Den store Marlene Dietrich-forfalskning er gået i gang i Tyskland. I en ny storfilm fremstilles hun som småborgerlig
Film
BERLIN - Hun drømte om anerkendelse, blev fotomodel og kabaretskuespillerinde. Hun klædte sig gerne i herretøj og dansede tango som en macho, indspillede en stribe stumfilm og blev sidst i de brølende 20'rne opdaget af instruktøren Josef von Sternberg. Hun slog verden omkuld som Lola Lola i Den blå Engel (1930). Dagen efter premieren rejste hun med Sternberg til Hollywood.
Marlene Dietrich er Tysklands største filmstjerne. Tirsdag aften var der gallapremiere på filmen om hendes liv - Marlene - en diva fra Tyskland - i det nyåbnede biografkompleks i Sony Centret ved Potsdamer Platz i Berlin.
I dagene op til premieren er publikum blevet bearbejdet grundigt med tv-dokumentarfilm og talrige avisinterviews med instruktøren Joseph Vilsmaier og hovedrolleindehaversken, Katja Flint. Oveni er der udsendt hele to Marlene Dietrich-biografier.
Lesbisk ravnemor
"It took a lot of men to make me Shanghai Lily," siger Marlene Detrich i en af sine film, og mænd havde hun brug for - som elskere, venner, yndlingsfjender...
Hun gjorde, hvad hun fandt rigtigt. Sagde, hvad hun tænkte. Og tog dem, hun ville have - Gary Cooper, Ernest Hemingway, John Wayne, Maurice Chevalier og også en stribe kvinder.
Men af angiveligt dramaturgiske årsager har Joseph Vilsmaier valgt at slå alle disse elskere og elskerinder sammen til én person, den tyske officer Carl - hendes livs store, ulykkelige kærlighed. Han kæmper på nazisternes side - det dikterer hans officersære - men viser sig at tilhøre modstandsbevægelsen (som så mange andre tyskere frejdigt påstod efter 1945).
Avisernes anmeldere har kastet sig over denne forfalskning af divaens psyke, og de mener at se et mønster.
"Marlene Dietrich, verdensstjerne, myte, lesbisk, ravnemor, forræder, US-luder, prøjser. Hendes modsætningsfyldte liv har mange endnu ikke tilgivet hende. (...) Man kan ikke lave en risikoløs film om Marlene Dietrich, ingen der stiller alle tyskere tilpas. Enten risikerer man noget, eller man lyver. Vilsmaier beslutter sig for løgnen," skriver anmelderen i Der Tagesspiegel.
"Værre er hans (Vilsmaiers) fortællemetode: Den er lig den antikke græker Prokustes: Hvad der strider mod normen, bliver forvansket eller skåret væk," påpeger Süddeutsche Zeitung.
Anmelderen fra nyhedsmagasinet Der Spiegel mener, at filmen skal vise, at kvinder er dømt til at blive ulykkelige, hvis de vælger karrieren frem for kærligheden.
Da nazisterne kom til magten begyndte den statskontrollerede presse at håne Marlene Dietrich som "æresløs tøs"; men der var intet nazisterne hellere så, end at hun vendte hjem.
'Marlene, go home'
Marlene Dietrich følte sig på ingen måde fristet. Hun blev i USA, selvom hendes filmkarriere foreløbigt var ebbet ud, hjalp flygtninge til rette i det nye land og optrådte for de allierede soldater ved fronten.
Hun viste, at man som tysker i 30'rne og 40'rne ikke behøvede at være en viljeløs medhjælper for nazisterne. Hun viste, at man kunne sige nej. Marlene Dietrich satte sig ud over det tyske skæbnefællesskab, og dét havde tyskerne svært ved at tilgive hende. I 1960, da hun var i gang med sin anden karriere som sangerinde, blev hun mødt med rasende protester, da hun skulle optræde i Vestberlin.
"Marlene, go home," råbte de efter hende.
Efter sin død i 1992 blev hun begravet i Berlin, og hendes gravsten udsat for hærværk.
Med den 60 millioner kr. dyre film om Marlene og det forudgående reklamebrøl forsøger Joseph Vilsmaier (og tyskerne?) at omskrive myten om divaen, så hun endelig bliver tysk og anstændig; et af midlerne synes at være at viske den virkelige Marlene Dietrich væk og erstatte hende med Katja Flint.
På det ny oplag af Dietrichs datter, Maria Rivas erindringer troner et billede af Katja Flint som Marlene. I tv's nyhedsdækning og ZDF's Dietrich-dokumentar blander originalt materiale sig med klip fra den ny film.
