Læsetid: 2 min.

'Vi har en lejr til dig dernede'

3. marts 2000

At afvise asylansøgere i Danmark og sende dem til lejre i Afrika har længe været Venstres politik

Birthe Rønn Hornbech har på Venstres vegne i årevis arbejdet for oprettelsen af flygtningelejre tæt på de lande, hvor flygtningene kommer fra. Og for, at de asylansøgere, der henvender sig i Danmark skal sendes til lejrene.
I et stort interview i Ugebrevet Mandag Morgen i 1997 talte hun om "lejre i Afrika": "Når du viser dig i Sandholmlejren, så får du den besked, at vi har en lejr til dig dernede," forklarede hun.
I januar 1998 uddybede hun over for Information:
"Min tanke er, at vi skal have en pause i tilstrømningen af flygtninge fra Langtbortistan. Hvis de kommer herop, så må vi sige til dem, at de må sidde i en flygtningelejr - i deres eget nærområde," sagde Birthe Rønn Hornbech.
Hun forklarede, at der skal være tale om lejre drevet af den danske stat uden udgifter for værtslandet. Lejrene skal bevogtes af - eventuelt danske - FN-soldater. Beboerne skal være under lægetilsyn. Lejrene skal være åbne - ikke fængsler. I Mandag Morgen karakteriserede Birthe Rønn Hornbech i 1997 lejr-forslaget således:

Luksuslejre
"Jeg vil kalde det luksuslejre, for så har vi jo ansvaret for lægehjælp o.s.v."
Forslaget fik en kold skulder fra FN's højkommissær for flygtninge, Sadako Ogata, der fik det forelagt under et besøg i Danmark i 1997.
"Det var dog det mest umulige, hun nogensinde havde hørt," refererede Dansk Flygtningehjælps daværende generalsekretær Arne Piel Christensen hende i et interview i Weekendavisen i 1997.
Heller ikke repræsentanter for de lande, der grænser op til de områder, hvorfra der kommer mange flygtninge, var interesserede i at huse Birthe Rønn Hornbechs lejre. Det viste Informations rundringning i starten af 1998 til diplomater og politikere fra nogle af de lande, der grænser op til Jugoslavien og Somalia.
Ideen om at stoppe tilgangen af flygtninge til Danmark ved at finansiere lejre i udlandet stammer fra de tidlige 1990'ere.
I forbindelse med flygtningekrisen i Bosnien-Hercegovina foreslog Birthe Rønn Hornbech i marts 1993, at Danmark finansierede lejre i Polen til bosnierne.
Dengang var den socialdemokratiske reaktion afventende positiv:
"Der er tale om en helt ny ide, og jeg kender ikke den polske regerings holdning til den. Men i den nuværende, pressede situation er alle ideer interessante," sagde den daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) til Politiken.ni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her