Læsetid: 4 min.

Alle mand til urnerne

25. marts 2000

Putin frygter, at lav valgdeltagelse kan forpurre sejren i første runde. Sjuganov advarer mod risiko for massiv valgsvindel

Slutspurten
MOSKVA - Med kun to dage til Ruslands præsidentvalg forsøgte fungerende præsident Vladimir Putin i går en sidste gang at mobilisere sine støtter. Putins valgkamp-strateger frygter nemlig, at en for lav valgdeltagelse kan skade deres kandidats chancer.
I en tv-tale til nationen opfordrede en noget bleg og anspændt Putin i går alle russere til at deltage i afstemningen på søndag.
"Hvis nogen siger, at det ikke er nødvendigt at gå til valg, så forsøger de at tage magten fra folket," sagde Putin i sin henvendelse til vælgerne.
Russiske meningsmålinger viser fortsat Putin komfortabelt i spidsen med over 50 procent af stemmerne, og kommunistpartiets leder Gennadij Sjuganov på andenpladsen med godt 20 procent.
Valgdeltagelsen forventes at ligge vel over 60 procent. I 1996 stemte knap 70 procent af russerne i præsidentvalgets første runde.
Hvis valgdeltagelsen skulle blive lavere, vil det sandsynligvis styrke Sjuganov, hvis kernevælgere blandt pensionisterne traditionelt møder talstærkt op til valgene.
Ifølge en analyse i ugemagasinet Itogi vil en valgdeltagelse på under 60 procent med stor sandsynlighed udløse en anden valgrunde, der i så fald skal finde sted den 16. april.
Selvom Putin stadig er storfavorit, hvis der bliver en anden valgrunde, vil alt andet end en klar sejr i morgen blive opfattet som et tilbageslag for den fungerende præsident.
"Det ville være et alvorligt slag for den voldsomt opreklamerede idé om, at 'Putin er alle russeres præsident'," skriver Itogi.
Hvis valgdeltagelsen mod forventning falder under 50 procent i morgen skal valget gå helt om.

Tjetjensk valg
I sin tv-tale i går brugte Putin det faktum, at Rusland - som resten af Europa - går over til sommertid i morgen til diskret at lægge luft til Jeltsin-perioden.
"Søndag stiller vi urene frem. Den gamle tid er forbi," sagde Putin.
Han fremhævede den russiske hærs indsats i Tjetjenien og langede endnu engang ud efter russiske og internationale medier, der efter hans mening har "spredt løgne" om situationen i den oprørske republik.
Russisk tv viste i går billeder fra afstemningen til præsidentvalget, der allerede er i gang blandt de russiske soldater i Tjetjenien. Selvom russerne hævder at have så godt som fuld kontrol med den oprørske republik, har man ikke desto mindre udstedt et forbud mod al trafik med virkning fra i går og frem til mandag - angiveligt for at hindre terrorhandlinger på valgdagen.
Ifølge den Centrale Valgkommission i Moskva vil valget blive gennemført i 12 af Tjetjeniens 15 regioner.

Putins kampagne
Putins udtalte dominans i opinionsundersøgelserne, og hans afvisning af at møde sine 11 modkandidater i åbne debatter, har naturligt frarøvet valgkampen noget af dens spænding.
De russiske medier har de seneste uger overvejende dækket Putins hæsblæsende rejseaktivtet, der officielt ikke har haft forbindelse til præsidentvalget.
De sidste dage har den fungerende præsident koncentreret sin indsats om de regioner, hvor oppositions-bevægelsen Fædrelandet havde sine højborge i Duma-valget i december.
Siden da er stort set alle bevægelsens ledere, inklusive Moskvas borgmester Jurij Lusjkov, sluttet op bag Putin.
I forgårs turnerede Putin sammen med Lusjkov en række anlægsarbejder i Moskva i et forsøg på at styrke sin opbakning i hovedstaden, hvor han menes at stå noget svagere end på landsplan.

Sjuganov advarer
Valgets formodede nummer to, kommunistlederen Sjuganov, advarede i går mod risikoen for massiv forfalskning af valgresultatet.
Kommunisterne har ved flere tidligere valg hævdet, at Kreml har forfalsket afstemningsresultatet til fordel for sine kandidater.
Nogle af valgets outsidere har også brugt de seneste dage til at profilere sig ved mudderkastning mod andre af de opstillede.
Den nationalistiske kandidat Stanislav Govorukhin hævdede således i går, at lederen af det social-liberale Jabloko parti Grigorij Javlinskij gennem tv-stationen NTV har modtaget 40 millioner dollars i støtte til sin valgkampagne fra det amerikanske udenrigsministerium.
Javlinskij, der har ført en aktiv kampagne med mange tv-optrædender, og som forventes at blive nummer tre i valget, har blankt afvist beskyldningerne.
Ruslands tidligere rigsadvokat, Jurij Skuratov, der også opstiller, har de seneste dage været ude med alvorlige anklager mod Putin. Ifølge Skuratov var Putin i sin tid som vice-guvernør i Skt. Petersborg involveret i en række tvivlsomme finansielle affærer.
Trods skærmydslerne erklærede lederen af den Centrale Valgkommission, Aleksander Vesjnakov, i går, at valgkampen har været "meget renere end op til Duma-valget i december 1999."

Fakta - Valg i 11 tidszoner
Fra og med midnat fredag er valgkampen officielt afsluttet. I dag er al agitation forbudt, før de 108 millioner vælgere i morgen kan gå til stemmeurnerne i landets 11 tidszoner.
Valget vil allerede være afsluttet i dele af det russiske Fjernøsten ved ni-tiden i morgen dansk tid. Resultaterne vil dog først blive frigivet i morgen aften efter klokken 19 dansk tid, når de sidste valgsteder i Østersø-enklaven Kaliningrad lukker.
Ifølge det russiske udenrigsministerium følger 983 udenlandske observatører valghandlingen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her