Læsetid: 3 min.

Kys frøen eller hold samtalen gående

9. marts 2000

Lorrie Moore tager et veloplagt frøspring fra novelle til roman

Roman
Som vi ved fra den lille pige i MacDonald-reklamen, er det bare "så sejt med en talende frø" - meget bedre end en burger. Og ifølge den kvindelige hovedperson i romanen Hvem skal passe frøhospitalet?, taler store piger af erfaring, når de hellere vil have en sludrende padde end eventyrets smukke prins.
Den anerkendte amerikanske forfatter fra samme generation som de døgnflueagtige Jay McInerney og Tama Janowitz kommer hermed for første gang på dansk. Lorrie Moore blev kendt for sine samtidsnoveller om mennesker i kantede situationer, hvor komedie og tragedie krydses.
Som titlerne på novellesamlingerne Self-Help (1985) og Like Life (1990) antyder, er hun en mester i at bruge ordspil, syge vittigheder og populærkulturens mange sproglige stillejer i sine snapshots af nutidens amerikanere.
Hendes seneste novellesamling Birds of America (1998), som det nye forlag erlandsen udsender på dansk til sommer, er blevet rost og prisbelønnet som bevis på, at hun bliver stadig bedre i den genre. Men allerede i den foreliggende korte roman fra 1994 når hun et spadestik dybere i portrætterne. I stilens mange punktnedslag mærker man dog, at hun har lært sit fag af novellen og har svært ved at slippe den.
Den voksne kvinde, der taler af bitter erfaring om frøer og mænd, er den midaldrende Berrie. Hun har fulgt sin lægemand til kongres i Paris og serverer frø-platheden i endnu et halvhjertet forsøg på at holde samtalen gående i sit kriseramte ægteskab.
Vittigheden forbinder romanens to planer. Det nutidige plan skildrer Berries tanker om skilsmisse, mens hun tuller rundt i Paris for at finde nogen at tale med. Det andet, der udgør hovedparten af romanen, dækker Berries liv i hjembyen Horsehearts nordpå i staten NY, den sommer i 1972 da hun var femten og tænkte mere på at traske i hælene på sin udviklede veninde Sils end på selv at kysse frøen.

Drøm og desillusion
Lorrie Moores sprog indfanger opfindsomt den dobbelthed af nærhed og afstand, der præger forholdet mellem de to helt unge piger. Den fladbrystede Berrie er betaget af venindens kvindekrop. Sils ligner én på tyve og kan altid få en fyr til at køre dem begge hjem, når hun og Berrie har været på bar. De arbejder i den samme Eventyrpark, hvor Sils optræder udklædt som Askepot og kører børnene rundt i sin græskarvogn, mens Berrie sidder ved indgangen og passer kassen.
Berrie er betragteren og Sils' sutteklud, den trygge følgesvend, der dog handler grænseoverskridende, da det går galt for Sils.
Først og fremmest har de hinanden, næsten som ægtefolk - med den nærhed, det giver at sove sammen på pigeværelserne og dele næsten alt.
De kysser forgæves så mange frøer i drømme, at de kunne åbne et helt hospital med kvæstede dyr. Sådan lød pigelatteren i ungdommens forværelse, siger Moore, "de spredte første toner, der var så meget mere interessante end den fuldtonende symfoni - frie og fantastiske og vilde."
Men de to pigers veje skilles, og Berrie begiver sig ud på den rejse ind i voksenlivet og akademia, hvor der ikke findes søde mennesker, i hvert fald "ikke på den måde Sils var en sød pige."
Da de mødes til 'klassefesten' ti år senere, må Berrie indse, at hun bestemt ikke længere er sød på samme måde som Sils, men er blevet "sur, skrap og indbildsk".
Afskeden med barndommen er definitiv som oplevelsen den sidste gang, de sang Schubert sammen i koret på skolen, så det lød, som de "sad på den samme ledning af sang" og frembragte "et eneste levende væsen, som en hyacint."
Moore balancerer enkelte gange på kanten af sentimental melankoli, og hendes roman er løs i formen, men sproget, som den prisbelønnede Claus Bech tager sig mesterligt af, gør alligevel det kendte tema 'sidste nat med kliken' til andet og mere end en kliché.

Bogens verden
Med Lorrie Moore har den nye forlægger med baggrund i IT-branchen og cd-rom produktion fået en fjer i hatten. Jens Erlandsen har kastet sig hovedkuls ind i bogens verden, måske for at lære alt om bogproduktion på papir, inden den elektroniske bog slår igennem. Mens vi venter, må han godt lægge de første beige-brune omslag bag sig og gøre det lige så pænt som omslaget til Moores frøbog.

*Lorrie Moore: Hvem skal passe frøhospitalet? Oversat af Claus Bech. 167 s. erlandsen media publishingen Aps

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her