økonomiske skader, han har forvoldt CDU.
"Det falder mig ikke ind, at kalde det aflad. Den, der taler om 'aflad', har ingen anelse om, hvad aflad var."
Han benægtede også, at han under affæren om de sorte penge nærmest er blevet frosset ud af partiet, og at han med pengene forsøger at række en hånd frem til forsoning.
"Jeg har ingen grund til at forsone mig med partiet - jeg står midt i det. Netop i disse dage jeg oplever, hvor mange partifolk, der støtter mig. For mig er det vigtigt at gøre skaden god igen. Jeg har gjort en fejl, som jeg har indrømmet, men det skal ikke forhindre mig i at gøre, hvad jeg kan, for at udbedre skaden."
Samtidig lagde han vægt på at dementere beretninger i tysk presse om hans kupforsøg mod Wolfgang Schäuble, der i sidste måned måtte gå som formand. Kohl så heller ingen hindring for, at Angela Merkel overtager formandsposten:
"Partiet må finde sammen og vælge en ny ledelse. Jeg har absolut ikke til hensigt at blande mig. Hvad De end læser - det er lodret løgn! (...) Det var altid min opfattelse, at det ikke er et spørgsmål hos os, om vi er modne til kvindelig ledelse eller ej. I årtier var jeg en forkæmper for kvinders forfremmelse. Jeg beklager udvikingen om Schäuble dybt."
Eks-kansleren viste ingen tegn på anger - i stedet oplevede man en kampberedt Kohl, der smilede vennesælt og ikke forsømte nogen lejlighed til at lange ud efter journalisterne med bemærkninger som "jeg har svaret på spørgsmålet - virker mikrofonen ikke?" og "spørgsmålet er tåbeligt!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her