Læsetid: 3 min.

Længsler og laguner

18. marts 2000

Radio & tv

Man burde ikke være så grædefærdig af taknemlighed, når der dukker laguner af menneskelighed op på skærmen. Men når vi tv-modtagere i stadig stigende grad bliver betragtet og behandlet som skiftevis potentielle kunder, vælgere og konkurrenter og bliver udsat for en syndflod af, hvad der er størst, værst eller mest imponerende, så kan fjernsyn i øjenhøjde være en lise. Jeg orker ikke harcellere over, at man bruger tid og opmærksomhed på, hvor meget man kan pumpe sine ynder op og lader programmet få lige så megen vægt som alverdens katastrofer og fortrædeligheder.
Og jeg kan ikke se, hvorfor vi hele tiden skal stopfodres med, hvem der nu er blevet mangemillionær efter at have solgt sit computerfirma. Det er hamrende naivt af mig, jeg ved det godt. Tiden skriger på at give hinanden baghjul og få skilt de fårede fra husbukkene - eller ligger der inde i skriget en længsel efter anden mening end den umiddelbare gevinst eller tilraning?
Og nu til lagunerne.
Det var første gang, jeg så Ugen På TV-Lorry. Det er en såre simpel idé, hvor man inviterer en gæst ind for at kommentere klip fra den forgangne uge. Gæsten var Lotte Tarp og værten Dan Tschernia. Klippene gik på muslimske bederum på hospitalerne, forældre til svenske nazister og sex-chikane fra en kørerlærer i Køge.
Trods de spredte udsagn lå der et tydeligt bærende tema, der kredsede omkring skam og medansvar. Udover at det er usædvanligt at få store og små begivenheder sat i perspektiv, er det en glimrende måde at tegne et portræt af gæsten. Lotte Tarp optrådte uden nogen former for parader, og hendes tvivl og tøven omkring de spørgsmål, den afslappede vært uvægerligt måtte stille, var med til at nuancere billedet af både hende og begivenhederne. Det var flot, at hun ikke hoppede på den letkøbte forargelse omkring kørerlæreren. Og Tschernia forstod at skabe et rum af ro omkring sin gæst, så at vi for en gang skyld ikke havde fornemmelsen af, at det hele bare var noget, der skulle overstås.

Anden lagune var DR-dokumentaren om generationsskiftet på den sønderjyske gård Havklev. Bortset fra at jeg i begyndelsen fejlhørte ordet slægtsgård med slikskål, så havde jeg ingen problemer med at føle mig velkommen i programmet. Og vi skulle ikke ret langt hen, før jeg blev direkte engageret.
Sjette og syvende generation af familien Loff skulle finde ud af, hvordan de unge overtager Havklev. Der er mønstre og vaner, der skal ombrydes. Og ambitioner der skal møbleres om. De største kameler må svigerdatteren Merete nok sluge. Hun er midt i sit medicinstudie, og har ikke drømt om at blive gårdmandskone - punktum.
Svigermor Gerda er ikke uden forståelse. Hun slog sig selv i tøjret i sin tid. Gjorde forlovelsen forbi og tog til Bornholm og London, før hun vendte tilbage til sin skæbne på Havklev. Men hun fik sin egen karriere på gården ved at lave forretning med bondegårdsferie. Hendes svigermor havde solgt æg for at tjene sine egne penge. Historien kom meget til at handle om kvindernes måde at tackle, hvordan man bevarer en stor, traditionsbunden gård og samtidig efterlever længslen efter at afprøve egne evner og finde sin egen bane.
Rollerne for far og søn er mere givet på forhånd. De er knyttet til stedet og opfatter sig som stationære størrelser. Sønnen Hans kalder sig en pakke med mand og gård. Så er det i den forbindelse underordnet, at han beslutter at gå over til økologisk landbrug.
Det er kvinderne, der ved i hver generation at omdefinere deres roller i sammenhængen, bliver til stedets egentlige hjørnesten.
Det var både belærende og opløftende for mig i al sin enkle sammensathed. Og så var der iøvrigt mange smukt komponerede billeder fra stedet og bevægende detaljer i beskrivelsen af familien. Gerda pegede f. eks. på gulvet i sit gæsteloft, som manden Hans Frederik har købt og lagt, da det lokale dansested skulle rives ned.
Det var nemlig det gulv, de var mødtes på. Den slags fortæller noget om mennesker, så at vi åbner vores hjerter for dem, som de har åbnet sig for os.

Jeg ville ønske, der var nogle flere af den slags dokumentar-programmer. Virkeligheden er så rig på historier, men det kræver satsning, tid og omhu at fortælle dem i bund. Det er sjældent, at vi får så megen sjæl på skærmen, og jeg siger tillykke til Dorthe Studsgarth, der har tilrettelagt. Kærligheden på Havklev er i mine øjne forbilledligt fjernsyn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her