Blodig kvindeundertrykkelse er omdrejningspunkt i Poul Ruders' nye storværk af en opera: 'Tjenerindens Fortælling'
Opera
"Jeg spytter ikke i havregrøden," har komponisten Poul Ruders engang sagt. Så sandt, så sandt. Det Kgl. Teater gav komponisten frit valg på alle hylder og komponisten ragede til sig efter alle kunstens regler. 'For meget' eksisterer ikke i Poul Ruders' verden.
I årevis har Ruders omtalt sin musik som "akustiske lærreder", "klingende romaner", og som "den indre film" i musikken. Med Tjenerindens Fortælling efter Margaret Atwoods roman af samme navn, havde komponisten mulighed for at virkeliggøre denne indre film, skabe det overophedede totalteater, der er drivkraften bag alt det, Ruders sætter på nodepapiret. I det nye værk er der ikke uventet filmklip, videografik, perverse sceniske optrin, der aktiverer den æstetiske brækrefleks - og meget mere. Det hele godt understøttet af 2 1/2 timers musik med stort orkester, kor og 15 solister: Et musikalsk bombardement, der endnu hænger som en uafrystelig ting i kroppen på denne lytter.
Poul Ruders er musikkens svar på filmens Lars von
Trier. Begge udlever egne indre kvaler i deres kunst. Det er en måde at overleve på - det er i ordets bogstaveligste forstand dødsens alvorligt for dem. Takket være deres genialske visioner kombineret med mesterligt håndværk, bliver resultatet ikke selvterapeutisk kunst, men vedkommende teater for mange mennesker.
Skrækvision føder kunst
Da Poul Ruders komponerede sin første opera i 1986, Tycho, efter en libretto af Henrik Bjelke, gik næsten alt galt. Der var alt for megen tekst, som var med til at dræbe forestillingen, der ikke havde dramatiske kvaliteter. Med Tjenerindens Fortælling har Poul Ruders fået ligeværdige samarbejdspartnere. Den engelske krukke og musicalsanger Paul Bentley har skrevet en libretto som fungerer. Hatten af for den præstation.
Tekstforlægget har givet Ruders det mentale kick, han behøver for at skrive musik. I Atwoods skrækhistorie serveres billederne for komponisten på samme måde som apokalypsen i Johannes Åbenbaring, Edgar Allan
Poes historier og Casper David Friedrichs malerier før har gjort noget ved Ruders.
For Ruders står der 'opera' skrevet over Atwoods bog, selvom der ikke er dialog i den - det er en monolog. Men den har alligevel alt: Forbudt kærlighed, processioner, forræderi, håb. Lige til brug for det, komponisten kan bedre end de fleste: Skabe form, udtryk og raffineret instrumentation. Om det er moderne eller ikke er Ruders komplet ligeglad med: Stil-problemer interesserer ham ikke, når blot han ikke reproducerer.
Tjenerindens Fortælling ligger således i forlængelse af orkesterværkerne Saaledes Saae Johannes og Gong, men af helt indlysende praktiske årsager forekommer teksturen nu meget mere transparent af hensyn til sangerne.
Det sker lige nu
Man forstår, at det helt store udtræk er i brug i Tjenerinden Fortælling - og det virker. Ruders ved hvad han kan og han gør det knusende overbevisende i skildringen i det skrækindgydende samfund Giliad, der kan blive en realitet når respekten for mennesket hører op.
Komponisten har henvist til Taliban-militsens islamiske jernhånd i Afghanistan, hvor kvinder er reduceret til ingenting: De må ikke læse, de må ikke skrive, de må ikke køre bil, de må ikke have en bankkonto. Ruders' drama er ikke kun en realisering af et fiktivt samfund i Atwoods roman, det er et indlæg i tidens debat om, hvordan vi ønsker at indrette vores verden.
Ruders går endnu tættere på. Til herværende skribent sagde han i 1999: "Det skråplan Danmark rent medmenneskeligt er inde på nu, det at vi har et parti der hedder Dansk Folkeparti, med lovligt valgte medlemmer i Folketinget, synes jeg er utroligt skræmmende. Pia Kjærsgaard er ikke Le Pen og slet ikke Hitler. Men det er begyndelsen."
Tjenerindens Fortælling hæver sig op over den ofte monotone debat om kvindefrigørelse og mandehørm med henvisning til de nedre regioner. Værket er en moderne moralitet, der siger at vi skal passe på hinanden. For hvis kæden ryger af - og det kan den forholdsvis let gøre - er vi derude, hvor døden bliver frihedens rige.
Klar til eksport
Det må have krævet et ganske betydeligt forarbejde at få teknikken og de tusind små detaljer til at fungere i forestillingen. En rent ud sagt imponerede teatermaskine er denne opsætning.
Ruders er den første danske komponist siden Herman D. Koppel skrev Macbeth i 1968, der er blevet bedt om at skrive en helaftensopera til Gamle Scene. Det er en skændsel for teatret. Nu har den nye chefduo på operaen det bedst tænkelige udgangspunkt for det videre arbejde: En ny stor dansk opera, der bør kunne eksporteres.
Hvis muligt gerne med den nuværende sangerbesætning. Marianne Rørholm som tjenerinden TilFred kunne få sit afgørende internationale gennembrud med denne rolle. Hun er hamrende god. Hanne Fischer som hendes alter ego, Anne Margrethe Dahl som Tanten, Djina Mai-Mai som Moira, Elsebeth Lund som TilGlen, Lise-Lotte Nielsen som Janine er
uimodståelige. Det hele ledet af den Michael Schønwandt, der bare bliver bedre og bedre. Forestillingen bør markere et holdningsskift i det Kongelige Teaters repertoirepolitik.
Gå ind og se Tjenerindens Fortælling i Det Kgl. Teater og få noget at føle og tænke over.
*Poul Ruders' 'Tjenerindens Fortælling' på Det Kgl. Teater. En hulens bunke medvirkende under ledelse af Michael Schønwandt. Premiere mandag aften på Gamle Scene
