Som på sine plader viste Beck ved lørdagens koncert, at han evner at formidle smal
skæv rock til et stort publikum
Koncert
Der er nogle begivenheder i rockhistorien, man bare ikke fik chancen for at være med til at opleve. For eksempel en Frank Zappa-koncert eller endnu bedre: Captain Beefheart og hans Magic Band, der foran stranden ved Hotel Carlton i Cannes spiller "Electricity" engang i omegnen af 1970.
I stedet kan man trøste sig med amerikanske Beck Hansen, der i KB Hallen i København lørdag førte den rytmiske avantgarde-musik videre. Dog med den unikke undtagelse, at Beck, samtidig med at udforske og udfordre dagens popmelodi, har det store publikum med sig.
En propfuld hal tog pænt imod Beck og bar over med stedets notorisk elendige akustik. Høfligheden blev gengældt af aftenens gæst, der uden at levere sit livs koncert alligevel gjorde sit til, at sportshallen på Frederiksberg var det bedste sted at være den aften.
Ambivalent pop
Åbningen var det godt svingende "Beercan" fra gennembrudspladen Mellow Gold, der sammen med hovedværket Odelay og den nyeste Midnite Vultures var leverandør af de fleste af aftenens numre. Alle Becks hits blev afviklet, såsom slacker-rundsangen "Loser", den herlige "Where It's At" og partysangen "Sexx Laws."
Men der var også tid til at skrue ned for tempoet og gøre plads til det akustiske "Pay No Mind," hvor Beck udtrykker fuld bevidsthed om den branche, han er en del af: "Give the finger to the rock'n'roll singer, as he's dancing upon your paycheck."
Det ironiske skær har altid ligget over Beck, men klarest på Midnite Vultures, en på en gang hyldest og kritik af showbranchen. Til det havde Beck et veltunet backingband af garvede musikere, der, som chefen, spassede rundt til aftenens numre.
Blæsersektionen The Brass Menagerie, keyboardspilleren Roger Joseph Manning Jr. og pladesnedkeren DJ Swamp gjorde mest opmærksom på sig selv, mens guitaristerne Lyle Workman, Justin Meldal-Johnsen og trommeslageren Victor Indrizzo diskret holdt sig tilbage. Alle var de placeret på en scene, der, inspireret af Becks familiære baggrund i fluxus-bevægelsen, var dekoreret med mangefarvede rør og hensmidt materialer.
Koblingen til Zappas Mothers Of Invention eller Beefhearts Magic Band blev fuldført til sidst, hvor showet endte i absurd larm og formløst sceneoptræden, hvad der skulle vise sig at være et smart træk.
Velovervejet kaos
Den snart 30-årige Beck er med rette blevet betegnet som et musikalsk vidunderbarn. På bedste postmoderne vis bygger han sine numre op som collager, der låner fra alle kendte genrer inden for populærmusikken. Becks virkelighed er ikke det hårde liv, men hvad der er kommet til ham fra tv og musikken. Fascinationskraften er desto større, da han med samme ballast som sit publikum går nye veje med en række skæve, men brandgode melodier.
Uforudsigeligheden er dermed blevet hans varemærke, og derfor kan han tillade sig stort set alt. Også slutningen på koncerten, der lagde ud med "Devils Haircut" og endte i et dekonstruktivistisk lyd- og lysinferno, alt imens Beck og musikkerne hver især opførte sit eget freakshow. Én gik rundt med et ben fra en gine, én havde et eller andet over hovedet, Beck selv havde noget over sig, der hele tiden blinkede, og en anden vred sig på gulvet til stroboskoplyset.
Ingen ekstranumre
Publikum stod og gloede og ventede egentlig bare på, at larmen skulle høre op. Og da det så skete, blev lyset i hallen tændt og ingen tænkte på at forlange ekstranumre, men kun på at få hvilet ørerne.
Således kunne Beck i mag sætte sig ud i tourbussen og bekvemt lade sig transportere videre til næste bestemmelsessted. Et træk, man kun kan gøre, når man stædigt insisterer på at gøre tingene på sin egen måde.
*Beck, K.B. Hallen lørdag
