Læsetid: 4 min.

Litterær ikonografi

16. marts 2000

Tre bøger om metaforer og traditioner

Afhandlinger
På samme måde som en krukke med honning lokker børn og bjørne til sig, er der modernistiske digtere, som uimodståeligt tiltrækker forskere og kritikere og specialestuderende.
Gunnar Ekelöf og Edith Södergran ejer denne strenge sødme og sproglige sensualitet, som endda trodser sproggrænser, så man ikke behøver at være svensk eller finlænder for at deltage i orgiet.
To nye danske afhandlinger gør sig godt gældende, Mia Graaes Når ørknen blomstrer om Edith Södergran i lyset af tre metaforteorier og Annette Fryds Ekfraser om Gunnar Ekelöfs billedbeskrivende digte.
De er begge medlemmer af en ny veltrænet, teoribevidst forskergeneration ved at demonstrere nogle metodiske greb om udvalgte dele af de to forfatterskaber. Uimponerede ved at skulle mase sig igennem en sværm af lærde forgængere.
I almindelighed skelner man mellem døde, slidte eller konventionelle metaforer og så de originale, nystøbte, som især modernismens lyrik er rig på, one shot metaphors er det smarte udtryk for sproglige billeder med chokvirkning.
Men Södergran er netop kendt for sin balancegang på betænkelige vendinger og udsagn såsom "gyldne fugle", "høstens sidste blomst", "jeg mærker en moders åndedrag på mine øjne" - og for sin forkærlighed for skabeloner og simple retoriske strukturer.
Hendes kunst er at kvalificere, udnytte og omstøbe banaliteterne til et fantastisk, fiktivt univers af lidenskab, lidelse og skønhed, nært beslægtet med tysk ekspressionisme, som Mia Graae også her viser.
Det foregår gennem nye læsninger af et mindre antal digte fra de fem samlinger mellem 1916 og 1925 ved hjælp af den klassiske retoriks register, nyere interaktionsteori samt især kognitiv semantiks viden om metaforer i både dagligsprog og poesi:
Metaforer optræder i systemer, f.eks. i kategorierne Life is a journey, Death is departure eller Death is a sleep, States are locations, Happy is up, Sad is down. Sproget er således langt mere formaliseret, end vi gør os klart, og det langt ind i æstetikken.
Mia Graae demonstrerer ved på den måde at hente stilistikken ud af skammekrogen, at den med stort udbytte kan bruges af de rette pædagogiske hænder, idet hun udvider iagttagelsesfeltet til at omfatte bl.a. Grundtvig, Staffeldt, Gustaf Munch-Petersen og Nordbrandt.
Kun kan man ane risikoen for, at analysemetoden i litteraturundervisningens mindre forfinede, daglige håndværk kan gå hen og blive et mareridt af plathed og perspektivløshed, der kan konkurrere med strukturalismens modeltænkning i monoton påvisning af, at alt er det samme.

Byzantinske ikoner
Dansklærerforeningen, som netop udgiver bogen, har sørget for det tristest tænkelige udstyr, mens Museum Tusculanum har spenderet et elegant layout (ved Thomas Leibeck) til Ekelöf-bogen, bl.a. med hans byzantiske ikoner i farver. Navnesymbolikken Graae og Fryd går heldigvis kun på bøgernes ydre, det er to stilsikre kvinder, selv om Annette Fryd ikke helt i samme grad har ryddet op i universitetsspecialets særlige retorik.
Også hendes nærlæsninger af Ekelöfs digte går videre end nykritikkens tiltro til den enkelte tekst selvgyldighed. Hun slutter sig til den tværkunstneriske skole, også kaldet 'interartielle studier', der her i Norden dyrkes mest intenst ved Lunds Universitet af bl.a. Hans Lund (!) med Texten som tavla (1982). Nævnes skal dog danskeren Karin Sanders' fængslende studie i bogen Konturer om skulptur- og dødsbilleder fra guldalderlitteraturen (1997).
Siden Lessing i afhandlingen om Laookon ræsonnerede over grænserne mellem maleri og poesi (1776), har der ellers ikke været så meget liv i teorierne over den såkaldte ekfrase, som til gengæld mange digtere har elsket: at beskrive bildende kunst i poesi, som når Rilke stillede sig op foran Arkaisk torso af Apollon og modtog ordren om at ændre sit liv.
Ekelöf dyrkede, især i den afsluttende byzantinske digttrilogi, den metafysiske ordløshed ved så at sige af gengive og afskrælle ikonernes fremstiling af det hellige. Paradokset at gøre det malerisk synlige usynligt var led i en poetik, som Annette Fryd skarpsindigt udreder, med gyldighed for hele forfatterskabet og linjer ind i en side af modernismen.
Ikonerne blev ikke kun tema, men form hos digteren i et spændingsfelt mellem en stræben efter at give sproget billedkvalitet og denne stræbens sammenbrud, som det hedder. Også i denne afhandling er nyretorikkens begrebsverden og metoder velegnede til at kaste lys over et moderne tema som nærhed-fjernhed, hvor en stilfigur som apostrofen, henvendelsen, udtrykker den umulige tilnærmelse mellem subjekt og objekt. Det lyder svært, Ekelöf er svær, men her lader paradokserne sig følge ud i fine nuancer og distinktioner.

Traditioner
Det er to ufanatiske studier, udogmatiske ved at supplere deres synsvinkler med andre betragtningsmåder, sådan som det også er tilfældet med den seneste svenske, store undersøgelse af Ekelöfs forfatterskab, lundenseren Anders Mortensens netop udgivne disputats, Tradition og originalitet hos Gunnar Ekelöf.
Med et omfattende blik skildrer han opbrudsfaserne i Ekelöfs digtning frem til begyndelsen af den orientalske trilogi fra 1960'erne. Enhver digter hæger om sin originalitet, og de fleste hader, som Ekelöf gjorde, at få at vide, at de er 'påvirket' af den og den. Han fremhævede sin egenart, oprindeligheden i skaberhandlingen og sin outsider-position. Han fandt løsningen på dette livslange problem med trilogien, i en dobbeltbekræftelse af traditionen og en fundamental kritik af den vesterlandske kultur. Endda af Ekelöf selv dateret som en åbenbaring i Konstantinopel, natten mellem 28. og 29. marts 1965.
Anders Mortensen afslutter med en grundig analyse af digterens deciderede og forskelligartede brug af sine forgængere, sine valgslægtskaber, det, som nu akademisk kaldes intertekstualitet: C.J.L. Almqvist, Arthur Rimbaud og T.S. Eliot.
Tro ikke, at det sidste er sagt om Edith Södergran og Gunnar Ekelöf.

*Mia Graae: Når ørknen blomstrer. 142 s. 150 kr. Dansklærerforeningen
*Annette Fryd: Ekfraser. Gunnar Ekelöfs billedbeskrivende digte. 132 s. 175 kr. Museum Tusculanums forlag
*Anders Mortensen: Tradition og originalitet hos Gunnar Ekelöf. 488 s. indb. Brutus Östlings Bokförlag Symposion

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her