Læsetid: 5 min.

Alle er lige for Allah

8. marts 2000

Men selv i ligestillingens hellige navn er der grænser for, hvor kulturer kan mødes

Multikultur
"Koranen er verdens bedste ligestillingslov. Det står i Koranen, at manden og kvinden er skabt lige. Den første lov gav kvinder ret til at stemme og sige deres mening. Og sådan er det, uanset om mænd kan lide det eller ej."
Sagt af den nydanske palæstinenser Bilal Elfout, da Information inviterede ham og Kristoffer Apollo, redaktør for mandebladet M!, til en samtale om kvinders rettigheder, især retten til at vise sig hel- eller halvnøgen i offentlige rum.
"Nogle kalder det så mandschauvinisme, at det er manden, der bestemmer i hjemmet, men det er det faktisk ikke. For der skal være én, der bestemmer, ellers ender det med en katastrofe," siger Elfout, der er praktiserende muslim og IT-manager.
"Hvis der er ligestilling i Islam, hvorfor kan kvinder så ikke selv bestemme, om de vil vise deres krop frem eller ej?" spørger Kristoffer Apollo, der er ateist.
"I Islam beregner man en minimalrisiko og griber ind over for ting, der skader samfundet som helhed, f. eks.
alkohol," svarer Bilal Elfout, "reglerne om, at kvinder skal bære slør, er lavet for at beskytte kvinderne. Kvinder er den svage faktor i tilværelsen - både fysisk og på andre måder. I hele vores tilværelse er kvinder blevet brugt som
varer, og de spiller tit en rolle i magtkonflikter mellem stormagter eller to mænd. Derfor handler det også om at beskytte hendes skønhed, også for hendes egen skyld," siger Elfout.
"Hvis en flot kvinde går halvnøgen ind på en bar, udløser det en kemisk reaktion. Det skaber konflikter og misundelse, som ikke er i samfundets interesse. En nøgen eller halvnøgen kvinder signalerer utugt, og statistikken viser, at frekvensen af voldtægt og utroskab stiger."

Samfundsnedbrydende
"Jeg køber ikke den med, at hvis en kvinde er smuk, og er bevidst om det, er det en opfordring til voldtægt," siger Kristoffer Apollo.
"Der er statistik på det," siger Elfout, "Jo flere kvinder, der går nøgne på gaderne, jo mere opmærksomhed bliver der skabt. Det er en kemisk reaktion. "
"Men er der noget galt i det?" spørger Apollo, "er det nødvendigt at bure dem inde?"
"Man skal opdrage samfundet sådan, at man accepterer begge køn. Det starter med respekt og anstændighed. Hvis en kvinde ikke bærer slør, er det et signal til mig, om at jeg godt må kigge. Sådan er det faktisk."
- Bilal, vil du dermed påstå, at et mandeblad som M! er samfundsnedbrydende?
"Ja. Det nedgør kvinder, og når de bliver vist mere eller mindre nøgne i jeres kultur, er det næsten altid i forbindelse med en eller anden vare, der skal sælges."
"Jeg synes det modsatte," siger Apollo, "kvinder stiger i min agtelse, hvis de stiller op, efter at de vel at mærke har tænkt sig om."

Manden bestemmer
"Der er også nogen hos jer, der bærer tørklæder," siger Bilal Elfout, "nemlig nonnerne. Hos jer prøver man at udskille rollerne fra religionen og samfundet og familien. En kvinde kan sige: Jeg er stripper på arbejde, hjemme er jeg mor, og for min mand er jeg kvinde. Men man kan ikke splitte folk op på den måde."
"Det kan man jo godt i Danmark," siger Apollo.
"Jo, men prøv at tænke på, hvad du gør ved personen. Du deler den pågældende."
- Men der er vel også kønsroller inden for Islam?
"Ja, men dem har jeg det godt med, fordi de tydeligt beskriver mandens og kvindens plads."
- Og kønnene er altså ligestillede?
"Manden bestemmer, men der står et andet sted i Koranen, at manden skal høre børn og kvinder, og at de skal have medbestemmelse. Derved undgår man konfrontationer, modsigelse og revolution. Det er altid bedst at lytte til sin kone."
Salgsprodukt
"Rollerne er ikke så firkantede," siger Elfout, "hvis manden er væk, er kvinden manden. Min kone bestemmer det hele derhjemme, hvorfor skulle jeg blande mig i hendes ting? Der er ting, vi synes det er meget væsentligt at tale om, som har med familien og samfundet at gøre. Forholdet mellem manden og kvinden er et partnerskab. Som mand skal du have kvinden med i dine beslutninger."
- Men du sagde lige, at manden bestemmer?
"En eller anden skal styre det hele. Sådan er det på skibet, i bilen, i livet. Der skal være en, der i sidste ende tager beslutningen. Ellers skilles man på grund af en dum lille ting. Men ifølge Koranen skal kvinder have lov at sige deres mening og vælge deres mand. Ægteskabet er den vigtigste beslutning i vores liv."
"Koranen siger, at det er bedst for kvinden at blive hjemme hos børnene. Men når børnene er væk, kan hun godt gå ud og arbejde. Hvis hendes mand dør, er det hende, der skal arbejde. Det er vigtigt, at hun har en uddannelse, på samme måde som hendes mand."
"Hvad så hvis en kvinde, der får alle muligheder og uddannelse, beslutter at hun vil stille op i undertøj?" spørger Kristoffer Apollo.
"Det ville være en personlig krænkelse for partneren. Hun er ikke andres, og hvorfor skal hun vise sig nøgen? Det kan ødelægge mange ting," siger Bilal Elfout.
"Hvis hun nu selv synes, det er positivt?" spørger Apollo.
"Det kan ikke være positivt så længe det at vise kvinder er forbundet med at sælge et produkt."
"Når vi taler om erotik og pornografi, så tænker jeg også på mine børn. Jeg vil ikke have at mine børn ser den slags. Der er også flere og flere danskere, der synes at det ikke er smart, at børn kan se porno i kiosken. Er det måske viden?"
"Ja, det synes jeg," siger Apollo.

Vestlige ego'er
"Dildoer i vinduet eller nøgenbilleder i blade og pigen på side ni er ikke viden for småbørn," siger Elfout.
"I forhold til børn er der nogle grænser, man skal respektere," siger Apollo.
"Men jeg har et problem med, at du mener, at åbenhed i medierne fører til flere voldtægter. Jeg synes, du beskriver et restriktivt samfund, der ensretter mennesker."
"Jeres oplevelse er helt anderledes end vores," siger Bilal Elfout.
"Vi tænker mindre på egoet og mere på vores sociale liv, samt mere på familie
og forældre end på os selv. Det er svært for jer at forstå, men der er faktisk vestlige lande, der er begyndt at se tingene, som vi gør. For
tiden ser vi utrolig mange danskere, der synes, at det er undertrykkelse af kvinder at vise dem nøgne eller halvnøgne."
"Men jeg ved godt, at vi
ikke kan pådutte jer
vores holdning," siger Bilal Elfout.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu