Læsetid: 3 min.

Komponistbiennale i et vadested

13. marts 2000

Mon ikke tiden er inde til, at arrangørerne bag Komponist-foreningens femte biennale lader stafetten gå videre til mere ambitiøse folk?

Biennale
Det er svært at lytte sig frem til et bestemt tema i den femte Komponist Biennale. Det eneste man er sikker på er, at det er dansk musik. Det er biennalens styrke og bestemt også dens svaghed.
Dens styrke fordi man i koncentret form kan opleve megen dansk musik på kort tid. Men hvor mange gør det, ud over de, der er betalt for at gøre det? Ikke engang foreningens egne medlemmer tropper op i nævneværdigt antal for at bivåne kollegernes musik.
Svagheden kan alle få øje på, sikkert også arrangørerne. Perspektivet mangler, påvirkningerne udefra er fraværende. Med en biennale-profil som den Komponistforeningen har valgt, må selve formidlingsarbejdet stå højt på prioriteringslisten, med mindre man ønsker en hemmelig klub, hvor vennerne spiller vennerne.
Det sidste er vist ikke komponisternes ønske.

Tak, tak og tak
Komponisternes biennale samarbejder med ensembler og orkestre. Det betyder for nogle koncerters vedkommende, at vi får lov at høre det, vi har hørt ensemblerne spille før - det de kan og har på programmet. Men det er også lykkedes at sætte nye ting i gang:
Der er flere uropførelser og der samarbejdes med flere orkestre, hvilket er positivt. Måske orkester-rapport og generel opmærksomhed omkring orkestrenes forpligtelse på den ny musik nu resulterer i flere bestillinger og koncerter. Man kan håbe det.
Ved åbningskoncerten spillede Radiounderholdningsorkestret under dirigenten Konstantia Gourzi: Ny dansk musik og en uropførelse. Det er ikke hver dag, man oplever dette orkester i den rolle. Så der er for så vidt grund til at takke for de gode samarbejder, som er indledt. Det gør Komponistforeningen da også. Endda så grundigt, at den i takkeoversigten også takker sig selv.
Værkerne ved åbningskoncerten var sat sammen, så de unge formede en modpol til de ældre, med den ældste som den mest eksperimenterende: Per Nørgårds Rejsen ind i den gyldne Skærm er stadig et knagende godt stykke, især 2. satsen kan endnu tryllebinde med sin uendelig strøm af vuggende linier.
Erik Norbys Illuminations for fløjte og orkester lyder sine steder som Tjajkovskijs Nøddeknækkersuite - værket viser en komponist, der kan instrumentere. Men det er jo ikke altid nok i sig selv. Hans Abrahamsens Stratifications er et gammelt hit fra gentagelsernes gode, gamle dage. Jesper Kochs Alice Under Skies griber tilbage til dengang verden var hel og rund. Det er verden desværre ikke længere. Så er denne unge Simon Christensens Variationer, som blev uropført. Ikke uspændende, opfindsomt - hvad mon der står i programbogen? Der er ikke meget at hente, hvilket leder over til en omtale af selve biennale-apparatet.
Hvad vil du mig?
I respekt for de danske komponister, deres musik og deres forening, må man skrive sætninger, man ikke har lyst til at skrive: Komponistforeningens biennale kommer i alvorlige vanskeligheder, hvis for meget omkring arrangementet får karakter af discount. Biennalen står nu i et vadested. Det er svært at forestille sig, at arrangementet kan fortsætte uændret fremover.
Den første koncert viste det. Vi præsenteres for en ung, måske lovende komponist ved navn Simon Christensen. Vi ved ikke hvem han er, han introduceres ikke, hans musik får et par ligegyldige ord med på vejen. Publikum serviceres med en programbog, der indholdsmæssigt er så tynd, at de ansvarlige burde tage sig alvorligt sammen.
I sidste øjeblik hyres forfattere, der for de flestes vedkommende kan skrive en nogenlunde fejlfri dansk stil på rekordtid.
Man bringer en introduktion af Sven Holm, som er tungen lige ud af vinduet, en artikel af Geir Johnson, som er en ligegyldig hyldest til festivalen som form.
Hvem er Geir Johnson? Hvorfor skal vi belemres med en uinteressant norsk tekst om festivaler? Svarene blæser i vinden. Et par dage før biennalen begynder, får pressen en elektronisk meddelelse om, at den finder sted. Osv, osv.
Mon ikke tiden er inde til, at arrangørerne lader stafetten gå videre til helt unge og meget mere ambitiøse komponister, der tager publikum (og sig selv?) alvorligt. Ellers ender det med, at hverken presse eller lyttere har lyst til at være med.

*Komponistbiennale 5. Værker af Nørgård, Abrahamsen, Koch, Norby, Christensen. Radiohusets Koncertsal, fredag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her