I Copenhagen Art Club mødes alverdens kunstnere med trang til anarkistisk alkymi
Undergrund
Fredag aften på Vesterbro i København. Udenfor musikhuset Vega står det sædvanlige slæng af mennesker, der venter på at blive lukket ind til den lange bar og det bonede dansegulv. De ved slet ikke, at de står lige i nærheden af noget helt specielt: 'Copenhagen Art Club'. Man skal vide det for at lægge mærke til det. Et lille håndskrevet skilt viser vejen. Med forsigtige skridt træder man nærmere. Trappen er stejl, hoveder dukkes. For enden venter en anden verden: En gammel varmekælder. Københavns kunstneriske undergrund.
"Vi har en vision. Den handler om at skabe netværk mellem mennesker," siger maleren Lars Kræmmer, der started,e Copenhagen Art Club for et par år siden.
Det lyder næsten som Martin Luther King. Stemmen er bare en anelse lysere. Huden også. Visionerne, derimod, har samme farve. De fylder hele rummet, hvor rå betonvægge og stearinlysbesatte olietønder giver det kunstneriske møde et ekstra strejf af 'undergrund'.
Omkring 70 mennesker er mødt op denne aften. En grønlandsk skuespillerinde, en dansk. En italiensk scenograf, en spansk instruktør, en jugoslavisk performer. Og mange flere. Fælles for dem er, at de har fundet et åndehul langt væk fra Vega, BilletNet og Statens Museum for Kunst. De er kommet for at møde hinanden på tværs af alder, køn, kultur og nationalitet.
"Det er samfundet, der skaber illusionen om forskellighed - om tyskere, svenskere og danskere," siger Lars Kræmmer med et uudgrundeligt udtryk i sine pastelblå øjne. Han vil hellere tale om mennesker. Det er dem, han udforsker, når han maler.
"Kunsten er en ventil i samfundet. Dens opgave er at angribe frygten, så vi tør mødes uden fordomme. Det er grundlæggende meget simpelt: Det handler om kærlighed."
It's a feeling
Ordene opløses i pirrende rytmer. Seks unge kvinder står på det nøgne kældergulv i højhælede støvler, der, sammen med tre lange kloakrør, udgør rytmeinstrumenterne i en hoftevridende salsa af en så inspirerende karakter, at mændene i rummet kræver ekstranummer.
En time tidligere har de samme kvinder begået rytmisk hærværk mod en gammel damecykel. Gennemkoordinerede og præcise slag med cykelpumper på et cykelstel kan faktisk frembringe lyd, der virker. Ingen tjekkede lydanlæg eller overflødigt fyld. Kvinderne er elever på Det Rytmiske Musikkonservatorium.
'Scenen' i Copenhagen Art Club har ingen kulturfaglige grænser. Musik, lyrik, installation og performance indtager kælderen på skift og bliver præsenteret af en høj, sort mand i smoking. Han er selv til lidt af hvert. Lennox Raphael har skrevet og instrueret teaterstykker i New York, spillet musik og har udgivet fem digtsamlinger i løbet af sine tre års ophold i Danmark.
"It's a feeling," siger han om kunstklubben og fortsætter:
"Det er det mest dynamiske og kreative kunstforum, der er i København lige nu."
Det elegante outfit passer forbløffende godt til kælderens råhed. Der er klasse - også i undergrunden. Luften giver genlyd af interesserede stemmer, der spørger, svarer, sukker og smiler på hver deres sprog.
Den internationale stemning præger i det hele taget denne fredag aften.
"Det er fedt med det internationale islæt - det er noget helt andet end ellers i København," siger Else, der er skuespiller og besøger Copenhagen Art Club for første gang.
Ideen bag klubben har også et internationalt islæt. Det er planen at skabe et verdensomspændende netværk af 'Art Club's, hvor kunstnere kan møde hinanden uden om det etablerede kunstsamfund. Når man som dansk kunstner kommer til Tokyo, har man således på forhånd en sikker kontakt til det alternative kunstmiljø. Det virker allerede. På sin anden dag i København står den berlinske performer Bridge Markland nu i kælderen på Vesterbro. Hun leder efter kontakter til en planlagt turne i Danmark - og føler sig allerede hjemme.
"Der er virkelig noget Berlin over stedet her," siger hun og nikker anerkendende med sit karseklippede hoved. 'Professionel kamæleon' står der på hendes visitkort. Det kræver vilje til forandring, hvis man vil overleve som eksperimenterende kunstner. Hele verden må inddrages i turneplanerne for at hente pengene hjem.
Hjemmelavede penge
Også for Lars Kræmmer er penge et magisk ord. Men på en lidt anden måde. Copenhagen Art Club vil være økonomisk uafhængig af det etablerede system. Statens Kunstfond er et fy-ord i klubben.
I stedet har Lars Kræmmer lavet sin egen bank: 'Bank of International Art Money'. Banken udsteder pengesedler malet af kunstnere. En pengeseddel koster 100 kroner og stiger i værdi med 50 kroner hvert år i syv år. Den kan indløses hos udstederen eller hos andre tilmeldte kunstnere imod kunst.
Ideen er at give kunstnere mulighed for at tjene penge, før de påbegynder et kunstværk. Art Money kan også bruges til at betale huslejen, hvis man som udenlandsk kunstner skal bo et par måneder eksempelvis i København og har lejet et værelse hos et medlem af kunstklubben.
"Kunst handler jo om frihed og overblik. Det må ikke være underlagt markedskræfter eller ideologier. Art Money er både en joke og en ren overlevelsesstrategi. På den måde bliver økonomi noget, vi kan stå inde for," siger Lars Kræmmer. I sorte læderbukser bevæger han sig lydløst rundt i i kælderen, hvor gamle varmerør stikker ud fra de hullede vægge. Folk smiler hele tiden, og det er umuligt at føle sig fremmed.
"Her er der luft og plads til alle. Der knyttes bånd mellem fremmede på tværs af kultur, alder og køn. På den måde kan man sige, at det, vi har lavet, er et slags laboratorium, hvor vi blander vores kemikalier. Så må vi se, hvad vi får ud af det," siger Lars Kræmmer.
Men for at laboratoriet virker, skal klubben bevares som en undergrundsk hemmelighed, mener nogle.
"Man skal passe på, at det her ikke bliver til 'Copenhagen Night Club' - så duer ideen ikke mere," siger en dansk skuespillerinde.
Så Information afslører ikke mere.
*Dette tema er et led i Informations serie om det multikulturelle samfund. Tidligere artikler er bragt den 17., 21., 23., 24., 25., 26., 28. og 29. februar samt 1. marts. Serien fortsætter.
