Læsetid: 5 min.

Månen er verdens ældste tv

16. marts 2000

Videokunstneren Nam June Paiks omfattende værk er for tiden udstillet i New York og viser teknologiens humanistiske muligheder

Udstilling
NEW YORK - Luften i Guggenheims godt tre etager høje rotunde summer af elektroniske impulser og flimrende videobilleder. Ved foden af Frank Lloyd Wrights ellers renfærdige udstillingsspiral ligger hundrede tv-apparater med himmelvendte billedrør og beamer et løssluppent mix af motiver ud mod verdensrummet - som i et uskyldigt forsøg på at sende videoficerede versioner af Allen Ginsberg, Merce Cunningham og andre ikoner ud blandt himlens stjerner.
Lodret i hele det kuplede rums vældige højde løber en trappeformet laserstråle som et grønt zigzag-lyn gennem et tæppe af vand. På et lærred ophængt under det runde loftsvindue leger andre laserstråler i cirklende og spiralformede modulationer, der kommenterer den velkendte arkitektur i lysets vægtløse form. Og langs de buede vægge op til spiralens top er installeret et udvalg af Nam June Paiks mange videoværker, fra de Zen-agtigt enkle til de generøst fabulerende

Morgendagens landskab
De videobilleder, der blinker mellem planterne i installationen TV Garden, stammer fra Paiks væsentligste bidrag til tv-historien, Global Groove fra 1973, en absolut klassiker inden for videokunsten.
Videoen indledes med en speakerstemme, der konstaterer: "Dette er et glimt af morgendagens videolandskab, hvor man vil være i stand til at zappe mellem alverdens tv-stationer, og hvor TV Guide vil være en moppedreng på tykkelse med Manhattans telefonbog."
Herefter følger et bizart og stakåndet miks af elementer, tilsyneladende blandet med løs hånd i den store elektroniske billedblender og pisket frem af et af tidens pophits.
Da Nam June Paik (f. 1932) kom til Tyskland i '56, havde han med i bagagen en uddannelse i musik og kunsthistorie. Ved universitetet i Tokyo - hvortil hans familie var flyttet fra Seoul under optakten til Koreakrigen - havde han skrevet speciale om tolvtonekomponisten Arnold Schönberg.
Interessen for det avantgardistiske blev yderligere stimuleret i tiden på akademiet i Freiburg, hvor han kom i forbindelse med frontløbere som Karlheinz Stockhausen og John Cage. Specielt sidstnævntes Zen-inspirerede tilgang til kunst fik stor indflydelse på Paik, og set på den baggrund er det ikke overraskende, at Paik i starten af 60'erne lod sig indrullere under fanerne i det udogmatiske kunstopgør, Fluxus.

Til modangreb
Ved sin første soloudstilling, Exposition of Music - Electronic Television i Wuppertal i 1963, havde Paik indrettet et rum, hvor han havde fordelt tretten manipulerede fjernsyn ud over gallerigulvet. Et af apparaterne, Zen for TV, var vendt om på siden, og på skærmen sås en hvid lodret stribe på sort baggrund.
Et andet, Point of Light, viste en hvid prik på en ellers blank skærm, og publikum kunne øge eller mindske prikkens størrelse ved at dreje på en knap. Det var i tv-monopolernes tid, og en sådan anvendelse af fjernsyn havde verden aldrig tidligere set.
Og det var kun begyndelsen. Den egentlige medie-
revolution - for kunsten og for ytringsfriheden - blev sat i skred i 1965, da Sony sendte det første primitive camcorder-udstyr på markedet. På det tidspunkt var Paik flyttet til New York, og som den første billedkunstner anskaffede han et Sony PortaPak-sæt og gik ud i gaderne, hvor han lavede nogle mere eller mindre tilfældige optagelser. Umiddelbart efter annoncerede han en visning af båndet på Café à Go Go i Greenwich Village.
"Fjernsynet har angrebet os hele livet," konstaterede Paik. "Nu er tiden inde til at slå igen!"
Siden har Paik gentagne gange sat milepæle i mediekunstens historie. Tv-eksperimentet Global Groove banede vejen for en række videoproduktioner, der i deres overraskende sammenstilling af vidt forskellige elementer foregreb zapper-kulturen og den mere frie tilgang til tv-produktion, som først for alvor brød igennem i slutningen af 80'erne.

Vigtigste redskab
Det var også Paik, der som den første kunstner gjorde brug af satellit-tv, da han ved årsskiftet til 1984 forestod projektet Good Morning Mr. Orwell, som blev transmitteret parallelt til Seoul, New York samt en række byen i Europa. Og i sine talrige videoinstallationer har han konstant udfordret grænserne for, hvad teknologien kan bruges til.
Hans hidtil største installation er The More the Better, et tårn bestående af 1.003
monitorer, skabt til museet for moderne kunst i Seoul
i forbindelse med Olympiaden i 1988.
At der bag den ofte skælmske leg med teknologiens muligheder imidlertid ligger andet og mere end kunstnerisk nysgerrighed, fremgår af de essays, Paik i tidens løb har skrevet om sit virke. Centralt i denne sammenhæng står en rapport om "medieplanlægning i det postindustrielle samfund"udarbejdet i 1974 med støtte fra Rockefeller-fonden.
Heri forudser Paik et samfund, hvor computeren er forretningsmandens vigtigste redskab, og hvor sociale og racemæssige afstande kan overkommes via sammenkoblinger af billedtelefoner og computere (senere realiseret i Electronic Café-forsøgene).

Tilpasset Guggenheim
The Worlds of Nam June Paik er den første retrospektive præsentation af videokunstens pioner siden Whitneys store udstilling i '82.
Foruden at give et tilbageblik på de sidste fyrre års elektroniske eksperimenter viser udstillingen som nævnt eksempler på Paiks seneste interesse: Laserlys.
Efter et slagtilfælde i 1996 har Paik været bundet til en rullestol. Men det forhindrer ham tilsyneladende ikke i at kaste sig ud i nye grandiose projekter inden for det felt, han kalder 'postvideo'. For Paik er laserstrålen blevet en afløser for videoprojektoren, et redskab til fremstilling af vægtløse billeder, manipulation med lys i reneste form.
Hertil kommer et gensyn med en række klassiske videoinstallationer, ofte i nye udgaver, der er tilpasset Guggenheims arkitektur.
Der er Video Buddha (1976), en Buddha-figur som sidder foran en skærm og kontemplerer over sit eget billede. Der er Video Fish (1975), en stribe skærme med akvarier placeret foran, således at elektroniske billeder af fisk - og andre motiver - ses gennem et basin med levende fisk. Og der er Moon Is the Oldest TV (1965), tolv skærme, der viser månen i forskellige grader mellem ny og fuld.

Kunsten og samfundet
Altsammen værker, der foruden deres poetiske lethed fungerer som påmindelser om vigtigheden af at erindre 60'ernes subversive strategier: At erobre adgangen til teknologien og skabe alternative udtryksmåder ud af de medier, der omgiver os.
Udstillingen viser Nam June Paik som en af de kunstnere, der til fulde har forstået betydningen af at forholde sig til samfundets overgang fra en visuel kultur til en mediekultur.
En kunstner, som gentagne gange har udfordret vore forestillinger om, hvad kunst kan være, og som konsekvent har overskredet gængse grænser mellem kunsten og det omgivende samfund. Eller som Paik selv har formuleret det:
"I kunstens spil tror jeg ikke, at man kan vinde. Men man kan måske vinde ved at ændre kunstens spilleregler. Det er dér, kreativiteten ligger."

*The Worlds of Nam June Paik. Guggenheim, New York. Til den 26. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her