Læsetid: 5 min.

Multikultur udelukker ikke racisme

13. marts 2000

Briterne har altid opfattet sig selv som et miskmask af angelsaksere, keltere, normanner, vikinger, irere, skotter, walisere, pakistanere, vestindere osv. osv

Multikultur
CLARE - Gulvtæppet er skotskternet, på væggene hænger der sære tingester med forbindelse til hestesport, og der er oksesteg med udkogte grøntsager på menuen. Sådan ser - stort set - alle britiske langsbypubber ud.
Men beværtningen i The Bell Hotel i den lille by Clare få timers kørsel fra London er noget særligt. Den har en mørkhudet kvinde bag disken.
På en hel weekend for nylig lykkedes det ikke Informations udsendte at spotte andre ikke-hvide briter i området omkring floden Stour i Suffolk, også kaldet 'Constable Country' efter maleren John Constable.
Den enlige pub-bestyrer kan man så se som et tegn på, at det multikulturelle Storbritannien vist mest er et storbyfænomen. Eller som tegn på det modsatte - at selv i hjertet af det hvide England kan man ikke komme uden om, at landet er multikulturelt.

Begge dele er rigtige.
Det er mest i storbyer som London og Birmingham, at de brogede briter kommer til skue på en måde, så end ikke den mest snævertsynede kan tage fejl. Men det udelukker ikke, at der er hvide pletter. Og for den sags skyld også sorte, lysebrune og 'grønne' (der, hvor irerne bor).
Men uanset hvordan befolkningen fordeler sig, er der ingen tvivl om, at Storbritannien er et multikulturelt land. Sådan har det altid været.
"Den danske selvforståelse er meget homogen - vi har samme sprog, samme etnicitet og samme religion - men briterne har aldrig haft den homogene selvforståelse," siger Jørgen Nielsen fra University of Birminghams center for kristent-muslimske relationer.
"Selv englænderne før sammenslutningen med Skotland og Wales har altid været meget bevidste om, at nok er de englændere, men de har en flertallig baggrund. De er et resultat af et sammensurium af normanner, vikinger, angelsaksere og keltere."
Sådan en selvforståelse gør det nemmere for briterne end for så mange andre at optage nye grupper i deres samfund. Hvad enten det var skotterne ved sammenslutningen i 1707, de irske indvandrere eller bangladesherne, vestinderne og pakistanerne i det tyvende århundrede. Såkaldt etniske minoriteter udgør i dag 5,6 procent af Storbritanniens befolkning.
Landet fortsætter med at drage fremmede til sig - f.eks. er indvandringen fra Frankrig i dag den største siden 1066, da normannerne kom.
Læg hertil arven fra imperiet - Commonwealth - og billedet toner frem af folkefærd, der sådan i det store og hele godt ved, at identitet kan have nogle meget langstrakte og vidtforgrenede rødder.
Men at et land er multikulturelt, er ikke nogen garanti for fravær af racisme. Den trives i bedste velgående. Forleden måtte en betjent under stor mediebevågenhed sendes ud i arbejdsløshed, fordi han i et anfald af raseri havde kaldt én for "you black bastard". Der er meldinger fra Wales om angreb på læger af asiatisk oprindelse, og dønningerne efter Stephen Lawrence sagen fra 1993 vælter stadig ind over landet.

Anerkender problem
Stephen Lawrence var en ung, sort studerende, som blev dolket ihjel en aften, han stod og ventede på bussen. De mistænkte - en flok unge, hvide racister - er aldrig blevet dømt. Sagen gav anledning til en stor undersøgelse, der igen mundede ud i en fordømmende rapport om racisme i politiet.
Men selv om der er racisme hist og pist, er briternes respons bemærkelsesværdig.
"Briterne anerkender racismen som et problem, der skal løses. Andre steder er der tendens til, at eliten siger, at racisme er et problem. Men her er der overensstemmelse i befolkningen om det," siger Jørgen Nielsen fra University of Birmingham.
Ifølge en undersøgelse i The Guardian i slutningen af februar ville 53 procent af briterne "ikke havde noget imod", at en nær slægtning giftede sig med en sort eller asiatisk person. Det står over for et tal på i alt 36 procent, der ville have "meget" eller "en smule" imod det.
Så sent som i 1995 var det omvendt - med henholdsvis 21 procent, der sagde OK for blandingsægteskaber, og 73 procent, som var betænkelige i varierende grad.
Undersøgelsen viste ikke nogen udprægede forskelle mellem køn, aldersklasser, andre 'klasser' eller politiske tilhørsforhold.

Briter i opløsning
Men Storbritannien er ikke mere, hvad landet var engang. Skotland har fået selvstyre - Wales har fået sin egen politiske forsamling - og det er meningen, at Nordirland også skal styre sig selv, hvis ellers katolikker og protestanter kan enes om det.
Det er uvist, hvad de opløsningstendenser kan komme til at betyde for multikulturalismen. De britiske boghandeler er den seneste tid nærmest blevet oversvømmet af bøger, der handler om det ny Storbritannien, og hvad det nu alt sammen mon betyder.
Opmærksomheden har især samlet sig om englænderne. For hvad nu, når skotterne og waliserne får selvstyre - ja så skal englænderne vel også have deres eget parlament? I øjeblikket har de kun det nede i Westminster i London, der som bekendt må deles med alle de andre briter.
Nogle mener ligefrem, at skotsk og walisisk selvstyre vil føre til en opblomstring af en rendyrket, grim engelsk nationalisme.
"Skotterne og waliserne har altid været klar over, hvem de selv var. Men englændernes selvsikkerhed kom af, at de var den dominerende partner i den britiske union. Når der nu stilles spørgsmålstegn ved den, så kommer usikkerheden," siger Jørgen Nielsen og noterer sig, at muslimske briter ikke har svært ved at opfatte sig selv som f.eks. skotske muslimer, hvis de bor i Skotland. Men ingen vil vide af at være 'engelsk muslim'. Britisk jo - men engelsk? Nej tak. Sådan at identificere sig med de, der opfatter sig selv som herrefolket, er simpelt hen for meget.
Måske kommer den engelske identitet simpelt hen til at handle om, hvordan man opfører sig.
"Der er næppe tvivl om, at der vil blive en overgang, hvor de mere højreorienterede grupper får mere støtte og vinder frem. Men sund fornuft og anstændighed er også engelske karaktertræk, og de vil nok trække sig tilbage fra de mere ekstreme udtryk, før de kommer ud af kontrol. Og der er folk både til venstre og på midten, der søger at identificere engelskhed ikke ved arv, historie eller statsterritorie men som opførsel - en adfærdsdefinition," siger Jørgen Nielsen.
Bliver det resultatet, er der altså tale om en identitet, der ikke nødvendigvis udelukker andre på grund af hudfarve, sprog eller religion. Ganske som det plejer at være ovre på briternes ø.

*Tidligere artikler i serien om det multikulturelle Danmark blev bragt den 17., 21., 23., 24., 25., 26., 28. og 29. februar, samt den 1., 2., 4. og 10 marts. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu