Læsetid: 2 min.

Minister: Er iraner virkelig forsvundet?

3. marts 2000

Karen Jespersen sætter spørgsmålstegn ved, om iraner blev anholdt for at uddele 'De sataniske vers'

Indenrigsminister Karen Jespersen (S) sætter spørgsmålstegn, om den iranske asylansøger, der i oktober 1998 blev tvangsmæssigt udsendt af Danmark, reelt er forsvundet i de iranske myndigheders varetægt.
"Så vidt jeg har forstået, er det sådan, at den mands hustru efter hendes eget udsagn har foretaget de samme ting som manden. Hende er der ikke sket noget. Spørgsmålet er så også, hvad der egentlig er sket med den iraner. Og har det nogen forbindelse til, at han på et tidspunkt har uddelt De sataniske vers? Det ved vi faktisk ikke," siger Karen Jespersen.
I oktober 1998 blev en 40-årig iransk mand tvangsmæssigt udsendt af Danmark sammen med sin kone og deres barn. De to ægtefæller havde søgt asyl med henvisning til, at de havde uddelt et oversat uddrag af Salman Rushdies bog De sataniske vers i Iran.
På trods af en udtrykkelig opfordring fra advokaten undlod Flygtningenævnet at undersøge, hvordan man i Iran straffer uddeling af De sataniske vers.
Den oplysning kom først frem et års tid efter, at familien var udsendt, fordi Folketingets ombudsmand gik ind i sagen. Det danske udenrigsministerium vurderede i et notat i november 1999, at det i værste fald kan betyde dødsstraf, hvis man medvirker til at udbrede den forbudte bog i Iran.

Forsvundet
Ifølge familiens advokat i Danmark, Farhad Nikmaram, blev iraneren anholdt kort efter ankomsten til Teheran og har siden været forsvundet.
Karen Jespersen fremsætter sin vurdering af iranersagen efter et møde i Folketingets Retsudvalg torsdag, hvor SF's Knud Erik Hansen havde kaldt hende i samråd for at høre, om hun kan støtte, at der skabes adgang til at anke Flygtningenævnets afgørelser til en domstol. Det kan hun ikke:
"Der er ikke grundlag for at ændre systemet. Men jeg vil gerne se på, om Flygtningenævnet altid lever op til sin forpligtelse til at have det allernyeste materiale i en sag og til at give begrundelser, når der træffes afgørelser," siger Karen Jespersen.
Hun mener heller ikke, der er grund til at åbne for en adgang til at klage til ombudsmanden over asylafslag. Den adgang blev afskaffet pr. 1. januar 1997 ved en lovændring, der blev støttet af alle Retsudvalgets partier - undtagen Enhedslisten.
SF's Knud Erik Hansen understreger imidlertid, at hans parti dengang fik et tilsagn om, at spørgsmålet skal til fornyet vurdering, hvis der viser sig tvivl om retssikkerheden i asylsager:
"Mange sager viser, at der er stor tvivl om, hvorvidt asylansøgere har sikkerhed for en ordentlig behandling af sagerne. Derfor burde man kigge på ombudsmandsreglerne igen," siger Knud Erik Hansen, der også kunne forestille sig en "ny fagdomstol" som endnu et ankeorgan i asylsager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her