Læsetid: 4 min.

Lou's lakoniske ekstase

29. marts 2000

Lou Reed har lavet en substantiel cd, der ikke føjer noget nyt til værket, men bestemt heller ikke gør det til skamme

Ny cd
Den 58-årige Lou Reed har ikke lige frem spyet plader ud i det sidste årti. Faktisk blev det - fraset et live-album, der havde parentesens karakter - kun til to albums i 90'erne. Først og fremmest det ikke uproblematiske hovedværk, Magic and Loss fra 1992, der beskæftigede sig med noget for rocken så usædvanligt som sorgarbejde. Et par dødsfald i Reeds nærmeste kreds udløste en række sobre, men også knugende meditationer over aldersprocessen og smerten ved at blive gammel, fremført med et tonefald som en receptionist i et ligkistemagasin.
Selv for Lou Reed var det et massivt alvorligt udspil, og kunne man ikke frakende det kunstnerisk kvalitet, var det heller ikke musik man i ét væk følte sig foranlediget til at afspille, hvis overhovedet.
Trods pladens dybde og smukke ideer havde den sine steder grundlæggende problemer med at få tekst og musik til at fungere som helhed - ja, flere af kompositionerne virkede ugennembearbejdede i deres dybfølte, men også klodsede og ordrige patos. Reeds selvbevidsthed - en besværlig partner ned gennem hele karrieren - kom her mellem tanke og udtryk.

Fandenivoldsk tone
Der var en lettere og mere fandenivoldsk grundtone over trio-udspillet Set The Twilight Reeling fra 1996, hvor en nyforelsket Lou Reed kunne skrive noget for ham så usædvanligt som en glad kneppesang - "HookyWooky" - og mange hardcore-fans blev nok noget forundrede over at opdage at åbningssangen, "Egg Cream", var en nostalgisk hyldest til barndommens æggesnaps! Unægteligt fluevægt-materiale fra en af rockens mest substantielle sangskrivere, men uimodståeligt på en pervers måde.
Teksterne til begge disse albums, samt Lou Reeds andre 14-15 soloalbums er at finde i bogen Pass Thru Fire - The Collected Lyrics, der som titlen antyder opsummerer hele karrieren.
Det er typisk for Lou Reed at insistere på sine teksters litterære kvaliteter ved at præsentere dem i bogform, men mange af dem fungerer faktisk, og et par stykker holder herfra og til evigheden. Eller et pænt stykke af vejen, i det mindste.
Det er svært at vurdere hvor meget de samlet på ét sted vil sige den uindviede, men for Reed-entusiasten er det rart at have dem samlet - i hardback og det hele. Det giver i hvert fald anledning til at gå tilbage og lytte til værkerne igen, og dem er der trods alt en klynge af, som for længst har bevist deres langtidsholdbarhed.
Nu har han så atter samlet sine energier på albummet med den manende titel Ecstasy. Med sine 14 sange og tæt ved 77 minutters musik er det én af de mest massive udladninger i hans omfattende sangkatalog, på én gang særdeles spraglet og fokuseret. Og fraset det 18 minutter lange, trælse og meningsløse "Like A Possum" - to akkorder i én uendelighed med en (alt for) lang ufokuseret monolog lagt ovenpå - er det faktisk et herligt udspil.
Formatet er tæt på Reeds ideelle - en, måske to guitarer, bas og trommer. Lidt blæsere her og der, men ellers er det stemmen, som står i centrum. Som altid udtrykker Reed sig et sted mellem det sungne og det tale, med den der helt specielle deadpan-kvalitet i stemmen, der gør at man enten elsker eller hader hans udtryk. Tonefaldet er generelt lavmælt og lyrisk, både tekst og melodi er klædeligt beskedne i deres anslag, selvom det er tydeligt at værket er blevet til af nødvendighed.

Længslen efter fortiden
Nu om stunder ligger længslen efter fortiden lige under overfladen i en sang som den skønne "Baton Rouge" om de chancer man ikke tog, de fejlbeslutninger, der følger én hele livet; i dette tilfælde pigen man afviste, og de børn man ikke fik.
Også selvmords-oden "Mystic Child" kan opfattes i fortrydelsens tegn, selvom motiverne her er nogle ganske andre, mere litterære og mindre personlige.
Og i "Modern Dance" ridses en række steder op, som protagonisten - en inkarneret storbyboer - overvejer at flytte til eller i det mindste besøge, fra Amsterdam til Tanger, fra Vietnam til Tanzania. Men nutiden er til stede lige uden for vinduet, som i titelnummeret, den sigende "Paranoia Key of E" eller den triste kærlighedssang "Tatters."
Hvordan man end vender og drejer Ecstasy er det en plade, man blivere gladere og gladere ved for hver gennemlytning, og takket været den moderne teknologis mirakler kan man fravælge det mildest talt trælse "Like A Possum," og stå tilbage med et usædvanligt afrundet og indbydende album fra én af rockens få grand old men. Herligt.

*Lou Reed: Ecstasy (Sire /Warner). Udkommer fredag
*Lou Reed: Pass Thru Fire - The Collected Lyrics. 469 s., 289 kr. Bloomsbury. Kan blandt andet fås hos Arnold Busck

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu