Læsetid: 2 min.

Kvinde alene i CDU-spidsen

7. marts 2000

De mandlige kandidater falder fra, Angela Merkels chancer som næste CDU-formand bliver bedre og bedre

BERLIN - Officielt foregår der ingen magtkamp blandt de tyske konservative.
Ingen vil offentligt erklære sig som kandidat til posten som CDU-formand, for partiet har pålagt sig selv at give den interne diskussion tid frem til den 20. marts. Først denne dag træder ledelsen sammen for at drøfte, hvem der kan komme på tale som kandidater. Måneden efter afgøres spørgsmålet på en partikongres.
Men i løbet af den forløbne weekend er gruppen af uofficielle formandsemner blevet snævret ganske betydeligt ind. Højrefløjens mand, Volker Rühe, trak sig 'definitivt' og erklærede sin støtte til Kurt Biedenkopf, ministerpræsident i Sachsen. For Volker Rühe er det vigtigt, at partiet får en delstatsleder som formand - et krav kan han ikke selv leve op til efter valgnederlaget i Slesvig-Holsten for nylig.
Den 70-årige Kurt Biedenkopft er ikke særligt interesseret i posten og vil under ingen omstændigheder stille op til kampvalg mod den tredje mulige kandidat, generalsekretær Angela Merkel. I stedet ytrer Biedenkopf lavmælt sin støtte til hende.
En medvirkende årsag til Volker Rühes tilbagetog kan være, at han har affærdiget de menige CDU-medlemmers begejstring for Angela Merkel som 'emotionel' - denne nedvurdering har gjort ham meget upopulær blandt græsrødderne.

Stormende applaus
Hvad der for bare et par uger siden syntes næsten umuligt, tegner sig efterhånden som en realistisk chance for Angela Merkel, der ellers har stærke odds imod sig: Det store, katolsk dominerede folkeparti har ingen tradition for kvindelig ledelse og nærer en vis skeptisk over for protestanter. Samtidig har hendes hårdhændede brud med eks-kansler Helmut Kohl vakt mishag.
Også CDU's bayriske søsterparti CSU har hidtil afvist hende som partiformand. CSU har ét ord at skulle have sagt, når CDU vælger formand, for partierne er i Forbundsdagen en integreret gruppe.
Søndag lød der mere forsonlige toner fra Bayern.
"Jeg afviser, at mit råd om at forankre delstaterne bedre med en ministerpræsident som partiformand, udlægges som forbehold mod fru Merkel," som CSU-leder Edmund Stoiber kryptisk sagde til Bild am Sonntag.
Imens lader Angela Merkel sig hylde blandt de menige medlemmer. Lørdag blev hun således mødt med stormende applaus på en regional partikongres i Berlin.
"Er De klar til at kandidere til posten som partileder? Vi hjælper Dem i sadlen, ride må De selv," sagde en delegeret.
Angela Merkel afviste atter at besvare spørgsmålet, om hun vil kandidere.
Hun vil give diskussionen tid som planlagt, fastholder hun og lader tiden arbejde for sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her