Til næsen
Listeligt nærmer sig foråret. Og som Sigfred Pedersen lader sin gamle skærslipper synge:
Nu lokker atter
de lange veje.
Det går nærværende vinbedømmer rundt og brummer, idet han dog erstatter trokæen 'lange' med: franske.
Det er nemlig de franzøsiske cykelruter, der ligger forude i den kommende påske. Og sommer med, for den sags skyld. Ja, og så også i efterårsferien - for nu at få det hele med.
De franske vind- og vejrforhold dikterer, at det er fornuftigst at becykle Provence i påsken, hele landet nord-syd på langs om sommeren og Alsace i oktober.
Tænk, hvor megen tid folk kan spilde på at diskutere, hvor de skal holde deres ferier. Den slags pjat øder vi ikke livet på i min husholdning. Målene ligger fast, vekslende med årets gang. Og når vi ikke cykler i Frankrig, bruger vi energien på at spinke til næste tur.
Hvorfor dette strikte regimente, vil nogle måske spørge. Svaret er det enkle: Fordi det er så rart.
Det handler om stor natur, små cykelsikre biveje, om imødekommende familiehoteller, der disker op med propre værelser og egnens kulinariske kunst. Og så handler det selvfølgelig også om vin. Frankrigs vindistrikter ligger så tilpas strøet ud over landet, at næsten enhver tænkelig cykelrute kan forbinde adskillige af dem.
Oh, at sidde og drikke den vin, som man året forud så hænge i klasevis i det kurvede landskab! En glad genforening. Alt ender, som det skal.
En Frankrigs-tur kan også gøres til en dannelsesrejse i lokale vine. Man kan smage sig fra Atlanterhavet til Middelhavet. Men det kræver omhu. For modsat, hvad mange tror, er det sværere at finde passable hvidvine end rødvine. Ved mange danske festmiddage er hvidvinen bare noget, der står og bliver varmt i det på forhånd opskænkede glas ved kuverten, mens gæsterne nyder velkomstdrinken - og som hurtigst muligt skylles ned til fisk og skaldyr, mens gæsterne med tilbageholdt åndedræt venter på, hvilken udsøgt rødvin, værten vil lade bære ind.
Hvilken skam! Hvidvinen kan være fuldt så stor en nydelse som rødvinen. Hvide vine kan endda bære igennem et helt måltid. Lettest er det med Alsace-hvidvinene: Skænk en Muscat som aperitif, servér en Sylvaner til havdyr, en Tokay Pinot Gris til fuglevildt eller indvoldsretter og smæk trumf på med en Gewürtztraminer til skimmelosten. Ahvabehar og tak for en dejlig aften!
Intet under, at folk ser godt polstrede ud i Alsace. Mad og vin trækker hinanden med sig ind over borddugene.
Men hvad med andre lokaliteter i Frankrig? Se, her er det sværere. I Provence har hvidvinene det med at være tyndbenede, og ude sydvestpå, i Cahors og majestætfamiliens sommerlige omegn, er de tilbøjelige til at være noget surt sprøjt.
Så her er et par fif: Atlanterhavsvinene! Fief Vendéens fra byen Nantes' sydlige opland, Muscadet de Sèvre-et-Maine sur Lie fra egnen øst for Nantes. Liflige vine, der kan bære havets frugter og en hel sommerlig frokost. Længere inde langs floden Loire byder Sancerre på hvidvine, der - stadig med pust fra havet - har en fylde, der kan minde om de hvide Bourgogners.
Men rigtige anstændige hvide Bourgogner er jo ikke til at betale. Nej, i hvert fald ikke, hvis man er i Bourgogne. De gode egnsvine altid er dyrest på deres egen egns spisesteder. Altså: Hvis man på lokaliteten gisper over prisen på nærhedens druevæsker, kan man trygt forlade sig på tilbudet på tilbudet om dem fra den anden ende af landet. Forunderligt som Frankrig er.
