Læsetid: 4 min.

Kulturkritikkens genopstandelse

22. marts 2000

Nogle kunstnere tror, at det stadig er muligt at skabe film, fortællinger og hukommelse, der giver folk et værktøj at forsvare sig med

Verdenskompas
PALMA - Kulturen er nederdrægtig og gemén. Sådan siger en af Spaniens mest succesfulde forfattere, Arturo Pérez-Reverte i et interview i denne uge til avisen El Mundo. "I dag skal en ting være designet eller også fungerer den ikke. Men man forveksler kultur med design, og på kultursiderne kan du læse om det og det optog og den og den rockkoncert... det er godt nok, men det er ikke kultur. Det er samfund. Kultur er noget andet: Det er hukommelse, det er bevidsthed og det er at give folk et værktøj at forsvare sig med, så de har en solid sokkel, soliditet og svar i livet. Der er tre tusind års litteratur, malerier, historie i Middelhavet, i Europa..."
Arturo Pérez-Reverte er på vej med en ny roman, La Carta Esférica, og han benytter anledningen til at rette et skarpt angreb på det institutionaliserede kulturliv i Spanien: "Der findes et antal personer, som har kidnappet kulturmekanismerne i dette land, som lever af subventioner fra bankerne, fra foreningerne, fra fondene, fra overalt... Det er den officielle kultur. Men det har meget lidt at gøre med kultur. Kultur er hukommelse.(..) Her opbygges lensgodser, ordensforstandere, statsorganer... og det skaber en dyb klientellisme. Man er en af dem, eller også er man det ikke. Der er folk, der aldrig har lavet noget i deres liv, som aldrig har skrevet en bog, lavet en film, et teaterstykke. Det er folk, der bare er der, og som lever af at drikke af subventionsflasken, der styrer kulturen og sidder på det hele. Og magtorganerne har brug for disse betalte lejemordere," mener Pérez-Reverte og tilføjer: "Og ved du, hvorfor jeg har tid til at skrive romaner? Fordi jeg hverken bruger livet til at holde foredrag eller til at tale om litteraturens fremtid ved rundbordssamtaler. Det giver mig meget fri tid."

Stones syrebad
Pérez-Reverte er ikke den eneste, der på ryggen af et nyt værk benytter lejligheden til at genrejse kultur- og samfundskritikken.
Den amerikanske filminstruktør Oliver Stone, der er aktuel med filmen Any Given Sunday - en film om amerikansk fodbold, som Stone kalder et "spil om at 'smadre knoglerne'", og som han mener har udviklet sig til at være "en forretning med billioner af dollars, der styres fra selskaber med macchiavelliske taktikker."
Denne gang er det ikke Vietnam-krigen for hundrede og syttende gang, Wall Street, Natural Born Killers eller kontroversielle filmfortællinger om USA's JFK'er og Nixoner, der kastes op på Stones testosteronfyldte lærred. Denne gang er det søndagenes tilbagevendende krig og voldsritualer mellem de moderne gladiatorer i amerikansk fodbold, der trækkes gennem Stones syrebad.
"Fodbold er helt basalt en primitiv sport, der vender tilbage til menneskehedens morgengry, til kampritualerne og slagsmålene. Men i dag har pengenes indtrængen, selskaberne og informationsmedierne ødelagt sportens akse: holdets betydning. Der er ikke længere hold, men kun individer. Og min film går ind til essensen af det, der sker i USA: Flygtigheden. En helt ufattelig usikkerhed i mulighedernes land. Ingen kan vide, om der er et arbejde i morgen. Usikkerheden hersker ved årtusindets afslutning! Ikke kun i fodbolden, men overalt. Forretningslivet, filmverdenen, sporten, underholdningen... jeg har aldrig set noget lignende," siger Oliver Stone i et interview i El Mundo .
Han mener, at fodboldverden er blevet korrumperet af nogle få selskabers kommercielle interesser, men han tror samtidig, at der i disse selskaber findes mennesker, som stadig er i besiddelse af en vis værdighed og personlig vilje til at forandre udviklingen. Om ikke andet, så giver dette håb da mulighed for at skabe et drama på filmlærredet. Stone mener, at hans nye film er den mest optimistiske i lang tid, men da undertegnede ikke har set den, skal jeg overlade til anmelderne at bedømme det.

Genpolitisering
I den tyske ugeavis Die Zeit skriver Thomas Assheuer, at film og romaner fra Sam Mendes' American Beauty til Bret Easton Ellis' Glamorama laver samfundskritik af livsstilskapitalismen.
Ingen indfanger dog tidsånden bedre end den allernyeste udgave af James Bond, der siger: "Jeg taler ikke længere med en mand, som ikke tror på noget," - hvorefter Bonds medskuespiller svarer med et modspørgsmål: "Og De tror på kapitalen?"
Bond er ikke alene. David Finchers film Fight Club viser, hvordan individets "absolutte frihedsret fører til absolut ensomhed," eller som Assheuer citerer: "Vi har ingen stor krig og ingen stor depression. Vores liv er en stor depression."
Det lyder som et sort dehumaniseret samfundsbillede, men til sidst eksploderer løgnens glansbilleder.
"Den verdensomspændende kapitalismes hokuspokus skaber det indtryk, at det er en uundslippelig livsform uden alternativer," skriver Assheuer, men han mener, at "den 'nye midtes' kunstoptimisme protesterer imod den selvfejring ved at berolige os med postmoderne universalvisdomme."
Som når Bret Easton Ellis i sin romansatire, Glamorama, lader en verden af supermodeller udstille deres evindelige kedsomhed i idiotiske events.
I uafladelige interviews i fjernsynet åbner de cool-hysteriske modeller munden og giver med deres forbrugsæstetiske kroppe anvisninger på det rette liv, selv om de ikke har noget at sige. Eller som Thomas Assheuer sammenfatter modellernes budskab: "Jeg er mig, fordi jeg bærer Prada og ikke Armani."
Bret Easton Ellis leverer et "sprogkonservativt angreb på den amerikanske livsstilsindustri". Elskerinden er morder, vennen er forræder og faderen er bagmand i et semiotisk inferno, hvor ethvert ord betyder alt og intet. Ordene er så promiskuøse som pengene selv. Det er et kommercialiseret tableau, der åbenbarer sig. Efter humanismens gamle forestillingsverden træder noget andet i stedet: Rent a friend, buy a religion! I stedet for de gamle sprogbilleder stilles sex, mener Thomas Assheuer.
Måske er det bare nøgen porno i prime time, pisket frem af den såkaldt rene naturdrift - kaldet sexlyst efter kødet uden ansigt - og bag masken kan vi måske ane den pengedrift, som industriens udstillere drives af. Eller også vil vi slet ikke se det længere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu