Læsetid: 7 min.

Luftige EU-løfter om flere job

27. marts 2000

Målsætningen fra EU-topmødet i Lissabon om fuld beskæftigelse er for luftig og
uforpligtende, siger Ivar Nørgaard. Derfor vil den socialdemokratiske tidligere topminister stemme nej til ØMU'en

Mandagssamtale
EU-landenes stats- og regeringschefer sluttede fredag deres topmøde i Lissabon med at fastlægge en strategi for at nå fuld beskæftigelse i EU. Målet for det næste tiår er "At blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed." Beskæftigelsesfrekvensen skal øges fra godt 60 procent i dag til så tæt på 70 procent som muligt inden år 2010. Andelen af kvinder i beskæftigelse skal øges fra godt 50 til over 60 procent.
Det er ikke godt nok for den tidligere socialdemokratiske topfigur og mangeårige minister, Ivar Nørgaard. Han mener ikke, at målsætningen binder de enkelte lande tilstrækkeligt. I en samtale med Information kalder Ivar Nørgaard topmødet for et skridt i den rigtige retning, men langt fra nok til at gøre ham tryg ved ØMU-konstruktionen. Nørgaard har fortsat tænkt sig at stemme nej til ØMU'en ved den kommende folkeafstemning.
- Hvorfor vil du stemme nej den 28. september?
"Som det forholder sig nu, beror ØMU'en ensidigt på at holde priserne stabile. Rente-, penge- og finanspolitikken er alt for stram, fordi landene skal overholde konvergenskriterierne. Problemet er, at hensynet til stabile priser prioriteres højere end hensynet til beskæftigelsen i de enkelte lande."
- Kan du give et konkret eksempel?
"I øjeblikket er investeringerne i EU alt for lave på grund af den høje rente. I lande som Tyskland, Spanien og Italien slækkes der derfor på de offentlige investeringer, hvilket også fører til færre private investeringer. På den måde kan man sige, at landene bruger arbejdsløsheden som middel til at holde sig inden for konvergenskriterierne. Hensynet til beskæftigelsessituationen er helt nedprioriteret, og det er en forkert udvikling."

Afkald på pengepolitik
- Hvad vil et ja til ØMU'en betyde for beskæftigelsen?
"Det vil betyde, at vi giver afkald på hele det pengepolitiske instrument og store dele af det finanspolitiske instrument. I perioder med høj arbejdsløshed kan investeringerne ikke øges for at sætte gang i beskæftigelsen, fordi det vil føre til øget inflation. Det er det, der er det kedelige ved ØMU'en. Kommer der for eksempel en depression eller en konjunkturnedgang, så er landene pålagt så stramme økonomiske bånd, at de ikke kan stille noget op over for en stigende arbejdsløshed."
"Det er sådan set hele ØMU'ens konstruktion, med de rigide konvergenskriterier, der gør det umuligt at klare sådan en situation. Selve konstruktionen er for ensidigt monetaristisk anlagt, og det ser ikke ud til at ændre sig betydeligt, selvom topmødet i Lissabon er et skridt i den rigtige retning. Selvfølgelig er det en fordel at have stabile kurser osv., men man bør ikke lade det ske på bekostning af beskæftigelsen. Der er brug for en mere positiv beskæftigelsespolitik."
- Hvad mener du, når du siger positiv beskæftigelsespolitik?
"Mit forslag er, at man ligestiller hensynet til stabile priser med hensynet til beskæftigelsen. Et eksempel kunne være, at man indfører et yderligere konvergenskriterium, hvor man fastsætter et loft for arbejdsløsheden, som ikke må overskrides i de enkelte lande."
- Hvad skulle det loft være?
"Det kan selvfølgelig diskuteres, men fire procent ville være rimeligt."
- Ville det få dig til at stemme ja til ØMU'en?
"Ja, hvis man gjorde alvor af at ligestille hensynet til beskæftigelsen med de andre hensyn, så ville jeg stemme ja. Problemet er, at ØMU-landene ikke tør garantere en tilstrækkelig og bindende indsats i forhold til beskæftigelsen. De økonomiske konvergenskriterier er jo helt eksakte og mere eller mindre ufravigelige, men hvad angår beskæftigelsen, så er der stadigvæk ikke nogen bindende bestemmelser for medlemslandene. Selv om man i Lissabon er blevet enige om at arbejde for en fælles målsætning om fuld beskæftigelse, så er det stadigvæk for luftigt og uforpligtende for de enkelte lande."
- Er det realistisk at tro på, at det ændrer sig markant?
"Ikke som det ser ud i øjeblikket. Men alligevel ser jeg nogle forskellige tilløb til, at EU vil gøre noget ved problemet. Topmødet i Lissabon er et eksempel på, at der sker noget på området, selv om det ikke er tilstrækkeligt ambitiøst. Et andet eksempel er, at der i Amsterdam-traktaten er tilføjet et helt kapitel om beskæftigelse. Og for det tredje kan man håbe på, at det vil få betydning for beskæftigelsen, at flere og flere europæiske lande har fået socialdemokratiske regeringer."
- Nogle mener, Danmark skal være med i ØMU'en, så vi kan være med til at præge udviklingen i de andre lande i en positiv retning. Hvad siger du til det argument?
"Vi klarer os jo fremragende i Danmark og Storbritannien, selvom vi står uden for ØMU'en. Hvordan skulle vi kunne præge udviklingen mere end vi gør nu, det er jo de tunge lande, der er problemet. Selv om man får de italienske og portugisiske kvinder ud på arbejdsmarkedet, og den samlede beskæftigelse i EU derfor stiger, så er det jo ikke ensbetydende med, at der grundlæggende gøres noget for beskæftigelsen i hvert enkelt EU-land. Det, vi kunne gøre, var at fremsætte et krav på et topmøde om indførelsen af et konvergenskriterium i forhold til beskæftigelsen, så vi reelt forpligter alle lande, men det vil regeringen jo ikke gøre, og det vil for eksempel tyskerne slet ikke høre tale om. Men på den måde kunne man få ledigheden i EU ned under de 10 procent, som den ligger på i dag."
- Vil et nej til ØMU'en ikke betyde, at den danske krone bliver udsat for spekulation, som man så det i Sverige for nogle år siden?
"Jamen, det har vi jo garderet os mod via fastkursaftalen. Vi har en aftale med Centralbanken om en fast kronekurs, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sig. Den aftale kan vi jo sagtens beholde, selv om vi stemmer nej til ØMU'en. Man skal huske på, at det ikke er de andre, der forlanger, at vi skal være med. Det er den danske regering, der siger, at de vil sidde med ved bordet, men hvad er det egentlig for et bord, de snakker om? Vi vil jo fortsat være med på ministermøderne, hvor de vigtigste beslutninger træffes, selv om vi bevarer vores forbehold fra Edinburgh-aftalen."

Uigenkaldeligt ja
- Hvad siger du til statsministerens udmelding om, at vi kan forlade ØMU'en igen, hvis vi fortryder?
"Det lyder højst ejendommeligt. Det vil blive overordentligt besværligt. Teoretisk set er det rigtigt nok, men reelt vil et ja til ØMU'en være uigenkaldeligt. Det vil jo skabe enorme problemer i vores forhold til de andre lande, hvis vi pludselig kommer og siger, at vi alligevel ikke vil være med. Derimod er der ikke nogen problemer i, at vi siger nej fra starten. Det er der ikke nogen, der bliver sure på os over."
- Du stemte ja ved afstemningerne både i 1992 og 1993. Hvorfor stemmer du nej denne gang?
"Det er som konsekvens af afstemningerne i 1992 og 1993, at jeg stemmer nej nu. Grunden til at jeg stemte ja i 1992 var, at ØMU'ens tredje fase på det tidspunkt var udsat. I 1993 stemte jeg ja, fordi vi fik indført de fire forbehold og dermed fik muligheden for at være med i EU og alligevel undgå den monetære union."
- Hvor synes du, grænserne går for den politiske union?
"Jeg er stor tilhænger af subsidiaritetsprincippet og har den holdning, at vi selv skal ordne alle de ting, vi kan. Vi skal ikke bare overlade en masse beslutninger til en overnational myndighed, og dermed give afkald på vore egne styringskompetencer. Men til gengæld er der visse problemer, som bedst løses i samarbejde med de andre lande, her tænker jeg for eksempel på miljøproblemer og kontrol med monopoler."
- Når du ser, hvordan EU har udviklet sig, fortryder du så, at du var en af de varme fortalere for EF ved afstemningen i 1972?
"Nej, overhovedet ikke. Jeg mener, det er nødvendigt med et stærkt europæisk samarbejde. Jeg er stærk tilhænger af medlemsskabet af EU, for eksempel når det gælder om at skabe fred og undgå fremtidige konflikter i Europa, men det har ikke noget med ØMU'en at gøre."

*Lasse Sjørslev Pedersen læser journalistik på RUC

Fakta - Ivar Nørgaard
*Ivar Nørgaard sad i Folketinget fra 1966 til 1994 og var i hele perioden en nøglefigur, ikke mindst som minister i alle socialdemokratisk ledede regeringer frem til 1982. Som minister for udenrigsøkonomi, europæiske markedsanliggender samt nordiske anliggender var det ham, der i 1972 i Bruxelles - sammen med statsminister Jens Otto Krag - underskrev aftalen om dansk medlemskab af EF.
*I dag er Ivar Nørgaard 77 år og formand for Ældremobiliseringen og Pensionisternes Samvirke. Han er fortsat varm tilhænger af et europæisk samarbejde. Men ØMU'en bryder han sig mildest talt ikke om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her