Læsetid: 3 min.

Den konservative reaktion

9. marts 2000

Er den konservative reaktion et spontant fællesmenneskeligt anliggende, spørges der i det nye nummer af 'Kritik'

Tidsskrift
Det nye nummer af kritik, det første under den nye redaktion med Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm, er en slags temanummer om den konservative kulturkritik. En slags, fordi der indledes med en række artikler, der på forskellig vis gennemlyser modernismens problematik, og som kun i begrænset omfang kan rubriceres under det fælles tema.
Alligevel er der en sammenhæng, selvom den måske ikke i tilstrækkelig grad ekspliciteres, en slags underforstået sammenhæng, der spiller den litterære modernisme ud mod den bredere forståelse af den kulturelle modernisering. Det er i første omgang på sidstnævntes præmisser, at de mere idéhistoriske og teoretiske af artiklerne skrives, og det er herudfra den indledende redaktionelle leder formuleres.
Her argumenteres der for, at den konservative reaktion er et fællesmenneskeligt vilkår, en slags grundlæggende præ-refleksivt ubehag over for forandringsprocesser, et grundlæggende mønster af vaner, der som en slags tavs viden er indlejret i kroppen, da vanen fænomenologisk går forud for refleksionen.
Styrken i denne argumentation er selvfølgelig, at den konservative kulturkritik således defineres som en slags fintfølende sanseorgan, der reagerer melankolsk kritisk over for forandringsprocessernes uomgængelige destruktion af den verden og den kultur, man selv har lod i og er en del af. Men derfor bliver det vel ikke partout et fællesmenneskeligt forhold?
Almengørelse er problematisk, kræver nuanceringer. Hvad med de grupper, kulturformationer, der ikke i samme grad kan identificere sig med det vanesikrede, som måske snarere har nytænkningen som drivkraft? Er almengørelsen af tankeformen gældende i samme grad for både den samfundsmæssige og den kulturelle modernisering, eller er der nødvendigvis nuancer? Her savner man en artikel, der havde taget fat på sammenhængen mellem moderniseringsprocessens forskellige niveauer.

I modernismens spejl
De indledende artikler åbner et helt andet sted. Jon Helt Haarder diagnosticerer i sin artikel om Villy Sørensen med stor præcision den danske modernismekonstruktions opbyggelige karakter.
Den danske 60'er-modernisme var styret af et frigørelsesprojekt, som blev grebet med kyshånd af litteraturpædagogikken og litteraturformidlerne, men som der måske ikke altid var indholdsmæssig dækning for i litteraturen selv.
Det er i alt fald Haarders snedige pointe, at Villy Sørensens forfatterskab er præget af en hel anden form for splittelse, at dele af det fiktive forfatterskab bringer sig i direkte modsætning til denne argumentation.
En anden af modernismekonstruktionens fædre, Torben Brostrøm, er selv på banen med et fornemt essay om poesiens indre lyd. Med stort overblik fremlæses en række eksempler på poesiens mantrakarakter, dens tyste drømmemusik og de kropslige klangbilleder, som et af poesiens særtræk siden symbolismens fokusering på sprogets musikalitet, på kropslighedens og sansernes synæstesier.
Jan Esmann skriver om den modernistiske billedkunsts okkulte baggrund, hvor han argumenterer for, at de okkulte tankeformer er det bærende element i det non-figurative maleri, at dette reelt skal læses som en videreførelse af den symbolistiske æstetik, der så hviler på et okkult grundlag. Artiklen er sprængfyldigt med okkult viden, som efter denne læsers mening lidt for ofte smitter af på argumentationen og billedlæsningerne, så alt for meget snittes til og tilpasses den opstillede hypotese.

Politisk forbindelse
I gruppen af de mere teoretiske artikler har Lars Axel Pedersen en kompakt introduktion til Karl Mannheims undersøgelse af konservatismen som historisk fænomen, som en historisk specifik form for modernitetskritik.
Henrik Jensen beskriver vort århundrede som historiens mest normløse, præget af en næsten total frisættelsesproces, af moderniseringen der som en anden destruktionskraft har opløst stort set enhver traditionssammenhæng og bragt os i en kulturel katastrofesituation.
Men det er Steen Nepper Larsens fremstilling af Sloterdijk-affæren, der umiddelbart er nummerets mest givende, fordi den i et gnistrende, veloplagt sprog gennemlyser en konkret diskussion, som samtidig demonstrerer et af temaets centrale diskussionspunkter.
Der kan tilsyneladende stadig formuleres så radikale moderniseringsprojekter, at de som en selvfølge mødes af en konservativ kulturkritik, men eksemplet med Sloterdijk-affæren viser også, hvor vanskelige og stivnede begreberne om modernisering og konservatisme er blevet, hvor nødvendigt det er at fastholde ambivalensen i begge positioner og samtidig være bevidst om, at de begge er eller bør være forbundne med det politiske, med den demokratiske diskussion for ikke løsrevent at udarte i politisk sprængfarlige positioner. Moderniseringen og den konservative modernitetskritik trives derfor bedst, der hvor de er i stand til at holde de nødvendige ambivalente positioner i bevægelse.

*Kritik 143. Red. Frederik Stjernfelt og Isak Winkel Holm. 80 s. 100 kr. i løssalg. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu