Læsetid: 3 min.

Leverandør i spændingsfortællinger

25. marts 2000

Patricia Highsmith var mere end bare krimiforfatter, og hendes bøger er blevet til flere fremragende film

Film og bøger
Den amerikanske forfatterinde Patricia Highsmith var en mester i at trække læseren ind i hovedet på sine karakterer og dér lade os få kendskab til alle de drømme, mareridt og morderiske tanker, de tumler med.
En snes romaner og en lang række noveller blev det til fra romandebuten i 1950 med Farligt møde og til hendes død som 74-årig i 1995. Alle var de intense studier i den menneskelige psyke, tillokkende og skræmmende kig ind bag facaden på beregnende mordere og kærlighedshungrende, fortabte sjæle. Ikke mindst de fem populære bøger om den talentfulde sociopat Thomas Ripley emmer af begær og (homo)erotiske fortrængninger.
Og netop fordi Patricia Highsmith kunne og ville så meget mere end den gængse thriller- og krimiforfatter, har hendes bøger haft interesse for psykologisk funderede europæiske instruktører, hvilket er resulteret i en lille håndfuld glimrende film.
Man må i hvert fald formode, at det var alt det, som lå under overfladen, der tiltalte Alfred Hitchcock, da han i 1951 besluttede sig for at filmatisere Farligt møde.
Som vanligt med sine forarbejdninger tog Hitchcock sig store friheder i forhold til forlægget, og filmen, der handler om to mænd, som tilfældigvis mødes i et tog og for sjov taler om at bytte mord, regnes sædvanligvis blandt Hitchcocks bedste. Selv blev mesteren aldrig helt tilfreds med filmen.
Highsmith mente dog, at flere af skuespillerne var forkert valgt - men hun følte sig generelt godt behandlet. Ikke mindst Robert Walker som den psykopatisk Bruno faldt i hendes smag.

Stor overbærenhed
Ellers udviste hun faktisk stor overbærenhed i forhold til de friheder, filmfolk ofte tog sig i forhold til hendes bøger - også selvom det resulterede i, i hendes øjne, decideret dårlige film.
"Jeg finder," sagde hun i et interview, "for nu at komme med en stor, generel udtalelse - at filmskabere ofte har været nødt at ændre mine bøger en hel del, fordi så meget af dem består af indre handling, som de ikke kan vise på lærredet."
En af de filmatiseringer, Highsmith bedst kunne lide, var René Cléments stilfulde Solen var vidne fra 1960, der er baseret på første bind i serien om den opadstræbende Thomas Ripley, Tom Ripleys talent.
I filmen er det Alain Delon, der lægger krop til Ripley, hvilket tiltalte Highsmith, men slutningen, hvor Ripley bliver fanget - en markant afvigelse fra bogen - var hun slet ikke begejstret for.
I '77 lavede franske Claude Miller Den søde syge med Gerard Depardieu og Miou Miou i hovedrollerne. En thriller, der i ånden fra den franske bølges Tuffaut og Chabrol giver sig af med en thriller baseret på amerikansk forlæg. Det er en vellavet, velspillet film, men Highsmith kunne ikke lide den. Siden kom tyske Wim Wenders med sin særegne filmversion af den tredie bog om Ripley, Tom Ripleys spil. Highsmith kunne godt lide Wenders, men hun forstod ikke, hvorfor han havde valgt at gøre Ripley til en slags cowboy i Min amerikanske ven (1977), der blev filmens endelige titel.
Pat Highsmith nåede ikke at opleve den seneste og mest overdådige filmatisering af et Ripley-eventyr. Nemlig Anthony Minghellas The Talented Mr. Ripley, der også trækker på den første bog om Ripley. I en film, der er mere psykologisk drama end egentlig thriller - hvilket måske ville have tiltalt Highsmith - spiller Matt Damon rollen som den unge Ripley, der stræber efter et andet og bedre liv og er villig til at dræbe for at nå sit mål.

The Talented Mr. Ripley havde premiere i går.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu