Læsetid: 3 min.

Morbid mobilsnak

21. marts 2000

Martin Amis skriver livsstilsnoveller der isner, fascinerer og minder om Sonnergaards 'RADIATOR'

Ny bog
En fraskilt far møder op til sportsdagen på sin søns kostskole. Alt er tilsyneladende normalt, men han taler i mobiltelefon med ekskonen på få meters afstand i stedet for at søge direkte kontakt. Det varer ikke længe før læseren bliver klar over, at her er tale om en maskulin krise i fuldt flor.
Så grov er den indledende scene i "Rigets tilstand", en af Martin Amis mange præcise noveller om vores paradoksfyldte samtid, der nu foreligger på dansk i samlingen Tungt vand. Et typisk Amis-oplæg, der måske kan virke banalt, men som hurtigt hævder sig gennem en intens indlevelse i farmands tanker og i det moderne livs altid lurende vanvid.
Den fraskilte far er noget så eksotisk som dørmand af profession, men ellers er han helt normal, for han er selvfølgelig bukket under for verdens ældste maskuline banalitet: en kvinde af yngre årgang.
Forældregruppen til børnene på den dyre kostskole udgør et klasse- og racemæssigt mix, der dementerer myten om, at de klasssiske engelske dyder er bundet til hvid etnicitet osv. Intet er helt, som det var før - lerfødderne skrider ud.
Denne indledning giver plads for en fortælling, hvor sprogleje, temaer og psykologi væves til den fineste tekstur og farves af Amis stilistiske overskud. Det virker så nemt, så man næsten glemmer kunsten, men det er just det fine ved det.
Tungt vand indeholder således en række noveller, der alle hver på sin måde inddrager tilsyneladende tilforladelige aspekter af moderniteten for derpå at afsløre det bagvedliggende vanvid.

Omvendinger
På dansk foreligger desuden romanerne Tidens pil, Budskabet og Nattog, henholdsvis et stileksperiment om holocaust, hvor tiden går baglæns, en 'bekendelseroman' om mandlig rivalisering og en krimi om sindets og astrofysikkens sorte huller.
To af novellerne i Tungt vand udnytter omvendingsprincippet. Tiden går ikke baglæns igen, men i "Ren fiktion" er der byttet om på bøsser og heteroer i NY-kvarteret Christopher Street, hvor en bøsse er beskæmmet over at føle sig tiltrukket af en kvinde, der netop har født.
I "Karriereforsøg" er der byttet om på de kunstarter, man plejer at promovere i Hollywoods og i Londons sidegadetidsskrifter for digte. En digter har succes med at sælge en sonet i Hollywood, og en manuskriptforfatter nærmest fiasko med at sælge science-fiction manus til en konkursramt tidsskriftredaktør. Specielt sonettens metamorfoser i hænderne på skiftende script-team er grotesk morsom.
Astrofysikken dukker op igen i en mærkelig undergangshistorie om "Pedellen på Mars", men er ikke nær så godt anvendt som i "Nattog", hvor den blev knyttet mesterligt til sindets afkroge.

Form og indhold
Vi ved godt, at form er indhold, men nogle gange er formen næsten hele indholdet, og så gaber læseren. Amis magter som regel den hårfine balance.
Han skriver måske allerbedst om vanvid, tvangstanker og det at være fanget i en forkert krop, som i titelnovellen Tungt vand.
Hans stilistiske overskud viser sig i de bløde fejlstavninger - f.eks. her i sætningen: "der sgete nåed slemt i min ferje" - som hele novellen af næsten samme navn er skrevet i. Den gengiver en barnlig naiv og konkret oplevelse af døden i en sommerskitse fra Cape Cod. Oversætteren Inge Rifbjerg har også klaret det skær fint.
Amis er først og fremmest god, fordi han er så ubønhørligt optaget af at indfange tiden, at gribe det uhåndgribelige, der vibrerer mellem nutidsmennesker og genskabe det gennem forskelligartede stileksperimenter, der giver netop det liv og den indsigt, der ikke kan undgå at fængsle læseren.

*Martin Amis: Tungt vand - og andre historier. Oversat af Inge Rifbjerg. 212 s., 248 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her