Læsetid: 2 min.

Lovforbud stopper ikke pyramidespil

29. marts 2000

Alt tyder på, at pyramidespillene fortsætter, selv om Folketinget i morgen vedtager sit forbud mod pyramidespil

I morgen vedtager Folketinget efter al forventning et forbud mod pyramidespil. Men allerede inden loven træder i kraft, tyder alt på, at pyramidespillerne snor sig udenom.
Erfaringerne med lignende lovgivning i Tyskland og Norge er ikke gode. Her har forbud kun haft meget ringe eller slet ingen effekt. I Norge er ikke et eneste pyramideselskab blevet dømt i de år, man her har haft et forbud mod spillene, erkender Eivind Kesaker, som er rådgiver i det norske justitsministerium, overfor Information.
Og de danske pyramidebagmænd forventer selv at fortsætte.
David Volkersen, ansigt udadtil for Danmarks førende pyramidespil, firmaet Succes, har ingen planer om at sætte sine aktiviteter i stå:
"Vi laver bare lidt om på det. Jeg vil selvfølgelig have, at mit selskab skal fortsætte, som det hele tiden har gjort. Jeg har en uhyggelig masse veluddannede sælgere. Det smider jeg ikke bare på jorden," siger han til Information.

KrF: Om igen
Jann Sjursen fra Kristeligt Folkeparti finder det beklageligt, hvis den nye lov skulle vise sig ikke at få nogen virkning.
"Men har det ingen effekt, så må vi gøre det om igen. Vores hensigt har naturligvis været at få vedtaget en lovgivning, der fungerer," siger han til Information.
Kristeligt Folkeparti har ønsket en opstramning, så også de, der skyder penge ind i pyramidespillene, skal kunne straffes - ikke kun bagmændene.
Sammen med Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Frihed 2000 stillede partiet et sådant ændringsforslag i sidste uge. Men der kunne ikke findes flertal for forslaget blandt Folketingets øvrige partier.
Heller ikke Venstres Karsten Nonbo lægger skjul på, at han - selvom partiet stemmer for lovforslaget - ikke finder, at det er vidtgående nok: "Det hjælper ikke en dyt, førend vi får kriminaliseret tilgangen til pyramidespillene. Vi må have fortalt ungdommen, at de faktisk ikke er et hak bedre end bagmændene," siger han.
Nonbo mener, at den eneste måde at lovgive sig ud af pyramidespillene på, er at sende et signal til de unge om, at det at deltage også er strafbart: "Ja, det skal næsten være strafbart at være dum i det her tilfælde," siger Karsten Nonbo og fortsætter:
"Vi ønsker at bekæmpe pyramidespil med alle midler. Så nu må regeringen bevise, at deres forslag virker."
Det var ikke muligt tirsdag at få en kommentar fra justitsminister Frank Jensen.

Side 3: Tema:
Pyramidefolk går
ikke på pension
Rasende pengeinstitutter kræver stop for bedrageriet
EU har et problem

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her