Læsetid: 6 min.

Kroppenes underklasse

31. marts 2000

Sexslaveri er ikke bare bortførelse og salg af intetanende kvinder og børn. Familiestukturer, økonomi og myndighedernes indsats skubber på udviklingen mod det moderne slaveri

De nederste
Engang var det afrikanere stuvet sammen på bunden af fragtskibe mod USA. I dag har slaveriet fået nye ansigter. Der er den burmesiske kvinde, der arbejder i sengen på low-budget-bordellerne i Thailand. Det kunne også være den ni-årige vietnamesiske pige, der sælger sin mødom til cambodjanske mænd i luderkvartererne i Cambodja.
Selvom sexhandel ligger langt fra de afrikanske slaver på fragtskibet, er der for Kevin Bales, lektor i sociologi på University of Surrey i England, ingen tvivl: Sexhandel er vores tids form for slaveri:
"Hvis man insisterer på, at definere slaveri som 'en persons legale ejerskab over en anden', så er slaveriet forsvundet. Men nøglen til slaveri er ikke ejerskab, men kontrol gennem vold," skriver Kevin Bales i sin bog Disposable People: New Slavery in the Global Economy.
Det moderne slaveri er i fremgang. Ifølge organisationen The International Organization for Migration (IMO) er sexhandelen med kvinder og børn særligt i Sydøstasien kraftigt stigende.
Ofrene bliver yngre og yngre. Kunderne er ikke bare rige europæere på sexferie. Det er ganske almindelige thailandske og cambodjanske mænd. Sexslaveriet har fået sine egen underklasse.
Og mens medieopmærksomheden har rettet sig mod 'overklassen' - som for eksempel de europæiske turister på de thailandske bordeller - vokser den sydøstasiatiske slaveunderklasse sig langsomt større i takt med de økonomiske og sociale uligheder i området.

At knække en kvinde
Kvinderne og børnene i de thailandske low-budget-bordeller kommer ikke kun fra Burma. De kommer også fra Laos, Vietnam, Cambodja eller det sydlige Kina. Områder, der er præget af uroligheder og sociale og økonomiske kriser. De rejser, ifølge IOM, til Thailand for at tjene penge - ofte efter pres fra familien. I mange af de sydøstasiatiske lande er det nemlig kvinderne og børnene, der skal forsørge familien.
Nogle gange bliver de narret af falske jobtilbud. Men ofte ved de, at jobbet, der venter i Thailand, har noget med sex at gøre. De har bare ikke gjort sig klart, hvad arbejdet helt nøjagtigt indebærer, fortæller Lotte Kejser, der er programofficer ved IOM i Thailand. Hun møder kvinderne og børnene, når de er sluppet ud af slaveriet.
"De fortæller, at når de kommer, får de at vide, at de skal vaske sig, tage pænt tøj og make-up på. Dernæst får de at vide, at de skal gå i seng med en kunde. Bare sådan. Det siger de så nej til. Og så starter brutaliseringsprocessen, der skal knække dem," siger hun.
"De bliver slået, lukket inde uden mad i flere dage eller de bliver voldtaget over lang tid af nogle af bordelejerens håndlangere. De værste tilfælde er dem, der bare bliver lænket til sengen og voldtaget af kunderne. Men bordelejerne håber selvfølgelig i starten på, at voldtægt ikke er nødvendig, fordi en jomfru er mange penge værd."
Kunderne er typisk thailandske lastbilchauffører, taxachauffører eller andre almindelige mænd fra arbejderklassen. Prostitutionsbesøg er normalt for de fleste mænd i Thailand, og unge mænd bruger som regel bordellerne, når de skal have deres første seksuelle erfaringer. Og så er de burmesiske kvinder billige, bl.a. fordi de ikke selv har en fornemmelse af prisniveauet, så længe de ikke taler thai. Det gør dem også villige, for de kan ikke 'forhandle' med kunderne om for eksempel at bruge kondom.

Børn til to dollar
Ifølge en rapport fra den internationale organisation Coalition Against Trafficking of Women (CATW), er kvinderne og børnene, der kommer til de thailandske low-budget-bordeller, typisk fra fattige landområder. Mange tilhører etniske minoriteter, der er forfulgte i hjemlandet. Kvinderne har næsten ingen uddannelse, da det er mændene, der har førsteret til at blive uddannet.
Børnene, især piger, fåes helt ned til fire år og er yderst populære, fordi de er jomfruer. Både fordi en myte siger, at samleje med jomfruer er lykkebringende. Men også på grund af frygten for aids. I takt med spredningen og informationen om aids i Asien, er mødomme steget kraftigt i kurs. En vietnamesisk mødom i Cambodja kostede i 1996 400 dollar. I dag koster den 700 dollar.
Netop i Cambodja bugner sexmarkedet af jomfruer fra Vietnam, der betjener både cambodjanske og kinesiske mænd. Udviklingen af sexmarkedet er - ifølge IOM - meget ny og kan spores tilbage til 1993, hvor de første soldater fra FN's fredsbevarende styrke kom til landet og derved tiltrak en masseimport af vietnamesiske kvinder og børn. IOM anslår, at cirka 50 procent af børnene, der sælges i Cambodja i dag, er hiv-positive.
"Det er det værste, jeg nogen sinde har set," fortæller studerende Morten Lisborg, der i øjeblikket opholder sig i Cambodja i forbindelse med sine studier.
"Der ligger en hel bordelby - Svaypak - hvor der er over 1.000 prostituerede, der er spærret inde. De fleste er børn og er blevet solgt som jomfruer af deres familie i Vietnam. De koster kun to dollar, når de ikke længere er jomfruer. Og selvom der er en lov mod prostitution, griber politiet ikke ind."

Fintmaskede netværk
Politiets indsats over for sexslaveriet kritiseres kraftigt af flere menneskerettighedsorganisationer. Ofte får politiet bestikkelse af bordellerne for at lukke øjnene eller også er de selv kunder.
En rapport fra Human Rights Watch om kvindehandel mellem Burma og Thailand fortæller således om pigen Nyi Nyi fra Burma, der var så bange for det thailandske politi, at hun 'ikke turde snakke med nogen og var lettet, når politifolkene valgte andre i bordellet end hende'.
På trods af lovgivning og jævnlige razziaer mod bordellerne, er der forlængst skabt et solidt netværk af handlende. De er svære at trevle op, fordi netværkene oftest består af en lang række mellemmænd og agenter, der indbyrdes handler med hinanden.
Agenterne opsøger typisk familierne i den 'grønne' rissæson, når det er småt med mad og penge. De tilbyder familien et forskud, der skal betales tilbage af kvinden eller barnet, og der starter så det egentlige slaveri.
Kommer de for eksempel fra Burma, rejser de illegalt. For ifølge burmesisk lovgivning, må unge piger ikke rejse alene i grænseområder. En lovgivning, der skulle forhindre kvindehandel.
Men for pigerne betyder loven bare, at de skal låne flere penge af agenten. For grænsevagterne skal bestikkes - og bliver det.
Pigerne skal også have penge til bus og tog. Og til de personlige dokumenter. Når de endelig når til Thailand eller Cambodja, skylder de allerede en masse penge væk.

Vender ofte tilbage
De tør ikke gå uden for bordellet, fordi de opholder sig illegalt i Thailand. De får tøj og mad på bordellet, der bliver trukket fra lønnen, og på den måde bliver gælden aldrig betalt ned.
Prøver de at stikke af, bliver de ofte fanget af politiet, der sender dem tilbage mod betaling fra bordellet. Eller også kommer de i kontakt med de sociale myndigheder, der sætter dem i en bus, som dumper dem ved hjemlandets landegrænse. Og så er de overladt til sig selv.
Der findes ingen eller meget dårlige rehabilitationsprogrammer for hjemvendte sexslaver i de enkelte lande. Og det er ifølge IOM et stort problem, fordi kvinderne og børnene bliver stigmatiserede derhjemme.
De vender derfor ofte tilbage til miljøet - og får ringere vilkår, fordi de skal konkurrere med det stigende antal jomfruer.
Ifølge et studie fra IOM forsøger 46 procent af de prostituerede at begå selvmord, ligesom mange begynder at bruge crack og kokain.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu