Læsetid: 6 min.

Kosovos farligste krudttønde

20. marts 2000

Den nordlige del af industribyen Mitrovica er serbernes sidste større enklave i Kosovo. Her lever man hver dag i frygt for, at albanerne vil krydse broen over floden Ibar, og at KFOR ikke kan eller vil hindre det. Men det vil ikke ske uden modstand

MITROVICA - Austerlitz-broen, der i århundreder har forbundet de to halvdele af Mitrovica i det nordlige Kosovo, er blevet symbolet på det fortsatte had, som har lammet Kosovos helingsproces efter krigen.
Bortset fra militærkøretøjer og nødhjælpsorganisationernes firhjulstrækkere er pressefolk de eneste, der krydser broen over floden Ibar, den usynlige etniske grænse mellem det albanske flertal på ca. 40.000 i Mitrovicas sydlige del og den serbiske enklave på 16.000 mennesker i den nordlige bydel.
Minutterne forekommer lange, mens jeg løber spidsrod mellem KFOR-styrkernes sandsække- og pigtråds-beskyttede kontrolposter. Ingen kommer over uden et nøje identitets- og sikkerhedstjek.
Idet jeg nærmer mig serbersiden kan jeg se 'Moto-rola-korpset' i funktion, serbernes korps af brovagter, som ikke må bære våben, men med deres mobiltelefoner hurtigt kan tilkalde for-stærkninger, hvis en flok albanere - eller blot en bil med nummerpladeregistrering fra en albansk by - krydser broen.
Ingen tager chancer i Mitrovica. Serberne er panisk angste for, at albanerne en dag vil gøre alvor af truslerne om i stort tal at storme over broen for at gøre en ende på Mitrovicas deling og - er serberne overbeviste om - jage de sidste serbere ud af Kosovo.
Albanerne er bange for, at serberne under instruktion fra Beograd er ved at forberede en deling af Kosovo netop her langs floden Ibar. En deling, der vil føre til, at Kosovos potentielt vigtigste indtægtskilde - bly-, sølv-, og zinkminerne ved Trepca få km fra Mitrovica - vil tilfalde Serbien.
Og det internationale samfund er i alarmberedskab over for enhver begivenhed, der kan føre til en gentagelse af de seneste halvanden måneds voldsomme sammenstød med 11 dræbte og adskillige hårdt sårede. Man ved i KFOR og FN-administrationen UNMIK, at går det galt i Mitrovica, er det slut med det internationale samfunds oprindelige mission: at skabe et multi-etnisk, demokratisk Kosovo.

En pludselig eksplosion
"Der kan være fuldstændig fredeligt, tilsyneladende ingen spændinger i luften, og så pludselig eksploderer det, og i løbet af en halv time er store menneskemasser forsamlet nede ved broen", siger Svend Erik Larsen, den danske chef for FN-politistyrken i Mitrovica-regionen.
Sådan som det er sket talrige gange, siden ukendte gerningsmænd 2. februar sendte en panserværnsraket mod en bus med serbere, dræbte to, og dermed antændte de etniske modsætningers korte lunte.
Men denne frostklare lørdag i marts er her fuldstændig roligt, og 'Motorola-korpset' lader mig uhindret passere til den sidste større enklave, serberne har tilbage i Kosovo. Her betales fortsat i ju-goslaviske dinarer (selv om d-mark også modtages som i resten af Kosovo), skriften på butiksskilte står med kyrilliske bogstaver, og den jugoslaviske trikolore hænger demonstrativt fra mange lejlighedskomplekser.
15-16.000 serbere lever i denne enklave, heraf er de 5.000 flygtninge fra omkringliggende byer eller landsbyer - med gruelige historier om albanernes vold og husafbrændinger.
Leder for denne lille skare er Oliver Ivanovic - en mindre, men atletisk mand med modeklippet gråt hår og designerbriller.
I sit tidligere liv var han fabriksdirektør i Pristina. Nu står Ivanovic i spidsen for noget, der kalder sig Serbernes Nationalråd, og siges at være styret af Milosevic - noget, Ivanovic selv ivrigt benægter.
Der er hektisk mødeaktivitet i Nationalrådets hovedkontor, en mindre prangende villa, og Ivanovic når kun at bede mig hilse det "venlige danske folk" og sige, at serberne "ikke har problemer med de danske KFOR-styrker og dansk FN-politi, fordi de altid optræder konsekvent, upartisk og med respekt". Så forsvinder han til endnu et møde.
Han overlader mig til Nationalrådets talsmand, Nikola Kabasic, en jurist i 30'erne.
"Ja, vi er bange. Hvis albanerne virkelig kommer over broen, så ved vi, hvad der sker. Vi så det i Vucitern (en by 10 km syd for Mitrovica), hvor 23 serbere blev dræbt og 28 endnu savnes, efter at albanerne uddrev den serbiske befolkning, der havde boet der altid. Vi ser det i landsbyerne rundt om Mitrovica. Før boede der serbere i 34 landsbyer i regionen, nu er der fem tilbage. Og det sker altsammen for øjnene af KFOR".

Mistro til KFOR
Da ca. 70.000 albanere samlede sig til demonstration ovre på den anden side af broen 21. februar, var serberne overbeviste om, at timen var kommet.
Kvinder og børn blev alle hasteevakueret til en serbisk landsby tre km længere mod nord, mens alle mænd i den våbenføre alder blev nægtet tilladelse til at forlade byen og sendt ud i gaderne.
Kabasic afviser, at Nationalrådet råder over våben, men siger samtidig, at serberne i byen "vil forsvare sig med alle midler, hvis KFOR ikke kan holde albanerne på deres side af broen". Denne tilsyneladende selvmodsigelse lykkes det mig aldrig at få udredet, men de husundersøgelser, KFOR har gennemført, viser, at både serbere og albanere har skjulte våbenlagre.
Kabasic afviser, at serberne vil udrense Nord-Mitrovica for albanere.
"De albanere, der bor her, kan blive boende. Vi kender vores albanere og har altid levet fredeligt med dem. Og det siger vi, selv om albanerne har udvist 600 serbiske familier fra den sydlige del. Men problemet er, at de albanere, som nu bliver genhuset på den nordlige side, ikke er de oprindelige beboere, men 'terrorister', som kommer hertil med det formål at bekæmpe os indefra. Derfor holder vi skarp kontrol med, hvem der kommer ind i byen", forklarer talsmanden.
Han henviser til FN-administrationen UNMIK's forsøg på at etablere en multi-etnisk zone på begge bredder af Ibar. Før de seneste sammenstød boede 2.500 albanere på nordsiden, nu er der under 1000 tilbage.

Genhusning
UNMIK har i første omgang genindsat 130 albanere i deres lejligheder i de såkaldte 'Tre Tårne', et højhuskompleks ved floden. Det sker under de skrappeste sikkerhedsforanstaltninger:
Arealet omkring højhusene er hegnet ind af pigtråd, der er udstationeret kamp-vogne uden for komplekset og bevæbnede vagter ved dørene.
"Vi serbere kæmper mod det internationale samfunds fordomme mod os. Det er os, der er ofre her. Det er albanerne, som vil smide os ud af landet."
"Det internationale samfund siger, gennem FN-resolution 1244, at Kosovo skal være et multi-etnisk samfund med en stor grad af autonomi, men inden for Forbundsrepublikken Jugoslaviens rammer. Fint - det samme siger vi. Det er nu op til det internationale samfund at skabe et sådant Kosovo", siger Nikola Kabasic.
"KFOR skulle give os sikkerhed og fri bevægelighed, men hvad har de gjort? KFOR har midlerne til at stoppe albanerne, hvis de vil over broen, men vi tvivler meget på, om man har den politiske vilje".
For KFOR er mareridts-scenariet en gentagelse af demonstrationen 21. februar. Dengang lykkedes det KFOR og UNMIK at få de Kosovo-albanske ledere til at afblæse aktionen. Men hvad vil der ske, hvis albanerne næste gang fortsætter - med kvinder og børn i demonstrationstoget. Vil KFOR skyde med skarpt?
"Det er et kildent spørgsmål. Vi taber års arbejde, hvis vi skal til at skyde. Vi skal også have alle vores mænd med tilbage. Så vi vil gøre alt for at finde en blød løsning", siger oberst Jesper Egendal, chef for den danske bataljon, som har været indsat i urolighederne i Mitrovica.
Både Egendal og FN-politiets chef, Svend Erik Larsen, er overbeviste om, at urolighederne i Mitrovica er styret udefra af ekstremistiske kræfter i begge lejre, og at krisen langtfra er kulmineret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her