Læsetid: 4 min.

Landets førstedamer

30. marts 2000

Flot instruktivt noget uhandy værk om Danmarks dronninger

Historiebog
Rollen har selvsagt ændret karakter i tidens løb - fra Asfrid i 900-tallet til Dronning Ingrid, den foreløbig seneste dronning i sædvanligvis defineret forstand, nemlig hustru til højre hånd for kongen.
Tvangsægteskaber eller noget i den retning kan man roligt betegne arrangementerne for denne lange række af højbårne kvinder, der hver på sin vis næsten alle fik indflydelse på landets styrelse. Dynastiske interesser, strategiske overvejelser, spekulationer i mageskifter og lignende kølige overlæg bestemte selvsagt kongens rette partner i ægtesengen.
Tragedierne var i den sammenhæng tilsyneladende sjældne. For Europas fyrstedøtre har udsigten til et liv i - omend behersket - sus og dus med en påtvungen ukendt, ofte ældre kongelig ægtefælle ved det fjerne nordlige hof trods alt været mere tillokkende end alternativet: at henslæbe livet i et bortgemt kloster eller som overset tante i det hjemlige hofmiljø.
Fyrstedøtrene blev opdraget passende og gled som regel smertefrit ind i dronningerollen.
Nu og da gik det dog galt, som da den let kvabsede, men utvivlsomt sensuelle Caroline Mathilde i forståeligt ubehag ved sin forrykte gemal Christian d. VII. kastede sig i livlægen Struenses åbne arme og til befolkningens gysende forargelse konciperede den selvophøjede dikta-
tors afkom. Det var hverken mere eller mindre højforræderi, hvad dronningen her lagde underliv til.
Caroline M. endte som 25-årig i en art forgyldt landsforvisning med eget mini-hof i byen Celle sine bedrøvelige dage, afskåret fra elskeren, der mistede både hånd og hoved på Fælleden i 1772. Skandalen var svær at overse.

Til venstre hånd
Dronningen er til hver en tid en vel at mærke vigtig del af kongemagtens instrumentarium. En konge uden dronning kan ingen forestille sig. Arvekongedømmet stiller kontante krav.
Dette forplantningsøjemed har adskillige danske konger holdt sig for efterretteligt og bragt sig i form ved hyppige og hede forhold til anden side, til venstre hånd som man siger.
Disse adskillige dannekvinder levnes, som formaliteterne vel byder, kun sporadisk placering i det foreliggende nye fine værk, Danske Dronninger i tusinde år. Redaktionen ved den alsidige og velskrivende Steffen Heiberg burde måske have dispenseret en kende angående et par stykker af de kongelige konkubiner.
F.eks. hvad angår Grevinde Danner, der altså ganske vist aldrig blev dronning, men i realiteten fungerede som sådan i sit ejendommelige samliv med den åndeligt reducerede Frederik Grundlovsgiver.
Hadet mod den tidligere balletpige, opkomlingen, der tillige var tredjemands elskerinde, gav sig blandt andet udslag i den heraldiske rådgivning angående hendes personlige våben. Dette kom meget ondskabsfuldt, men vittigt, til at ligne den gamle danske adelsslægt Frilles på en prik.
De ægte dronningers øvrige rivalinder har utvivlsomt haft indflydelse og kunne også fortjene en minderune.

Flot og fornuftig
Bogen om de ialt 51 dronninger er en flot sag på tungt papir, gennemillustreret med perfekte reproduktioner. En række specialister leverer teksten. Grethe Jensen har udarbejdet en storartet, kortfattet oversigt over hele dronningerækken.
Dette afsnit på små 100 sider suppleres herefter af 11 specialafsnit, hvilket tilsammen giver en vis uoverskuelighed, indtil stoffet har sat sig.
Der er fornuft i dispositionen, de vigtigste fænomener og mest markante af de kronede madammer har fået rimelig særbehandling.
Yndlingen blandt de mange må være skurkinden over alle, Frederik den III's sammensatte og fascinerende dronning, Sophie Amalie, der insisterede på Leonora Christines forbliven i Blåtårn. En led mokke.
Pointen er imidlertid at det var de begge, men at Sophie bedre forstod det spegede spil og den kommende enevældes muligheder. Mest problematisk i bogen er i og for sig afsnittet om dronning Margrethe den II.
Man kan i og for sig respektfuldt mene at HM burde have veget pladsen for HKH Prins Henrik, som jo strengt taget figurerer på den traditionelle dronnings plads.

Værdifri kunstkritik
Det sværeste i en bog som denne er selvsagt at skrive om nulevende personer på dette ophøjede niveau uden panegyrik.
Redaktionen har valgt at koncentrere behandlingen af vor regerende Margrethe om ikonografien: tøjet og kunsten. For folk af royale tilbøjeligheder er det rent guf.
Hvad angår kunsten, som kun nænsomt berører dronningens sympatiske kunstneriske interesser, har Hanne Lopdrup skrevet artiklen om dronningeportrætterne, "Dronningens mange ansigter."
Guderne skal vide, at monarken må lægge krop til ikke så lidt. Praktiseret kunsthistorie kan nu og da i den forbindelse udtrykke sig i den grad neutralt at det nærmer sig det pulverformede.
Hornungs, Zhilenskys, Annigonis og Brockdorffs bud synes det bizart at ville skildre i samme værdineutrale sprog som Strøbeks tre mesterværker.
Uanset at det er en dronning, der har lagt skikkelse og kontrafej til lærredet, kan man vel mene noget og sagligt set fremhæve det åbenbart kvalitative frem for trivialiteter og rent juks.
Men en smuk bog, der trods bogstavelig tyngde og umiddelbar uoverskuelighed som opslagsværk glider naturligt ind i den nationale afdeling af enhver håndbogssamling med respekt for sig selv og kongehuset.

*Danske dronninger i tusinde år. Red.: Steffen Heiberg. 392 s. ill. 299 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu