Læsetid: 3 min.

Koldt gys i Gladsaxe

27. marts 2000

Teknisk funderede akademikere straffer tamt Silkeborg med fortjent 2-0-sejr

Da Informations fodboldkollaboratør i går formiddag så ud af vinduet, blev han ikke mødt af det forventede fuglefløjt, men af et foruroligende, grotesk gråt og vanvittig vådt og vintertrist skær fra en overskyet storbyhimmel.
Med det samme vidste han, hvad klokken var slået. Jo, den var god nok, det skulle ske igen: for tredje gang af tre mulige skulle han stillesiddende tilbringe to fulde søndagstimer på Gladsaxe Stadion - i vinterhalvåret kendt som Danmarks største kummefryser. Af uvisse årsager er der en kraftig trækken gennem Høje Gladsaxes ugæstfri gader.
Denne artikel vil bl.a. beskæftige sig med kuldens anatomi på Gladsaxe Stadion, der skiller sig ud fra noget andet. Men først fodbold: Gårsdagens nærmeste og mest interessante Faxe®Kondi Liga-kamp i Hovedstadsområdet hed AB (Akademisk Boldklub af 1889) mod SIF (Silkeborg Idrætsforening af 1917). Begge klubber ligger og roder midt i ligaen, men så må man gøre det spændende med andre sære statistikker. Ser man f.eks. på klubbernes formkurve baseret på det sidste halve dusins kampe, topper Silkeborg ligaen som det mest motiverede og konstant vindende, mens AB ligger nummer sjok. Der har vi vores kontrast.

Ville drukne sig
Det danske landsholds svenske træner, Bo Johansson, var mærkeligt nok til stede på stadion. Han har nemlig allerede sat holdet til landskampen mod Portugal på onsdag.
Hans tilstedeværelse betød imidlertid, at Silkeborg-angriberen og topscoreren Peter Lassen (34 år), der blev vraget ved landsholdsudtagelsen, kunne revanchere sig og vise sit værd, som det hedder i fodboldchargonen, lige for næsen af træneren. Gamle Lassen, der ellers er ved at være aldersmæssigt over the top, havde været så skuffet, at han havde overvejet at drukne sig i Silkeborgsøerne. Det blev ved snakken, og i går var han på banen igen, men desværre i en helt anonym udgave.
Til gengæld lyste Silkeborgs nye 19-årige ghanesiske stortalent, Godwin Attram, kraftigt op. Han er vist ikke rigtig i form endnu, men han viste mange elegante detaljer, som det ellers skorter på i Faxe®Kondi Ligaen. På et tidspunkt i anden halvleg forsøgte den gode Godwin - helt uden tilløb - at afdrible tre AB'ere på højrekanten tæt på midterstregen. Den fine tur stoppede brat med et frispark; den tredje mand på stribe var nemlig Brian Steen Nielsen.
AB spillede kontrolleret, offensiv fodbold og lagde presset på Silkeborg meget højt oppe på banen med et ubønhørligt konditionskrævende forechecking-system.
AB's fodboldhold har i de seneste måneder arbejdet med en målrettet hård fysisk vægttræning under to specielt ansatte fysioterapeuter, skrev klubbens direktør, Per Frimann, i kampprogrammet. Måske var det den, der gjorde forskellen. For Silkeborg, der spillede i en 3-4-3-formation, fik gentagne gange slået sit spil i stykker, før det overhovedet var kommet i gang.
På midtbanen sørgede AB's Jan Michaelsen dygtigt for at brede spillet ud, mens Abdul Sule stod for presset i angrebet. Begge mål - akademikerne vandt nemlig helt fortjent 2-0 - blev sat ind af Rasmus Daugaard i 43. og 81. minut.

Koldt
Og nu til temperaturerne. I vinterhalvåret arbejder kul-den på Gladsaxe Stadion sådan her: I en uhellig alliance med en mystisk fønvind, der hærger på stadion i små, næsten uanseelige stød, begynder den at afsøge hullerne i frakker og bukser. Herefter kravler den ind i skjorteærmer og videre ind gennem de små porrer i huden. Det er et rent helvede, for man opdager det først for sent.
I de første 25 minutter (efter man har opdaget den) kan man holde kulden stangen med skoldhed kaffe (for Guds skyld: indvortes brug! Udvendig overrisling giver bagslag). Men kaffe er ikke billig, og efter tre-fire kopper lurer mavepinen. Man kan nu føle en ubehagelig isnen på udsatte steder som tæer, fingre og, hvis den er stor nok, næsen.
Efter 70 minutter kan panikken indtræffe. Det kan ske for alle. Kulden synes at holde hver en sene, knogle og muskel i kroppen i et jerngreb, og man begynder at tvangstænke på, hvordan det mon føles at få 'sat benet af' i forbindelse med koldbrand.
Nu gælder det om at fokusere på udvalgte kropsdele for at 'låse' kulden, så den ikke føles overalt. Med lidt øvelse kan man holde den gående på den måde i et kvarter. Hvis det er en god kamp, klarer man den nok.
Kampen i går var god.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her